Fortsæt til indhold
Rejser

Billig overnatning

- Logis de France er navnet på en sammenmslutning af en række franske hoteller og kroer. Over 3700 af slagsen er med i samarbejdet med deres i alt 67.019 værelser. I Alsace er 201 kroer med.

Her kan man bo til rimelige priser - fra 250 kr. for et dobbeltværelse - ligesom man kan spise et solidt måltid for det halve. Kendetegnende for de kroer og hoteller, der er med i Logis de France, er, at man kan spise mindst en af de retter, der er særlige for egnen der.

Man kan få en guide over Logis de France-kroerne hos Maison de la France i København, tlf. 33 11 49 12. Det er en tyk sag på over 800 sider med detaljerede kort og en oversigt over de mange kroer og hoteller og over, hvad de kan tilbyde. I stedet for stjerner bruges der et system med pejse - tre peje er bedst, men også dyrest.

De syv fra Alsace

- Hvis man hører udtrykket "de syv fra Alsace", betyder det, at talen er faldet på de syv typer druer, man laver vin på i Alsace: Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d'Alsace, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer og Pinot Noir. Sidstnævnte er den eneste røde drue i samlingen - den giver en tør rød-eller rosévin.

1000 km herfra

- Den største by i Alsace er Strasbourg, som ligger 497 km fra Paris, 1009 km fra København. Byen har sin egen lufthavn og banegård. Også ved Mulhouse, som ligger 464 km. fra Paris, er en lufthavn, EuroAirport Basel-Mulhouse- Freiburg.

Et bil-eldorado

- Bil-entusiaster kan med fordel tage til Mulhouse, hvis de vil se på flotte, gamle biler. På Musée National de l'Automobile kan man se næsten 500 køretøjer, der bliver præsenteret i en hal på 17.000 kvm. Her kan man bl.a. finde en Bugatti 251, en Porsche 908, en 12,8 l Panhard og to Bugatti Royal-modeller - faktisk er der 112 forskellige Bugattier at se på. Foruden en masse andre sjældne og velholdte biler.

Mulhouse har 11 andre museer. 8 af dem har den industrielle udvikling som emne. Den gamle middelalderby er kendt som en by, der har været banebrydende inden for tekstilindustrien.

Egen indgang

- Der er mange muligheder for at overnatte i ALsace. Der er 12 firestjernede hoteller, 107 med tre stjerner, 408 med to og 71 med bare én. Derudover er der over 100 campingpladser og knap 200 ferielandsbyer og familiecentre.

Desuden er der begrebet Gîtes de France, som er en møbleret bolig med udstyr. Sådan en bolig kan man finde i en landsby, på en gård eller hos en vinbonde. Det kan være en lejlighed eller et hus, der har egen indgang og så gode køkkenfaciliteter, at man selv kan lave mad. Også disse boliger er klassificeret - fra én til fire épis - strå - afhængigt af beliggenhed og indretning.