Moskow by night

Under kommunismen havde Moskva ikke noget officielt natteliv. Det har markedsøkonomien gjort noget ved. Den russiske hovedstad er blevet en boomtown for natteravne.

MOSKVA - Det var en sen aftentime i foråret 1991. Jeg var netop landet og følte en knurrende appetit i mellemgulvet. Da vi fandt en restaurant, der havde åbent og tilmed lukkede os ind, åndede vi lettet op.

Den slags var ikke hverdagskost i Sovjetunionen. Og da vi fik menukortet, gav vandet sig til at løbe i mundvigene: kaviar, salater, borsjtj og alt det bedste fra det russiske køkken.

I takt med tjenerens njet, njet, njet efterhånden som fingeren gled ned over det imponerende menukort, blev lystig forventning dog snart til frustration. »Vi har æbler og cognac,« erklærede tjeneren til sidst, da vi fandt ud af, at det var enklere at spørge, hvad de havde, end hvad de ikke havde, og sådan endte det restaurationsbesøg.

De, der kan nikke genkendende til den episode, vil blive forbløffet over mødet med Moskvas restaurations- og natteliv ti år senere. Turister er som regel draget til Moskva for at nyde godt af de kulturelle overflødighedshorn, der venter i den russiske hovedstad i form af klassiske koncerter, teater, ballet, opera og en perlerække af museer, Kremls løgkuplede kirker samt Lenin mausolæet som et kuriøst og gyseligt levn fra den kommunistiske fortid.

Kulinariske oplevelser og et natteliv med gang i har turister søgt andre steder, London, New York eller på diverse solkyster.

Men i dag er der mulighed for at slå to fluer med ét smæk. Om dagen kan man fordybe sig i Andrej Rubljovs ikoner på Tretjakov galleriet, revolutionsmuseets udstilling, som nu også omfatter Gorbatjov-perioden og kommunismens fald, og Den Røde Plads, der i dag har flere mærkevarebutikker end Strøget.

Når mørket falder på, er der ikke længere grund til at kravle under dynen og vente på, at det bliver lyst eller fordrive tiden med vodka og champagne på et underbelyst hotelværelse. Moskva er blevet en boomtown for natteravne og livsnydere, og til forskel fra midten af 1990rne, da forlystelseslivet var forbeholdt dem med fede tegnebøger, er det i dag blevet billigt at gå i byen - nogen steder i hvert fald. Det skyldes krakket for den russiske rubel for to år siden, som sådan cirka har halveret prisniveauet i Moskva.

Avisen Kommersant, der i begyndelsen af 90erne havde samme signalværdi for den nye russiske middelklase og erhvervsliv som dagbladet Information for danske venstreintellektuelle 10-15 år tidligere, udgiver en årlig restaurationsguide, og den seneste tæller flere hundrede spisesteder. Og selv om Sovjetunionen er faldet fra hinanden, så er de tidligere republikker til stede på menukortet. Det usbekiske, georgiske, armenske, mongolske og ukrainske køkken er rigt repræsenteret.

Når det skal gå stærkt og vi er sent færdige med dagens arbejde, foretrækker vores familie en ny lokal fastfood-kæde, Jolki-Palki, som der allerede findes en håndfuld eller to af i Moskva. Her serveres et russisk tag-selv-bord, Telega (Hestevogn), med syltede grøntsager, salater, suppe og kogte kartofler med dild og smør til 150 rubler (ca.45 kr.).

Ved mindesmærket for nationaldigteren Aleksandr Pusjkin og avisen Isvestijas hovedkvarter på Tverskaja findes en særlig udgave af Jolki-Palki, mongolsk barbecue, hvor man selv samler grøntsager og kød og får det stegt på en kæmpe stegeplade midt i restauranten, der i øvrigt har åbent til klokken fem og morgenen.

Den russiske rock- og bluesscene har gennem de seneste år fået en række klubber og barer, hvor man i en intim atmosfære kan opleve landets bedste musikere på nærmeste hold. Er man til det svulstige og pompøse og ser stort på priser kan man besøge den Las Vegas inspirerede Metelitsa natklub på Novyj Arbat, hvor Gloria Gaynor optrådte for nylig.

Det hænder dog også, at store internationale navne lægger vejen forbi nogle af baggårdsklubberne. B.B. King Blues Bar på Sadovaja Samotjotjnaja har haft jamsessions med Scorpions, Sting, Big Brother and the Holding Company, B.B. King himself. Stedet er på størrelse med en treværelses på Nørrebro, så selv når det fryser stygt, kan man af og til opleve temperaturer og stemning som i "the deep south".

Et af de mest originale og fascinerende spillesteder er Den kinesiske Pilot Djao Da, som ligger i Lubjanskij proesd i en kælder mellem det tidligere KGBs og Centralkomiteens hovedkvarter. Det koster normalt 25-30 kr. at komme ind. Aftenen begynder med levende musik, og i tilstødende lokaler er der restaurant og bar. Når koncerten er slut, fortsætter festen på diskoteket i den anden ende af bygningen til klokken 10 om morgenen.

Stedet har lidt af pionerånden fra Huset i Magstræde i 1970rne. Her kan turister få et indtryk af den nye russiske generation, der ikke er mærket af den kommunistiske fortid.

Hvis De vil vide mere findes der en glimrende forlystelsesguide på den engelsksprogede avis Moscow Times hjemmeside www.themoscowtimes.com.

Den opdateres hver fredag.

jpmoskva@online.ru

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen