De tusind øers land

MARIEHAMN, ÅLAND - Oppe bag panorama-ruderne i restaurant Nautica trykker en håndfuld alderstegne herrer hver uge hinanden på de barkede næver.

De har det til fælles, at de har rundet Kap Horn for fulde sejl, og de mødes for at mindes. Den lille flok er de sidste af den store gruppe ålændinge, der levede af at forsyne det store britiske marked med australsk hvede.

Fra deres udsigtspost i restauranten kan de se ned over øgruppens lille hovedstad, der med sit kvadratiske gadenet og vand til begge sider ligner en rolig skandinavisk udgave af New York, omend tempo og støj er en kende afdæmpet i forhold til den amerikanske heksekedel.

Nedenfor, langs den vestre kaj, ligger en anden veteran fra hvedetransporternes tid. Den firemastede bark "Pommern", bygget i 1903 til et tysk rederi, blev efter 1. verdenskrig udleveret til den græske regering, som i 1923 solgte den til kaptajn Gustaf Erikson, der var i færd med at opbygge et anseligt sejlskibsrederi.

Erikson gik efter store, rummelige fartøjer. Farten var ikke afgørende. Lasten - hveden - var af mådelig værdi, lønninger til mandskabet - 26-28 var de om bord, tyngede heller ikke stort. Men sejl var dyre, så man pressede ikke skibene for hårdt på farten. En fire-fem dage fra eller til betød så lidt.

Et par måneders hvil

Mandskabet gjorde turen Liverpool-Australien-Liverpool en gang årligt. For at få optimale vindforhold sejlede man rundt Kap det Gode Håb på udturen - oftest i ballast.

Vel ankommet til Australien ventede så det møjsommelige arbejde med at laste barken med 49.000 hvedesække. Det tog uger - ja måneder, før fortøjningerne kunne kastes og kursen sættes videre mod øst, nu i farefyldte sydhavsfarvande, hvor isbjerge og siden de lumske vinde og farlige klippeskær omkring Kap Horn lurede.

Når barken var fremme i Liverpool, afmønstrede besætningen og tog hjem til Åland til et par måneders hvil inden næste års Jorden Rundt.

Trods konkurrencen fra dieselmotorerne holdt disse transporter sig forbløffende længe. Der skulle endnu en verdenskrig til at tage livet af de store sejlskibe. Den 28. august 1939, mindre end 100 timer før tyskernes angreb på Polen, ankrede "Pommern" op i Mariehamn, hvor den har ligget siden, kun afbrudt af nogle månder i 1944, da det tjente som kornlager i Stockholm.

"Pommern" fungerer i dag som museumskib. Det ser imponerende ud udefra, men skal opleves indefra, hvor man får det rette indtryk af størrelsen af de hvedelaster, der blev fragtet til Europa.

Velegnet til cykelferie

Og "Pommern" er et godt udgangspunkt for et ophold på Ålandsøerne.

Barken ligger i Mariehamn, kun et par hundrede meter fra afkørslen fra bilfærgerne, som hver dag læsser hundreder af især svenske besøgende i land på den lille øgruppe, der i dag er finsk - sådan da - men som tidligere har været på såvel svenske som russiske hænder, ja selv danske erobrere har lagt vejen omkring de 6500 øer, der ligger som en prop i bunden af Den Botniske Bugt.

Det kan altså lade sig gøre at tage bilen med til Ålandsøerne, og der er da også et fintmasket net af veludstyrede veje rundt på hovedøen, Fasta Landet, og de øvrige større øer, der alle er forbundet med bilfærger under ålandsk flag.

Men de flade øer - højeste punkt er såmænd kun 128 meter - er især velegnet til cykelferie, som er meget udbredt. Cykelstierne er velplejede, og overalt, hvor behovet findes, er der indsat gratis cykelfærger.

Det har svenskerne opdaget. I små og større cyklende grupper udforsker de øerne. De er overalt, og at det er svenskere, kan man se deraf, at de alle bærer styrthjelm, skønt de joller af sted i særdeles mageligt tempo på veje, hvor en bilmotor sjældent høres.

Især hovedøen er velegnet til cykelferie. Her findes de store turistattraktioner. Resterne af den russiske Bomarsund-fæstning, der blev skudt i sænk under Krimkrigen, hvis årsager også her på egnen fortaber sig i det uvisse. Det er også på Fasta Landet, vi finder Kastelholm, svenskernes befæstede borg, der i dag er under forsigtig genopbygning.

Allemandsretten

Længst mod nordøst knyttet til hovedøen med en bro over det smalle Marsund ligger Eckerö, der er hjemsted for den eneste masseturisme på Åland. I feriebyen Käringsundsbyn kan man leje feriehytter, leje robåde og købe fiskekort. Men på Eckerö som på de andre øer gælder i øvrigt allemandsretten, der giver enhver lov til at slå telt op i passende afstand af beboede steder.

Et nyt tilbud er golf. Anlægget nær Kastelholm er ret nyt. Den første del blev åbnet i 1983. Men allerede nu er det Finlands mest besøgte golfklub, og presset på anlægget er så voldsomt, at der nu er taget to 18 hullers baner i brug.

Som nævnt er der færgeforbindelse til alle beboede øer. Men den ideelle måde at bevæge sig rundt på i den ålandske skærgård er i motor- eller sejlbåd. Uanset, hvor man plasker rundt, er der altid en rolig vig, man kan kaste anker i.

Vidt forskellige

Synes øerne ens på afstand, er de ved nærmere eftersyn meget forskellige. Stig i land på Kökar - og se kirken med resterne af det store franciskanerkloster fra 1400-tallet og den lille, næsten nøgne klippe Källskär, hvor en hovedrig, men lettere sær svensk adelsmand brugte det meste af sit liv på at skabe et hjem med hus, havn og græsplæne.

Eller tag til Sottunga, Finlands - og måske Skandinaviens - mindste kommune, med en udstrakt service for de 130 indbyggere, der råder over bank, forretning, skole, lægehus, bibliotek og trækirke fra 1661.

Eller Vårdö, hvor forfatteren Sally Salminen voksede op, eller Brändö yderst mod nordøst, hvor de små, tætliggende øer er forbundet med broer, så man næsten har følelsen af at cykle på vand de 22 km, vejen slynger sig fra nord til syd.

Eller Kumlinge, eller Föglö. Som nævnt: Der er øer nok, ca. 6500 i tallet.