Fra krigshelvede til ferieparadis

TOKYO - Øen Saipan er i dag et japansk, koreansk og amerikansk ferieparadis. Men under Anden Verdenskrig udkæmpedes her de mest blodige og nådesløse kampe.

I dag drager minderne.

Navnet Chalan Kanoa griber fat i underbevidstheden som et heltekvad, en tragedie, en grum fortælling om det 20. århundredes menneskelig galskab -og som en fredfyldt lagune med palmesus, sandstrand og koralrev.

Chalan Kanoa blev et begreb i den amerikanske militær-historie fra Anden Verdenskrig. Senere hørte verden om andre slagtehuse som Iwo Jima og Okinawa.

Men Chalan Kanoa var den første af mange prøvelser og står stærkt og klart i krigernes legender. I de nu gamle mænds beretninger om frygt og rædsel, om ilddåd, heltemod og døden som det makker. I Saipans velholdte mindesmærker, der knejser trodsigt imod vinden fra havet og tavst beretter om sorg, savn, smerte -og glemsel.

Det var på stranden ud for landsbyen Chalan Kanoa på øen Saipan i øgrupperne Marianerne, at konturerne af den nådesløse afslutning på Stillehavskrigen tegnede sig. Det var her japanerne udstak deres guerilla-taktik og gjorde "kamp til døden" til mere end tomme slagord.

Og det var fra disse øer, Enola Gay en augustdag i 1945 lettede med kurs mod Hiroshina med sin dødbringende last....

I dag dvæler efterkommerne i shorts og solbriller ved de synlige rester efter de disse historiske begivenheder i årene 1944-45. I pauserne mellem de kolde drinks og swimmingpoolen flokkes de på guidede ture for at opleve denne flig af en historie, som er parkeret dybt nede i folkesjælens glemmekasse hos de fleste japanere.

Anno 1997 er Saipan et japansk, koreansk og amerikansk ferieparadis. Især for japanerne er øen blevet et attraktivt mål for solferien. Der er kun tre og en halv times flyvning fra Tokyo, og året rundt tilbyder charterselskaberne forlængede weekendture med tre eller fire overnatninger.

I 1944 var flyvetiden også afgørende.

Uhyrlige tab

Amerikanerne havde netop udviklet de nye flyvende fæstninger, B-29 bombemaskinerne. Rækkevidden på 4.500 km svarede til afstanden fra Saipan, Tinian og Guam til Japan og tilbage igen. Som den centrale ø med en fuldt udbygget lufthavn i forvejen blev Saipan fundamentet i den amerikanske strategi for den afsluttende offensiv mod Japan.

Japanerne sad tungt på øen efter 30 års kolonistyre og en årelang militær oprustning. Saipan består af vulkansk klippegrund, og japanerne havde bogstavelig talt gravet sig ned inde i klipperne med tungt artilleri og en stor mandskabsstyrke. De betragtede Saipan som en uindtagelig fæstning på grund af de mange forrevne klippekyster og det omliggende koralrev.

Men i morgengryet den 15. juni angreb amerikanerne på den smalle strand ved Chalan Kanoa. Gennem et beskedent hul i koralrevet sendte de landsgangsbåde ind mod den smalle sandstrand.

Det blev et helvede.

To døgns bombardementer fra luften og fra kysten havde jævnet landsbyen Chalan Kanoa med jorden, og der skulle gå mere end 30 år, inden den begyndte at vokse frem igen. Men de amerikanske bomber havde ikke beskadiget de japanske kanoner, og fra bjergene regnede granaterne ned over de ubeskyttede invasionsstyrker.

2.000 unge amerikanere mistede livet på den første dag.

Yderligere 1.100 blev dræbt og 13.000 såret, inden den forholdsvis lille ø var erobret 24 dage senere.

De japanske tab var uhyrlige. Af øens 31.629 registrede japanske soldater blev 29.500 dræbt i kamp. På de mindre konkrete tabslister står de tusindvis af civile japanere, som heller ikke slap fra Saipan med livet i behold.

Selvmordsklippen

På nordspidsen af øen hæver Selvmordsklippen sig stejlt og truende over den kåde og afslappede feriestemning ved den sidste japanske kommandopost ved foden af den lodrette klippevæg.

Her ved bjergets fod snirkler de velordnede stier og børnesikre gelændere sig rundt mellem gennemtærede kampvogne, rustne kanoner og klippehuler beskyttet af tykke betonlag.

På toppen af klippen forkrøbler vinden træer og vegetation. Udsigten er formidabel. Derude ligger Stillehavet så langt Jordens krumning tillader øjet at nå ud. Går man et skridt ud i luften, er der et par hundrede meters frit fald ind i et det næste liv.

Det var her de stod, de skræmte kvinder og børn, hvis verden var sunket i grus. Propagandaen havde fortalt om de unævnelige rædsler, de ville blive udsat for i fangenskabet hos "de skæggede djævle". Var nogen i tvivl, behøvede de bare at skæve til japanernes egen behandling af fanger og underlagte.

De valgte døden. Mange hundrede civile tog springet fra Selvmordsklippen, da slaget var definitivt tabt. Enkeltvis, parvis, mødre med børn eller søskende med hinanden i hånden sprang de ud fra klippen for at undgå tilfangetagelse. Der eksisterer gribende beretninger om de forgæves forsøg på at overtale nogle af de sidste til at lade være.

Men de foretrak døden, som de japanske soldater havde gjort det. Ordren om at kæmpe til døden blev fulgt til punkt og prikke af de fleste. Uden våben, forsyninger eller medicin var de prisgivet den overlegne fjende. Men de kæmpede videre fra deres huler, huller og skyttegrave, indtil flammekastere, håndgranater eller bajonetter gjorde en ende på kampen.

Mindesmærkerne

Fotoapparaterne klikker og videokameraerne snurrer.

De japanske turister flokkes om mindesmærkerne, der beretter om en ufattelig tragedie, men også om heltedåd, mod og offervilje. Også tabere har helte. Også nederlagets børn og børnebørn har brug for at knibe en tåre for dem, der var rede til at give deres liv for kommende generationer.

Japanerne har ikke mange af den slags åndehuller. Men de findes her på Saipan. Som tiden har læget de dybe sår, er mindesmærkerne skudt op -et efter et. De tidligste er i pagt med reglerne for fairness opstillet i fællesskab med sejrherrerne. Men de nyeste, en masse af dem fra 1970erne og 1980erne, er rent japanske. I dag står de spredt over hele Nordøen. Små og store. Individuelle og kollektive med en sidste hilsen fra slægtninge, venner og kammerater til dem, der gav deres liv for Kejseren under slaget om Saipan.

I dag vender japanerne tilbage til Stillehavsøen som velkomne gæster, og som hele fundamentet for den boomende turistindustri.

Mange hører her for første gang historierne om de sårede, der sprængte sig ihjel med håndgranater eller fik kammeraterne til at skære halsen over, når smerterne blev for voldsomme.

Eller om general Saito, der afviste at overgive sig. Han knælede ned på en klippe med front mod Japan, stak en daggert i maven og lod en underordnet skyde sig en kugle for panden.

Først længe efter krigens ophør fandt den officiel overgivelse af Saipan sted. Det skete den 1. december 1945, da kaptajn Sakeo Oba højtideligt overrakte sit samurai-sværd til oberst Scott fra den amerikanske flåde. I 16 måneder havde han ført sin egen personlige guerillakrig som leder af en lille håndfuld mænd. Selv om amerikanerne bl. a. sendte 5.000 mand i en kæde tværs over øen lykkedes det aldrig at fange ham.

Andre soldater dukkede op endnu længere efter krigens ophør. En lille gruppe nægtede at tro på, at krigen var slut, og holdt sig i live på kokosnødder og fisk på den ellers ubeboede ø Anatahan 100 km nord for Saipan. Først efter en lang forhandlingsfase og nedkastning af breve fra familiemedlemmer hjemme i Japan overgav de sig ved en ceremoni den 30. juni 1951 som det sidste formelle punktum for fjendtlighederne mellem USA og Japan.

Mange år tidligere havde Marianerne spillet en afgørende rolle for krigens afslutning. Herfra udgik bombetogterne, der lagde Japan i ruiner. Fra basen på Tianin lettede Enola Gay med verdens første atombombe i lastrummet den 4. august 1945.

Evig sol og sommer

Tre timers flyvning fra Tokyo og syv timer fra Hawaii ligger øerne ikke lige på turismens lige landevej. Men verden er blevet mindre, og de senere år har øerne med bistand fra den amerikanske forbundsregering satset hårdt på turismen som den mest oplagte levevej. Der er pumpet millioner af dollars ind i industrien og der bygges stadig på livet løs.

Årsagen er til at få øje på.

Er sydhavsromantikken en anelse begrænset i satellitternes og mobiltelefonens tidsalder, er resten af produktet til gengæld førsteklasses. Der kan soles og bades året rundt i et behageligt klima. Milde vinde fra havet gør varmen til at holde ud, og på vestsiden ud mod det Filippinske Hav danner et koralrev et effektivt bolværk mod Stillehavets bølger.

Indenfor revet er der rig mulighed for at snorkle og dykke i det lune vand imellem hundredevis af fiskearter, som ellers kun kendes fra dyrehandlerens akvarier. Selvfølgelig kan der også dyrkes al anden form for vandsport fra sejlsport til surfing. På land er fire golfbaner.

Masser af indkøbscentre i bedste amerikanske stil er også blandt attraktionerne. For selv om Marianerne ligger i udlanten af det amerikanske imperium, er det et stykke USA med shopping som en af de populære feriesportsgrene. Amerikanske hit som Hard Rock Cafe og Disney Stores melder også deres ankomst på plankeværket rundt om en halvfærdig butiksarkade.

Turisterne er først og fremmest japanerne, der udnytter muligheden for evig sol og sommer (også i den såkaldte regntid fra juli til november) bare tre timers flyvning fra vinterkolde eller sommerhede Tokyo.

Og når stranden, poolen og golfbanen er overstået, giver Saipan masser af stof til reflektion over Japans skæbne under og efter Anden Verdenskrig.

I sommeren 1945 lå verdens mest trafikerede lufthavne på Tinian og Saipan. I dag er startbanen på Tinian groet til, og i Saipan International Airport er trafikken næsten udelukkende charterturisme. I dag er det invasionen af solhungrende turister, der tegner fremtiden for Saipan og Marianerne.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.