Krop og kunst

Den kvindelige krop er kommet for at blive. Og blive set. De kvindelige kurver har altid været i fokus i kunsten - om end med forskelligt resultat.

Den er overalt og alle vegne. Kvindekroppen.

Hvor end man kigger, mødes man af billeder af modeller med smukke og for os andre dødelige ret urealistiske idealkroppe.

Så grelt har det alligevel aldrig været før, synes vi.

Men selve den offentlige udstilling af kvindekroppen er altså ikke ny.

I anden halvdel af 1800-tallets Frankrig foregik det på den årligt tilbagevendende kunstudstilling, Salonen. Her fandtes der malerier af idealkvinder i metervis, præcis som tidens smag foreskrev det. Men akkurat som i dag var idealkroppen meget omdiskuteret, og flere kunstnere ønskede at fremstille en mere virkelig krop.

Salonen i Paris var statens censurerede udstilling, som fortrinsvis gav adgang til Akademiets kunstnere, der holdt sig inden for en århundrede lang tradition. Den populære salonkunst dyrkede det sødladne og lumre, og dens kvindekrop var en idealkrop uden megen rod i virkeligheden.

Ind i mellem kæmpede avantgarde-kunstnere sig ind på Salonen, der var en kulturel magtfaktor og et tilløbsstykke så stort, at det får vore dages premiere-køer på Star Wars til at ligne en ubefolket udørk. Og med sig bragte Salonens outsidere en kvindekrop, der brød med det ideelle.

Salonens kvindekrop

Kvindekroppen er vigtig i det sensuelle salonmaleri.

Og længe er det en idealkrop, som er fuldstændig airbrush-retoucheret og marmoragtig. Den er hvid, lyserød og ganske uden hårvækst af nogen art.

Men da man ikke ganske umotiveret kunne smække en nøgen kvinde op på et lærred, måtte man finde en grund til, at hun var nøgen. Ellers ville nøgenheden virke stødende.

Dette dilemma løste man ved at henvise til antikken og dennes mytologi, for der løber mennesker og guder åbenbart nøgne rundt i al uendelighed.

Det er derfor ikke svært at forstå, hvorfor så mange motiver med kærlighedsgudinden Venus, fandt vej til Salonen.

En af de salonkunstnere, som havde stor succes med Venusmotivet var Alexandre Cabanel, der i 1863 udstillede sit maleri, Venus' fødsel.

På maleriet ligger den fagre kvinde og snor sig på bølgen, mens hun skærmer sit blik med hånden. Dette er et vaskeægte nydelsesscenarium, som giver den mandlige beskuer rig mulighed for uforstyrret at dvæle ved den kvindelige anatomi.

Rundt omkring Venus flyver små fede Keruber, der glor uhæmmet på gudinden. Deres blikke repræsenterer de mandlige beskueres blikke og gør, at Venus, den bly viol, må se sig nødsaget til at skjule sit eget. Således domineres hun af det maskuline blik.

En laurbærkrans og nogle ruiner kunne også udgøre et alibi for nøgenheden. Gérôme maler i 1846 Hanekamp, som er et genremaleri i en antik setting. Det unge par er fuldstændigt idealiseret. Kroppene er glatte som marmor og ganske uden hårvækst.

Derfor er kvindens skød totalt kønsløst. Og det er just, som Freud beskriver drengens oplevelse af kvindens mangende fallos: når der ingen fallos er, så er der ingenting. Det er et ukropsligt og ufarligt skød i bedste Andebystil. Ingen anderledeshed, som kan skræmme den mandlige beskuer.

Realismen

Utilfredsheden med de utallige overjordiske Venus-typer i Salonkunsten kan have fået tyrkeren, Khalil-Bey til at bestille det legendariske undergrundsmaleri Verdens oprindelse (1866) hos maleren Courbet . Det er et ultra naturalistisk close-up af et temmelig behåret kvindeskød. Lår, skød og bryst set fra et sted nede mellem inderlårene. Intet ansigt. Det er ikke kvinden som individ, men kvinden som ren natur og materiel krop, der fejres her.

Courbet afviser således med hård hånd Venuserne og marmoridealet.

Kvinden er dog stadig et nydelsesobjekt for beskueren. Nu er hun bare overgivet til det realisme-søgende og dissekerende blik.

Som man nok kan forestille sig, var det utænkeligt, at et sådant billede kunne udstilles offentligt. Men rygtet om det huserede.

Med maleriet De badende (1853) leverede Courbet en mindre rabiat afvisning af Venus-idealet. Maleriet forestiller nogle realistiske kvindekroppe i form af badende bondekoner. Det har bestemt været en ny måde at få kvindekroppen serveret på. Courbet ønskede at male virkeligheden, som den så ud. Ikke som den burde se ud.

Han var således temmelig meget i modstrid med salonkunstens klæbrige og idylliske tilgang til virkeligheden.

I 1855 blev han afvist af Salonen, og han holdt da sin egen udstilling, som han kaldte Le Realisme.

Olympia

Forfatteren og kritikeren Emile Zola var også godt og grundigt træt af salonkunstens idealiserede Venuser. Derfor hilste han glædesstrålende Courbet og hans realistiske kvindefigurer velkommen. Han skrev om tidens salonkunst: "Når disse malere giver os deres Venuser, så korrigerer de naturen, de lyver".

Og løgn var ikke noget for naturalisten Zola, som prøvede at fremstille virkeligheden i sine bøger med videnskabelig akkuratesse.

Zola fandt i Manets Olympia en kvindelig nøgenfigur, som kunne opfylde hans bønner. Endelig var der en maler, som kunne vise sandheden og fremstille en pige "af vor tid, en pige du kan møde på fortorvet". Men det var netop en af de ting, som forargede Salonens publikum. Og med udstillingen af Olympia i 1865 brød helvedet løs på Salonen. Billedet var en total skandalesucces.

Maleriet er modelleret over Tizians Venus fra Urbino. Manet har dog ikke malet en idealiseret kvindekrop, men en nøgen delvis individualiseret kurtisane med tøfler på. Hun holder hånden over skridtet og stirrer direkte på beskueren.

Ramaskrig

Der var et hav af ting, som forargede det bonerte borgerskab. Denne kvinde er nemlig ikke nøgen, hun er snarere afklædt. Og hvad værre er, så signalerer hun med hånden over skødet, at hun er bevidst om sin afklædthed, og at hun har noget at skjule. Antydningen af kropsbehåring i armhulen fjerner hende endnu mere fra idealkroppen og nedsænker hende i kroppens materie.

Den mandlige beskuer kan heller ikke længere lystent og ugeneret stirre på kvindeobjektet på billedet. Nu stirrer hun nemlig igen.

Noget andet som foruroligede repræsentanterne for den gode smag, var billedets ubestemmelighed. For nok er Olympia klædt ud som en kurtisane, datidens svar på en overklasseluder, men hun ligner egentlig en billig gadepige. Forskellen var stor.

For kurtisanen var et accepteret samfundselement, som faktisk fungerede som datidens trendsetter, der dikterede moden og omgikkes alle de kendte og rige. Men gadepigen var et absolut faux pas og moralsk forkastelig. Og nøgenheden skulle som sagt have et passende og ikke-anstødeligt alibi.

Før og nu

Den var gal igen, da Manet i 1863 på De Afvistes Salon udstillede sit Frokosten i det grønne. Her sidder en almindelig nøgen kvinde med siden til beskueren i selskab med to påklædte mænd. Hvorfor var hun nøgen? Publikum var bestyrtede.

Selvom vi i dag på ingen måde kan føle os stødte over situationen, følte samtiden, at nøgenheden var helt umotiveret. Lige så umotiveret, som vi i dag ville føle det, hvis vi så en kvinde køre topløs gennem byen.

Salonkunstens såkaldt gode smag blev hele tiden udfordret. Degas' lille kække balletdanserinde (ca. 1880) med den fuldstændigt uklassiske krop var en af de mange indlæg i kunst- og kropskampen. I denne skulptur drives realismetrangen så langt ud, at figuren har fået både silkebånd og tylskørt på.

I dag opfattes datidens gode smag som dårlig smag. Salonkunsten er blevet håbløst umoderne, og datidens avantgarde-stilarter som realisme og impressionisme har for længst sejret over den. Den trækkes nu til dags oftest frem som eksempel på samfundets kvindeundertrykkende blik.

I dag er den offentlige nøgenhed ikke henlagt til kunstens rum. Medierne har taget over. Nu smider også kvindelige sportsstjerner og kändisser tøjet i den generelle kvindesags navn for at pryde forsiderne af bladene. Efter sigende som led i en slags feministisk projekt og helt frivilligt. Det er ikke desto mindre til stor glæde for de mandlige blikke, som nyder godt deraf. Dengang som nu.

Glyptoteket har i øjebliket udstillingen Gloria Victis, der beskriver kampen mellem Salonkunst og avantgarde i 2. halvdel af 1800-tallet. Her kan man blandt andet finde Gérômes maleri Hanekamp og Degas' lille danserinde. Kropsproblematikken findes som en bifortælling i udstillingen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen