Drømmen om fortidens storhed

BERLIN - »Der er ingen grund til at vente 20 eller 30 år,« siger den stærkt sminkede Frau Held.

Kvinden med høje hæle, skinnende nylon og stram nederdel taler stolt om taget på det prægtige hotel. Det er blot to måneder siden, at de sidste stilladser blev fjernet, men kobberet er allerede irgrønt.

»Vi gav det en kemisk behandling,« fortæller Frau Held.

PR-kvinden på det nye Hotel Adlon i Berlin virker lidt forstyrret. Hendes mobiltelefon bipper hvert femte minut, og hun taler hurtigt. Sabina Held har også haft travlt de seneste uger. Hun har deltaget i en af de mest medieomtalte hotelåbninger nogensinde i Tyskland -måske kun overgået af det stads og hurlumhej som åbningen af det oprindelige Hotel Adlon udløste i 1907.

Fordums glans

Hovedstaden i det genforenede Tyskland forsøger i disse år at rejse sig fra den kolde tid med deling, kommunisme og Berlinmur. Der hældes milliarder af D-mark i byggeprojekter, som skal symbolisere moderne glans og storhed. Forbundsdagen og alle republikkens ministerier er ved at flytte fra Bonn, og det store erhvervsliv rejser pengepaladser på Potsdamer Platz.

Berlin vil op i samme liga som verdensbyerne Paris, London og New York. Sammenlignet med metropoler af den størrelse er Tysklands hovedstad både lille og grim, med det generer ikke de ambitiøse planlæggere.

Investorerne bag Hotel Adlon stiler også højt. Tyskerne har været ude og rejse. De har boet på det myteomspundne Ritz i Paris og på Plaza i New York, og så har de fundet ud af, at Berlin må have et "grand hotel" af samme karat.

»So ein Ding müssen wir auch haben,« sagde de -og greb tilbage i mindeposen for at finde det største hotelsymbol i tysk historie, Hotel Adlon.

Myternes hotel

Det berømte etablissement var besøgt af de berømte lige fra de optimistiske dage i begyndelsen af århundredet til Anden Verdenskrigs udbrud. Da Tyskland blev nazistisk og lagde resten af Europa i grus, nedsatte stjernerne rejseaktiviteten på tysk jord, og Adlons ry som et af kontinentets fineste hoteller blev forvandlet til en fortidig myte.

Men forinden nåede hotellet at indskrive sig i historiebøgerne -og i romanerne. Intet hotel er så ofte nævnt i tysk litteratur som Adlon.

I dag genfortælles den glorværdige fortid i brochurerne fra legendens efterfølger, Hotel Adlon anno 1997. Her står en lang gæsteliste med blandt andre Thomas Mann, Marlene Dietrich, Albert Einstein, Josephine Baker, Rockerfeller, Roosevelt og Henry Ford.

Det nye Adlon har kostet 435 millioner D-mark (ca. 1,7 mia. kr.). Hotellet står samme sted som det gamle -på det strøg, der engang var kejserbyens mest elegante, Unter den Linden. Og lige op ad den tyske nations samlingssymbol, Brandenburger Tor.

Hotellet er finansieret af ejendomskoncernen Fundus og omkring 3.500 private anpartshavere, som hver har skudt mindst 200.000 kr. i projektet. Dermed håber tyskerne at have bygget det luksushotel af verdensklasse, som byen manglede.

Hr. Adlons hotel

Det oprindelige Hotel Adlon var et overflødighedshorn af marmor, guld og ædle træsorter.

»Hotellets store hal bedårer og fortryller øje og sind. Den bruser om os som kostelig musik,« skrev en begejstret anmelder i tidsskriftet Innen-Dekoration i januar 1908.

Ifølge samme blad satte selveste Kejser Wilhelm II "stor pris på den internationale betydning af dette foretagende, som indenfor luksus, hygiejne og komfort viser det ypperste, som Tyskland kan præstere".

Bag navnet Adlon stod Lorenz Adlon, en ærkekonservativ restauratør og hotelejer, som i årevis nægtede at flage med Weimarrepublikkens sort-rød-gule fane. Hr. Adlon foretrak de gamle rigsfarver sort, hvid og rød, som kejseren også benyttede.

Hotelmanden plejede også privat omgang med monarken. De samledes med jævne mellemrum til "ølaftener" på slottet, og i 1905 kunne Kejser Wilhelm personligt sørge for, at Adlon fik lov til at købe den eftertragtede grund, Unter den Linden nummer 1. Wilhelm var træt af "den gamle kasse", som han kaldte sit slot. Han mente, at Berlin manglede et luksushotel til de fine gæster, som han jævnligt lod overnatte på slottet.

Trods offentlige protester fik Lorenz Adlon lov til at nedrive et gammelt palæ, som lå i vejen, og han lånte 20 millioner guldmark for at gå i gang med det pompøse byggeri. Summen var enorm.

Omregnet til nutidig pengeværdi svarer det til, at Adlon investerede 700 millioner D-mark -altså over 250 millioner D-mark mere end hvad den nye og dobbelt så store Adlon har kostet.

Branden i '45

Hotel Adlon brændte den 3. maj 1945 -få dage efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Et vidne fortalte senere om en flok russiske soldater, som sprængte sig adgang til kælderen for at tømme den for årgangsvine. Soldaterne smed cigaretskod i noget træuld, som lå tilbage, og det skulle have sat branden i gang.

Adlons ruiner lå i den sovjetisk besatte del af Berlin. Det var umuligt at genåbne hotellet, men minderne blev ved med at fascinere tyskerne.

Adlon-slægtens sidste overlevende, Hedda, udgav i begyndelsen af 1950'erne sine erindringer som føljeton i et illustreret magasin i Vesttyskland. Fortællingerne var populære i det unge Wirtschaftswunder-land. De mindede om de gode gamle dage før nazismen, da Berlin var uskyldsren og hverken ødelagt eller delt.

Filmen og dørene

Filmproducenten Artur Brauner kastede sig over Hedda Adlons materiale og skrev hendes tekst om til en drejebog. Tilsat lidt spænding og kærlighed kom filmen "Hotel Adlon" ud til biograferne og blev en enorm kassesucces.

Kun den gamle hotelenke var utilfreds. Ved premieren i Frankfurt forlod Hedda Adlon salen i vrede. Hun var oprørt over de kulisser, som efterlignede det gamle hotels kostbare materialer. Efter en scene, hvor et par går ind i en suite, kunne Hedda ikke længere styre sig. Ikke nok var indgangen lavet af billigt, uskmykket træ. Der var også kun en enkel dør!

I det rigtige Adlon fandtes udelukkende dobbeltdøre.

Skulle gamle Hedda blive vækket af de døde for at se sig om i det nyåbnede Hotel Adlon, ville hun nok blive skuffet igen.

Her er ikke en eneste dobbeltdør, og stilen er diskret, sober -nogle steder nærmest fattig. Foyeren domineres af smukke, cremefarvede natursten, men nogle af buerne og søjlerne består blot af hvidmalet beton. Og i vinterhaverne ser tagkonstruktionen ud som i en kommunal svømmehal.

Noget er galt

Efter at være gået rundt på Adlons tykke, bløde tæpper et stykke tid, får man en fornemmelse af, at der er noget galt.

Det moderne Hotel Adlon er 100 meter længere end sit historiske forbillede -og lige så højt. Men i den nye udgave er der klemt en ekstra etage ind i bygningen med 70 værelser mere og dertil hørende øget omsætning.

Det føles tydeligt på hver af de seks etager i det nye Adlon. Der er for lavt til loftet. Der mangler luft. I nogle af de svært pyntede sale får man nærmest klaustrofobi. Værst er det i biblioteket, hvor væggene er dækket af mahognireoler og tunge fløjlsgardiner. Her truer et kæmpe loftsmaleri med at begrave gæsterne.

Tysk presse har reageret med en byge af skældsord mod det nybyggede hotel.

"Hæmningsløs kopi", skrev Die Woche.

Bygningen er ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung "totalt uinspirerende". Mens arkitekturanmelderen i Der Spiegel beskriver det som "en forstørret, folkloristisk kopi af den nedbrændte Wilhelm-klods".

Kulisseverden

Men på Adlon forsøger man uanfægtet at charmere kunderne med fortidens store navne. På værelserne hænger collager, hvor man genkender portrætter af Charlie Chaplin og Greta Garbo, der begge har boet på det første hotel.

Efterhånden stiger følelsen af at befinde sig i en kulisseverden.

Midt i lobbyen står ifølge salgsmaterialet "et restaureret springvand, som i sin tid stod i hjertet af det traditionsrige hus". Ved nærmere undersøgelse viser det sig dog, at det kun er soklen og to små jernfrøer, der virkelig hørte til på det oprindelige Adlon. Nutidens springvand er først og fremmest en kopi -ovenikøbet i miniatureform, idet det blot er to meter højt, mens originalen stak seks meter til vejrs i en af de overdækkede haver.

Over hotellets fontæne-replikat kan den sminkede PR-kvinde fremvise en stor glaskuppel i kongelige mørkeblå og guldfarver. Hun fortæller, at det er en perfekt efterligning af en kuppel, som Berlins berømte arkitekt Schinkel kreerede til et eller andet slot, der ikke længere eksisterer. Hvilket slot, ved hun ikke, men fint er det.

Hotel Adlons omgang med fortiden passer til trenden i Berlin. Den tyske hovedstad, som udvikler sig i rasende fart, forvalter sin historiske arv på en særlig kommerciel maner.

Sonys baroksal

Sidste år fik den japanske koncern Sony lov til at flytte "Kaisersaal", som hørte til det hedengange Hotel Esplanade. Det fredede bygningsværk -som inklusiv sal, foyer og toiletter vejer 1.300 kilo -blev flyttet 75 meter, fordi det stod i vejen for Sonys udbygningsplaner på Potsdamer Platz. Salen i barokstil blev placeret midt i Sonys kontortårn, omgivet af en kæmpe montre af glas og stål. På den måde vil det smage lidt af gammel kulturnation i Sonys hightech-hovedkvarter.

Man kan få en lille oplevelse af kejsertiden eller af Berlins brølende 1920'ere ved at betale mellem 1.600 og 6.000 kroner for en nat på Adlon. Prisen afhænger af værelsets størrelse og udsigt.

Adlons restaurantchef Robert Hatheyer indrømmer dog, at hotellet mangler noget.

»Hvis man sammenligner med det gamle Adlon, så finder man selvfølgelig ikke megen sjæl her. Men det er kun et spørgsmål om tid. Det nye Adlon bliver hotellet for Berlin -og det får sin egen historie,« siger han.

Robert Hatheyer vil ikke nævne navne, men han siger, at der også er berømtheder blandt gæsterne i dag.

»Det er helt naturligt, at vi tiltrækker spidserne indenfor kultur, medier, erhverv og politik,« siger han.

Berlins varemærke

Indtil videre minder det splinternye Hotel Adlon om Friedrichstrasse, ligeledes i Østberlin, som engang var byens fineste handelsgade -og som investorer i dag forsøger at sparke nyt liv i. Otte år efter Berlinmurens fald står funklende nye kontorhuse og handelsarkader klar med rulletrapper og blankt marmor. Franske Galeries Lafayette har også installeret sig, men ellers er stemningen ikke munter. De nye bygninger i Friedrichstrasse står tomme. 300.000 kvadratmeter ledige lejemål venter.

Det er Berlins varemærke i disse år. Byen befinder sig på et udviklingstrin imellem to historiske perioder. Der er utvivlsomt noget stort på vej, men det er ikke kommet endnu.

Pariserplatz foran Hotel Adlon har heller ikke opnået den stil og værdighed, som pladsen tidligere var kendt for. Indtil videre ligner området foran Brandenburger Tor en blanding af et omrejsende tivoli og et borgerkrigshærget Beirut. Tungt entreprenørmateriel kører siksak mellem turistbusser og skrigende reklameskilte. Der er huller, jord og byggeaffald alle vegne.

Hotel Adlons ledelse har protesteret over de mange gadehandlere, som faldbyder falske stykker af Berlinmuren, Trabant-legetøjsbiler og andet godt på pladsens nordside. Det ser uordentligt ud med alle disse små boder, mener Adlon, men indtil videre har bystyret ikke reageret på klagerne.

Adlon kan bedre styre begivenhederne i sine reklamebrochurer. Hotellets PR-kvinde bladrer i en stor fotobog og finder et smukt billede af Adlons facade. Det er taget i varmt aftenlys og fremviser en elegant, lysegul bygning.

Der mangler bare noget.

Over alt i byggerodet Berlin ser man blå og lyserøde vandrør, som hænger i fri luft -tre meter over fortorv og vejbane. Sådan nogle findes også foran Adlons fine bygning.

Men ikke på billedet. De rustne rør er retoucheret bort, og der er kun deres skygge tilbage.