Solfanger

Bikinien er in igen - efter en tid i skyggen af badedragten

Ferie - sol, sommer, varme og vand.

Associationerne er mange, når ordet ferie nævnes. Ikke mindst lige nu, da sommerferien er begyndt.

Bikini er endnu et ord, der forbindes med ferien. En todelt badedragt, der med fornuftig brug af beskyttende solcreme kan give solen og dens varmende og brunende stråler adgang til kroppen.

Bikinien er meget populær og moderigtig i år efter en række somre, hvor badedragten var meget in.

Så lille, bikinien end er, så rigtig skal den alligevel være.

Og denne sommer er det rigtige, at der skal være farver på - gerne varme, eksotiske farver, som står godt til den hud, der er brunet af enten solen eller farvende cremer.

Stilen skal være elegant, men med et strejf af det sporty. Inden for disse rammer kan man så vælge, om man er til trusser i tanga- eller hotpantsfacon. Om toppen skal bindes eller knappes, om stropperne skal være brede eller smalle, og om de overhovedet skal være der.

Valget er frit, for strandens tøj i dag er udviklet, så det bliver siddende, som det skal, hvad enten det er vådt eller tørt. Badetøjsfabrikanterne har overført den teknik, man har kendt i undertøjet i årevis, hvor overdelen kan formes med en skjult bøjle eller med skumindlæg. Der er lagt små siliconebånd ind i samme overdel, så den bliver siddende, selv om man piller stropperne af. Eller der er brugt stoffer, som holder på formerne og som ikke giver efter for pres, hverken indefra eller udefra.

Alt sammen fordi man skal kunne slappe af, mens man ligger på stranden. Det er jo trods alt ferie.

Fotograf: DICK NEIL

Stylist: Thomas Rubin Andersen

Modeller: Laila Thygesen og Maiken Lonka, Diva Models

Badetøjet er udlånt hos følgende butikker i Århus: Pretty Woman, Volden, Fleur, Ryesgade og Surf & Ski, Åboulevarden.

Solbriller: Brille Galleriet, Århus

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen