Mellem Istanbul og Venedig
De første japanere kommer ud fra Pera Palas allerede før ni og misser med deres skæve øjne mod Istanbuls tordnende trafik. Det er imponerende i betragtning af, at de ankom med deres rullende kunststof-kufferter og dyre kameratasker klokken to samme nat. Men nu står de der, kampklare og ivrige efter at opleve dette krydsfelt mellem Europa og Asien -og ser som sædvanlig ud som om de ikke aner, hvor de er og hvad de laver her.
Måske ved de det hele -at Hotel Pera Palas for eksempel er det helt rigtige sted at fornemme Istanbuls storhedstid. Stedet er et ciseleret monument over jugendperiodens halvperverse smag for "mystisk orientalisme", denne mentale tilstand, der virkede dragende på såvel Mata Hari som russiske storfyrstinder og forresten Agathe Christie, der ifølge overleveringerne gemte sig i månedsvis på et af værelserne i selskab med en ung fribrydertype med stort overskæg, mens ægtemanden løb rundt i London og ledte efter hende. Nå, det er nok løgn, eller en strammet sandhed.
Men det er ikke løgn, at den berømte britiske krimiforfatterinde i en periode boede og arbejdede på Pera Palas, der helt ned i den mindste detalje ligner sig selv fra storhedstiden i 90'erne frem til Første Verdenskrig, hvor ekcentrikere, millionærer, spioner, plattenslagere, politikere og kunstnere ankom i stimer fra Orient-ekspressens endestation på den anden side af Golden Horn for at leje sig ind på værelserne med prismelysekroner, ægte tæpper og kobber-servanter. Det hele er der endnu, osse den antikverede elevator med de kunstfærdigt ornamenterede smedejernslåger.
Det er sådan set kun personalet, der er udskiftet. Serveringspigerne i te-salonen, hvor langbenede modeller slænger sig i lænestolene med himmel, filer negle og sniger sig til at høre skingert skrattende tyrkisk popmusik, der får den udstillede håndsvings-grammofon til at virke mærkeligt moderne.
Min tyrkisk-kurdiske rejsekammerat og hendes treårige datter har ingen sans for Pera Palas' atmosfære af glemte giftmord, usikker sex og fiskebenskorsetter. De er enormt tilfredse med, at der ikke var plads for alle de japanere (eller osse var det fordi, jeg var ubarberet og receptionisten ikke kunne se størrelsen på min bil). Så vi må bo på Mercury-højhushotellet overfor, der både er billigere og rummer den modernitet, tyrkerne, i hvert fald de moderne og veluddannede, til-og efterstræber fremfor Pera Palas' arbejdende museum, der desuden minder dem om det ottomanske imperium, de aldrig helt har vænnet sig til er tabt for stedse.
Selvpineri
Men væk er det, imperiet altså, bortset fra den stump af Trakien, der udgør den europæiske del af Tyrkiet, og som hærførere fra Alexander den Store og fremefter har slået sig op på -og slået sig på. Det er svært at se i dag, når man triller ud af Istanbul, forbi den radioaktive sø, hvis giftighed uduelige politikere holdt hemmelig for befolkningen i årevis på grund af det prestigetab, der ville være forbundet med at indrømme, at det lille tyrkiske atomforsøgsanlæg var utæt som en køkkensi, og videre langs Marmara-havets strand-bebyggelser med retning mod Dardanellerne, der i sin tid, der var den græske tid, hed Hellespont, og hvor republikkens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, skabte sit navn som militærstrateg ved Gallipoli, da han gav briterne, der primært anvendte australiere og new zealænderne som kanonføde, så mange tæsk under Første Verdenskrig, at fiaskoen kom til at koste den medansvarlige marineminister, Winston Churchill, taburetten.
Det var i 1915, og i dag valfarter australiere, new zealændere og briter til stedet med fuldkommen samme sans for selvpineri, som får titusinder af danskere til at dvæle ved Dybbøl skanser -den kristne kulturkreds må føle noget storladent ved nederlag. Når de muslimske tyrkere med omhu holder Gallipoli vedlige med en skov af monumenter, statuer og skulpturer, som er så grimme og plumpe, at man skulle tro, de var rejst af Stalins russere, er det på grund af sejren -deres nederlag fejrer de ikke. Dem har de fortrængt eller omskrevet til triumfer, som da det lykkedes Atatürk at redde Trakien lige netop med byen Edirne, det tidligere Adrianople, ottomannernes hovedstad indtil Konstantinopels fald i 1453 og siden et sted, hvortil sultanernes obsternasige familie-medlemmer blev forvist.
Senere dokumenter fra de britiske arkiver har vist, at Atatürk kunne have fået endnu mere med sig end Anatolien og det sydligste Trakien ved den endelige fredskonference i Lausanne -han var den eneste af taberne, englænderne var bange for, eftersom han faktisk hvde en hær, der kunne slås. Men Atatürk var endnu mere interesseret i at få afsluttet krigen endeligt, så han afstod både olieområderne ved Mosul i Irak og gav endegyldigt afkald på det tyrkiske krav på Cypern. Men af sikkerhedsgrunde lagde han vægt på at beholde en stump af det europæiske kontinent som stødpude mod de også den gang fjendtlige grækere.
Bilen og grænsen
Grænsestationen i Ipsala, hvor Trakiens sydvestlige hjørne rammer Grækenland, er et af knudepunkterne på den moderne karavanevej -et dieselstinkende hul med fire-fem sprut-butikker og et posthus, der har telefonservice.
Middagsheden er ulidelig, så jeg forsøger at parkere vognen i skyggen bag stationsbygningen. En yngre fyr i T-shirt og cowboybukser med hele to mobiltelefoner spørger min tyrkisk-kurdiske rejsekammerat, der er steget ud af bilen, om jeg er "en af vores".
Det er jeg ikke -skyggen bag grænsestationsbygningen er nemlig forbeholdt det nationale efterretningsvæsen, MIT, og den kan udenlandske badegæster på gennemrejse ikke holde i. Det er ud i varmen og ind til skranken, hvor de overarbejdede betjente stempler pas i bundter uden overhovedet at se op. Ved siden af kontrol-computerne ligger MIT-fotokopier, stemplet tophemmelige, med navnelister over mistænkte PKK-guerrilla'er, der formodes at ville forsøge at slippe ind i Tyrkiet via Ipsala.
Det viser sig sværere at komme ud af Tyrkiet. Ikke på grund af mit danske pas, som stemples uden videre, men på grund af min bil, der har status som presse-køretøj. Det har de ikke hørt om i Ipsala, men de har hørt om en mand, der hedder Sinan, og som udsteder en slags udrejsepas for importerede personvogne. Sinans kontor ligger på den anden side af pladsen, men det er lukket om lørdagen, og Sinan lukker ikke op før mandag. Dog, man kan ringe til ham fra posthuset, og måske kan han mod en mindre erkendtlighed klare problemet. Sinan tager ikke ikke røret, og det opklares hos manden bag postskranken, der ser ud som om han har sovet under den om natten, at Sinan er taget i sommerhus. Og selvom Sinans nøjagtige sommeradresse er ikke kendt, skal jeg bare køre 15-20 kilometer tilbage mod Istanbul og spørger mig for hos de handlende, så kan han sikkert lokaliseres. Og en af betjentene ude ved selve grænsekontrol-posten kender en fyr, der -også mod en mindre erkendtlighed -kan vise vej til distriktet, hvor Sinans sommerhus er beliggende, hvis det ellers behøves. Det behøves ikke, da en opringning til den øverste toldansvarlige i Edirne kundgør, at heller ikke Sinan's eventuelle papir vil gøre den fornødne gavn. Det nytter heller ikke at køre de 110 kilometer til Edirne og den øverste ansvarlige, for papiret, jeg har brug for, kan kun fremskaffes i Istanbul eller Ankara -på mandag.
Jeg er i mellemtiden landet hos grænsestationen vicetoldinspektør, en gråhåret cigaretryger med bedrøvede øjne, der ser bekymret ud ikke alene over mit problem, men over verden i al almindelighed. Eller ihvertfald den del af verden, han kan følge på det larmende TV-apparat i kontorets hjørne, hvor nyhederne præges af de sidste prisstigninger, der endnu en gang vil ramme de offentligt ansatte hårdest.
Troldmand Sümerman
Der er ikke andet at gøre end at vente til mandag -eller få fat i Sümerman. Hilmi Sümerman er en hurtigtråbende toldklarererer på 51 år med stram Ritt Bjerregaard-hestehale, cowboybukser og en forkærlighed for gamle, amerikanske dollargrin, som han finder meget smukke. Han er dog fornuftig nok til at køre Mercedes, et velholdt vidunder med mahognilister og -instrumentbræt fra 1970. Hilmi Sümerman er samtidig den person, der ordnede told-og import-papirer, da jeg købte den forpulede bil, der nu ikke kan komme ud af Tyrkiet. Og han havde på forhånd forsikret mig om, at jeg kunne uden vanskeligheder med myndighederne køre ikke alene til Danmark, men til Timbuktu, hvis det skulle være.
Via hans Mercedes-værksted, hvor de arbejder syv dage om ugen, finder jeg hans mobiltelefonnummer og får fat på ham i Istanbul.
»Jeg har dine papirer hos mig«, bjæffer han i telefonen. »Jeg faxer dem med det samme. Når du har fået faxen, viser du den til tolderen, og ringer mig op igen.«
Jeg modtager faxen, ringer Hilmi Sümerman op og rækker mobiltelefonen til vicetoldinspektøren. Hilmi Sümerman råber til ham fra Istanbul i flere minutter, så enhver i kontoret kan høre det. Så rækker vicetoldinspektøren min telefon tilbage, og siger: »Det kunne De jo bare have sagt.«
Min bil har som følge af godkendelse fra Generaldirektoratet for Presse-og Information under det tyrkiske statsministerium nærmest VIP-status. Men vicetoldinspektøren er først for nylig overflyttet hertil fra en grænsestation til Georgien, så han var ikke fortrolig med VIP-bilers særstatus. Der kører ikke mange VIP-biler til Georgien. Og heller ikke her i Ipsala er de almindelige, tilføjer han halvt undskyldende. Det almindelige her i Ipsala er 120 daglige lastbiler til Europa med eksportvarer og hundredevis af tyrkiske mindretals-grækere den anden vej hver tirsdag, torsdag og lørdag, hvor der er grøntsagsmarked til lokale priser. »Selv grækerne tager herover« siger han. "Selv grækerne". Jeg forstår, at vicetoldinspektøren i det stille godter sig over, at grækerne er så fattige, at de tager til Tyrkiet for at spare penge. Og da vi efterhånden ligesom kender hinanden lidt, tilføjer han: »Jeg vil give Dem en oplysning, nu de skal videre gennem Grækenland.«
Denne oplysning går i det store og hele ud på, at grækerne er nogle skiderikker, der forfølger det tyrkiske mindretal i det nordlige Trakien, der har boet der siden Ruder Sultans tid, og jeg skal især lægge mærke til, hvor dårligt vedligeholdt de tyrkiske moskeer er på grund af græsk chikane og økonomisk udsultning af tyrkerne. Vicetoldinspektøren ser dystert på sine landsmænds fremtid. »Lige for tiden har det tyrkiske mindretal et fåtal parlamentsmedlemmer, men grækerne flytter bevidst folk til området, og om få år er det tyrkiske mindretal uden repræsentation i Athen«, siger han. »Det vil jeg bede Dem lægge vægt på, hvis de skriver noget.«
Græsk kaffe er tyrkisk
Hvad vicetoldinspektøren i virkeligheden mener med det, han siger, er, at det ligegodt er et stift stykke, at disse grækere optræder som om de ejede Grækenland, når nu enhver rettænkende og -troende tyrker ved, at Grækenland sådan set kun er et stykke Tyrkiet, der midlertidigt og ved en politisk ugunstig skæbne er lånt ud til EU.
Selv min tyrkisk-kurdiske rejsekammerat, der har eksamen fra et anerkendt universitet i politisk videnskab og går for at være en kølig, velovervejet intellektuel, har en rem af huden: »Den græske kultur er tyrkisk inspireret«, siger hun, »det lærte vi i skolen. Vi lærte osse, at antikken i virkeligheden var et rent tyrkisk anliggende, og at grækernes bystater var befolket af tyrkere, hvilket de ikke vil indrømme i dag -ja, selv demokrati-idàen gør grækerne krav på, skønt den jo må være opfundet af tyrkerne i Athen og Sparta.« Det sidste kan hun godt se er noget vrøvl -men hun påpeger dog, at Ephesos' ruiner er tyrkiske, at Troja ligger i Lilleasien og at "græsk kaffe" er tyrkisk kaffe, ligesom det i virkeligheden var tyrkere, der førte de græske krige mod perserne for to et halvt tusind år siden. Hun hævder dog ikke, at Alexander den store var tyrkisk, selvom Makedonien forude var besat af osmannerne i små 400 år.
Enormt gode venner
Om det er bevidst eller ej er svært at sige, men ihvertfald har min rejsekammerat ingen problemer med at anbringe den treårige datter på potten på bilens bagsæde, så hun skider lystigt i det øjeblik, vi ruller ind over den græske grænse til ny kontrol.
De tyrkiske mindretals-grækere foran os får bagagerummet endevendt med en omhu, der imponerer i betragtning af grækernes rygte i EU-systemet som løsagtige med enhver for kontrol, ikke mindst af EU-tilskud.
Jeg bliver vinket frem, og mit danske pas bevirker, at den tre-åriges stinkende demonstration er til ingen nytte. De græske grænsebetjente ikke så meget som kigger ind i bilen, endsige i bagagerummet. De siger: »Velkommen til Europa«, som om de og jeg er gamle venner, og de lige har reddet mig op på land fra det muslimske ocean. »Det er sårende for mig, at det tog fem timer at komme ud af Tyrkiet og fem minutter at komme ind i Grækenland«, siger rejsekammeraten. »Sådan er vi i det forenede Europa«, siger jeg forklarende. »Enormt gode venner.«
Amerikanerne
I Alexanderpolis sidder et par ældre mænd foran en bar, hvor der spilles kort, og den ene af dem taler tyrkisk fordi hans forældre var blandt de grækere, der blev tvangsforflyttet hertil fra Anatolien efter uafhængighedskrigen, da Atatürk smed de intervenerende grækere ud i begyndelsen af tyverne.
Han mener ikke andet om politik end at det er -politik. »Personligt har jeg intet imod tyrkere«, siger han, »men det har politikerne. Det bliver først bedre den dag amerikanerne beslutter sig for, at vi skal være gode venner.«
-Amerikanerne?
»Ja«, siger han, »det er jo dem, der bestemmer.«
Således opmuntrede fortsætter vi mod Saloniki, der i følge min rejsekammerat i virkeligheden er en tyrkisk by, blot for tiden forklædt med et fremmed flag.
I den yderste udkant af Saloniki finder vi et hotel, der ligger lidt afsides fra hovedvejen. Der er værelser, men det er stort set alt, hvad der er. Ingen bar, ingen restaurant, end ikke et sted, hvor der kan drikkes en kop kaffe. »Der er kun servering på værelset«, oplyser den søvnige receptionist, »men de kan få aftensmad med vin, hvis De ønsker det. Vi kan hente alt udefra.«
En sanselig arv
Imidlertid er der ikke noget spisebord på værelset. Der er faktisk overhovedet ikke et bord. Derimod er der et kolossalt spejl på væggen, som er placeret sådan, at man spejler sig i fuld figur, når man opholder sig i værelsets dobbeltseng. Der er ikke meget andet at gøre end at søge tilbage til hovedvejen for at få noget at spise. I et vejkryds har en restaurant endnu åben, da en lokal fest er i fuld gang. Mændene er halvfulde og danser med hinanden og med kvinderne, der er på gulvet uanset alder og vægt. De har det virkelig fint, også med musikken. Klarinettisten løber rundt med sin skingren blandt de dansende og får sedler stukket ned i brystlommen, en flegmatisk uth-spiller har skruet sit instrument op til smertegrænsen, men måske er han døv. En uth -min rejsekammerat er ikke helt sikker på, hvad det buttede strengeinstrument hedder på græsk -kan ellers lyde blid og forførende. Det er som om den festende forsamling helt har glemt den EU-anlagte hovedvej udenfor for slet ikke at tale om den løsagtighed, der tillader, at hoteller åbenlyst drives som elskerinde-bordeller. De er for en aften nedsunket i en kulturel arv, der er stærkt sanselig, og sikkert indeholder utugtige bagtanker, især hvis man følger den smukkeste af de kvindelige gæster, hvis begyndende overvægt over hofter og mave ikke kan skjule, at hun var et flot rær for et par år siden -men som træder kædedansene med en yndefuld uskyld, der er lysår fra modernitetens discodansebuler.
Selv de elektrisk forstærkede instrumenter virker rigtige i musikernes totale mangel på kontrol over lydstyrken. Forstærkerne er simpelt hen for nye til, at de skal skrues ned på et høreværdigt niveau. Den får hele armen, og det er faktisk smukt, selv da uth-spilleren kaster et hurtigt blik på armbåndssuret og dermed afslører, at han kun er her for pengenes skyld. De dynger sig i en pæn, lille seddelbunke bag trommespilleren.
Atatürks fødehjem
I selve Saloniki er det ikke nemt at finde Mustafa Kemal Atatürks fødehjem. Turistkontoret har lukket om søndagen, og på et rejsebureau, der arrangerer ture i omegnen, er der ingen hjælp at hente. »Hvem?«, spørger en kolossal, cigaretrygende ung kvinde bag bureauets skrivebord.
»Atatürk. Den tyrkiske republiks grundlægger, De ved nok.«
»Ja, det ved jeg.«
»Han skal være født her. Hans hus er museum.«
»Er det?«. Kvinden ser ud som om hun lige har taget en slurk af en urinprøve. »Det ved jeg intet om«, siger hun så. »Spørg nede ved The White Tower -måske ved de noget. Men jeg tror det nu ikke.«
»Atatürks hus er måske ikke det mest søgte turistmål?«
»Det tror jeg ikke, man kan sige«, svarer hun med antydningen af en grimasse, der næsten kan forveksles med et smil. »Jeg har aldrig hørt om det.«
Min rejsekammerat har af grunde, der fortaber sig i hendes profession som tyrkisk journalist, nummeret på Tyrkiets ambassade i Athen. Som har nummeret på Tyrkiets konsulat i Saloniki. Hvor en bodyguard tager telefonen. »Atatürks hus? ja, ja -det er her i baghaven.«
»Det er selvfølgelig den eneste måde, det kan beskyttes på«, siger rejsekammeraten i et tonefald som om, hun skulle have tænkt den tanke med det samme.
Huset er som den slags huse er -fuld af løgn. Møblerne er uoriginale, og den lille Mustafa har som søn af en simple tolder og lille forretningsmand øjensynlig haft oceaner af plads på tre etager. Bodyguarden, der følger os rundt med pistolen diskret stukket ned bag bukselinningen og den røde T-shirt, ved ikke meget om Mustafas liv og levned i Saloniki før århundredeskiftet. Men han har hørt, at det bombeattentat, der i 1956 fik den tyrkiske regering til at masseudvise så at sige de sidste rgækere i Istanbul, ikke var noget "bombeattentat", men "vistnok et par knuste ruder". At det var tyrkiske agenter, der knuste ruderne, og således gav tyrkerne en anledning til en rask lille etnisk udrensning, blev senere afsløret i den tyrkiske presse, så bodyguarden foretrækker at gå let hen over denne detalje.
Græske snydetampe
Det gør vi ogå, for vi skal videre mod vandet, der fører til Italien.
Og jeg er især tilfreds med udsigten til et stykke uafbrudt motorvej til Larissa, hvilket fremgår af det kort, min rejsekammerat fik udleveret på den græske ambassade i Ankara, da hun hentede sit visum.
Derfor kører jeg forkert, da motorvejen ender kort efter Saloniki. Det viser sig, at der ikke er nogen motorvej -der er en begyndende konstruktion af en motorvej, som allerede nu er indtegnet på ambassade-kortet med grøn farve. Jeg forstår pludselig, hvorfor grækerne er så upopulære i Bruxelles, hvor de populært sagt går for at være snydetampe.
Resten af turen til Bari-færgen er karavanekørsel bag tysk indregistrerede folkevogne, BMW'er, Mercedes'er og enkelte små æsker. De tyrkiske gæstearbejdere er på vej hjem på arbejde, og har valgt at køre udenom oversvømmelserne i Polen og det tidligere Østtyskland. Så de ruller gennem det makedonien, de dybest set synes er deres. Og da de kommer om bord på Mar Line's natfærge, går de til køjs med det samme uden at lade sig forulempe af plakatteksterne, der fortæller, at Alexander den Store var verdens største makedoner, bl.a. fordi han blev undervist af Aristoteles, der forresten osse var makedoner. Ganske vist boede han i Lilleasien i mange år, hvor han producerede hovedparten af den filosofiske og pædagogiske arv, den vestlige europæiske civilsation bygger på, og ganske vist er der intet historisk belæg for, at Alexander havde noget som helst personligt forhold til sin huslærer, der var ansat af hans far, kong Philip, men det er i græsk-makedonsk sammenhæng detaljer, man ikke skal hæfte sig ved. Så det undlader vi.
Forude ligger Venedig - begyndelsen til Europa og afslutningen på Orienten. Venetianerne og tyrkerne var op gennem oplysningstiden bedre venner, end grækerne og tyrkerne, også selvom Venedig sendte flere flåder til undsætning for det betrængte byzantiske kejserrige, da det kom alvorligt på spanden. Men venetianerne var også den gang praktiske handelsfolk, så da den sejrende sultan i 1479 bad dem sende "en god maler", sendte dogen den venetianske mester, Gentile Bellini, der malede Mehmet Erobreren med portvinsteint og lugtende til en rose. Mere elegant kunne det ikke blive -og Venedig er stadig den elegante livsnydelses hovedstad i det prosaiske og sparsommelige EU-Europa. To midaldrende tyske bøsser, der åleslanke, solbrændte og med lynende guldarmbånd og cigaretter af mærket "Lucky Strike Ultra Light" sad og spiste middag og drak appolinaris en sen hverdagsaften ved Rialtobroen, var sådan set den bedste illustration af dette faktum. De lagde 650 lire i drikkepenge.