Hjemme igen

At blaffe er mere end at række tommelfingeren ud mod bilerne. For det første er det vigtigt at kunne holde humøret oppe.

ÅRHUS - Der var engang, at en blaffertur fra Århus til Esbjerg var en lang tur.

Det er det ikke mere for de to udsendte på JP PÅ STOP-turen - de to, der som bekendt har givet op og atter er tilbage i Danmark.

For når man har stået otte dage i vejkanten i Danmark, Tyskland, Polen, Litauen og Letland og kørt 2000 kilometer med fremmede mennesker, er en blaffertur i Danmark som at tage bussen ned i byen.

Men det er lidt trist at være hjemme igen. Banegården i Århus er langt fra lige så spændende som banegården i Coleniów i det vestlige Polen, som vi besøgte for en uge siden.

Det var fabelagtigt at opleve, hvordan stemningen i ventesalen ændrede sig på få minutter. Der skete absolut ingenting, da vi kom ind. Toiletdamen sad i hjørnet bag sit bord og sin pengeskål, hvor trængende havde smidt en zloty for at lade vandet. Men da vi trådte ind, ændrede billedet sig. Toiletdamen rejste sig formentlig for første gang den dag fra sin stol i hjørnet, da fotografen begyndte at tage billeder. Hun smilte over mødet, så man kunne se de mange manglende tænder.

For første gang i mange dage skete der endelig noget i Coleniów. Men dagen i Coleniów var samtidig den dag, vi var mest presset. Ikke én eneste gang var vi kommet op at køre med de lokale, og kun takket være de billige polske taxier kom vi lidt frem. Den dag lærte vi, at det at blaffe er mere end blot at række hånden og stritte med tommelfingeren mod de forbipasserende biler.

Det vigtigste er at holde humøret oppe, når det regner og ingen gider at tage én op. Det har vi prøvet mange gange. En af gangene var i tirsdag i det østlige Polen. Vi havde overnattet i Gdansk og var på vej mod Litauen - troede vi.

Vejret var som altid rigtigt polsk med regntunge skyer og ingen udsigt til opklaring. Der gik længe mellem de små spruttende Fiat'er, som så mange polakker kørte rundt i. Der holdt fotografen humøret oppe med spille "snake" på journalistens mobil-telefon og slog faktisk rekorden med 350 point. Journalisten havde vagten ved vejkanten, og for hver bil, der kørte forbi, blev der sirligt lagt en lille sten på jorden. På den måde kan man få en time eller to til at gå uden at kede sig. Og på landevejen udenfor Rostock brød journalisten ud i sang med gamle Poul Reichhardt-klassikere på programmet. Tilsyneladende ikke til fotografens jubel.

Men det går ikke uden at komme op at køre, og det var jo dét, der var vores store problem. Vi har læst i en lang række bøger, at det er nemt at blaffe i Polen og de baltiske lande. De bøger bør nok snart skrives om efter vores tur. For det har ikke været nemt.

ole.svarrer@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen