Special price for you
I Egypten forhandler man sig frem. Alt skal pruttes ned i pris. Egypternes udgangspunkt er at få mest muligt ud af turisterne, mens turisterne på deres side kæmper for ikke at blive snydt alt for åbenlyst.
Efter 14 dages rejse i Egypten bliver man god til at prutte. Om prisen, altså.
At lære kunsten er en nødvendighed, for egypterne er gode til at få turisterne til at fiske deres pengesedler op af lommerne.
De første fire dage, man er i Egypten, betaler man eksempelvis over 10 kroner for en liter vand. Derefter falder prisen - helt ned til tre kroner. Og det er ikke, fordi produktionsprisen på vand falder. Efter et par dages ophold i landet bliver man simpelt hen bedre til at forhandle om prisen.
Eksemplet er typisk for Egypten. Her er intet for fint, for småt eller for ligegyldigt til at invitere til forhandling. Derfor er det ikke usædvanligt at forhandle om prisen på en pakke tyggegummi, et stykke vandmelon eller 200 ml Sprite-sodavand. Selv hotelværelser, taxature og restauranter er oplagte mål for en omgang ''prutteri''.
Special price for you
Hvem kender ikke udtrykket ''Special price for you, my friend''?
En sætning, som ikke er forbeholdt egyptere, men bruges i alle lande, som har tradition for at forhandle om priserne. Egypterne er bare gode til at bruge udtrykket, som de har udbygget med: ''You know how much?'' og '' Egyptian price, my friend''. En ikke irrelevant bemærkning, da alt i Egypten er dyrere for turister.
I Nudansk Ordbog beskrives dét at prutte om prisen, som et forsøg på at få en pris sat ned. I Egypten skal forhandlingen betragtes som et forsøg på at få prisen ned på et rimeligt niveau.
Et eksempel:
Egyptiske bagere ved nok, hvordan de bruger de frugter og delikatesser, som findes i den nordafrikanske natur. Figner, dadler og æbler mikses sammen til små lækre snacks, som drysses med sesam. En lille stang, som kan konsumeres i fire bidder.
Nydelsen koster almindeligvis et halvt egyptisk pund, hvilket svarer til ca. halvanden krone. Men det faktum afholdt ikke en egyptisk bager i badebyen Hurghada fra at forlange 12 kr. pr. stk.
Sætter deres egne priser
En egyptisk basar er et slaraffenland for folk, som vil prøve deres forhandllingsevner af. Både Aswan, Luxor og Cairo har basarer fyldt med souvenirs, madvarer, tøj, egyptisk musik, legetøj, keramik og almindeligt ragelse, som skal pruttes ned i pris.
Selv om markederne er placeret i forskellige egne af landet, har de visse fælles træk. De er kaotiske, de lugter, og larmen er konstant.
Kaos skabes af de mange cykler, biler, knallerter og scootere, som man skal springe til siden for (i Luxor og Aswan skal man også flygte fra hestevogne).
Lugtene kommer fra sidegaderne, som svømmer i affald,
FORTSÆTTES SIDE 3
FORTSAT FRA FORSIDEN
og fra boderne, som er et orgie af farver og dufte af safran, karry, chili og timian.
Larmen skabes af biler, der konstant dytter, samt af indehaverne af de mange boder - sælgere som uafladeligt råber efter turister og andre ''ofre'' for at lokke dem hen til udsalgsstederne.
Én af dem er den 26-årige Mustafa, som har arbejdet 10 år i boderne i Luxor i det sydlige Egypten. Han bruger sine dage på at trække handlende til sin bod, hvor han sælger Nefertiti-statuer i sten, pyramider udformet i keramik og dekoreret papyrus-papir til 2,50 kr. stykket. Det er en tilværelse, som passer ham fint.
»Jeg kan lide at snakke med kunderne, og at prutte om prisen er en del af en handel,« fortæller han, og råber efter en flok turister.
»You from Germany? Come to my shop.«
Han får intet svar. Turisterne er vant til de konstante tilråb fra de små boder.
Råbene og prutteriet er en del af kulturen, forklarer Mustafa, da der er ro og ingen turister i sigte.
»Priserne afhænger af, hvordan folk snakker og forhandler om prisen. Derfor kan man sagtens risikere at betale mere for noget, man kan få billigere et andet sted. Men sådan er det. Egyptere er forskellige og sætter deres egne priser. Man forsøger at få mest muligt ud af en handel,« siger han og trækker på skuldrene.
Sådan er det i Egypten.
Billigere om sommeren
Mustafa har ingen uddannelse. Jo, han gik godt nok lidt i skole på et tidspunkt, men det er lang tid siden. Skolen gav ham ikke nogle penge at leve for, derfor begyndte han i basaren i fødebyen Luxor. Her kommer turisterne og investerer en betydelig del af deres penge i ''ægte egyptiske souvenirs'' (som også kan være produceret i Taiwan).
For tiden er der mangel på turister - og dermed penge.
Sommervarmen får Egypten til at koge og turisterne til at søge sol andre steder. Der er simpet hen for varmt. Ydermere har urolighederne i Israel også sin indflydelse på den mængde af turister, som sætter sig i et fly med kurs mod Cairo eller andre mellemøstlige lande, mener Mustafa.
»Normalt sælger vi vores varer lidt billigere om sommeren, for der er ikke nok turister. Men vi kan altså også mærke, at der er uroligheder i området Men det er en forretning, og noget skal vi jo leve af. Men nogle gange er det svært, og så bliver man lidt mere aggressiv som sælger,« siger han.
Ingen social sikkerhed
Ved en skrædder i Aswan i det sydligste Egypten står Mohammed el Sayed. Han er på ferie i sit hjemland sammen med sin svenske kone og deres fælles børn. Til daglig sælger han biler i Sverige, men et par gange om året besøger han landet. Dels for at holde kontakten med sin familie. Dels for at få syet fem-seks par bukser og nogle pæne jakkesæt.
Han kender godt til de egyptiske forsøg på at få mønter og sedler til at hoppe ud af turisternes lommer. Han forklarer det således:
»Egypten har ikke det samme sociale system som Danmark, Sverige og andre industrialiserede lande. Her må folk klare sig selv. Hvis du ikke har penge, så du kan købe noget mad, så må du altså vente til i morgen med at spise. Her er ingen hjælp fra det offentlige. Derfor forsøger alle at skrabe så meget til sig som muligt,« siger han og fortæller, at han ofte selv møder for høje priser.
Som turist vil man konstant møde betegnelsen ''egyptisk pris''. Udtrykket bruges ofte som et slagstrick for at understrege over for turisten, at nu er prisen forhandlet ned på laveste niveau. Men det er ikke ensbetydende med, at det er en fair pris, forklarer Mohammed el Sayed:
»Selv om jeg kan tale sproget og er mørk i huden, så er der også nogle, der forsøger at tage overpris overfor mig. Så det er ikke kun turisterne, som oplever det,« understreger han.