Berusende Bourgogne

Jeg står med en sær lille kop mellem pege-og tommelfinger.

Sølvglimtende, men ikke af sølv. Udsmykket, men ikke et askebæger. Udformet med et bredt gribestykke, men ikke beregnet til at give små børn et sikkert greb.

Det er en tastevin, et vinsmagebæger, der bruges til at vurdere vins farve, duft og smag.

Man kan hævde, at et vinglas fungerer bedre. Men det vil ligesom ødelægge romantikken her nede i de kølige kældre, hvor vinhuset Patriarche lagrer hundrede tusinde liter grand cru vin.

Vi er i Beaune, Bourgogne, hvor kilometerlange gange er fyldt med opstablede flasker belagt med det lag støv og spindelvæv, man forventer at se ædle vine pakket ind i.

Små lamper giver lige præcis lys nok til at følge pilene rundt i labyrinten, og det er ikke fristende at afvige fra ruten. Der er så dunkelt derude, hvor gangene fortsætter og krydses.

Til gengæld er der hyggeligt i de lavloftede smagerum. På vintønder står levende lys omgiver af åbne flasker klar til bedømmelse, og på reoler ligger lukkede flasker klar til salg.

En ung mand i jakke og slips træder ud fra skyggerne og forklarer os reglerne. Her og i de følgende rum vil vi møde 14 Bourgognevine, der repræsenterer forskellige sider af firmaets produktion. Vi kan frit smage og gøre noter på det udleverede skema.



Charmerende Beaune



Et øjeblik efter slubrer vi de første hvidvine op fra tastevin'en. Côtes de Beaune 1990 passer os ikke, mens Marsannay 1991 bliver vurderet som et godt køb.

Niveauet stiger, og det gør priserne også. Vi holder op med at lade tastevinens restindhold løbe ned i dertil indrettede krukker, og det bliver ligesom varmere i kælderen.

I rødvinsafdelingen smager vi særlig grundigt, da vi når til navne som Gevrey-Chambertin og Nuits-Saint-Georges. Og vi har sandt og sige svært ved at løsrive os fra højdepunktet: En grand cru Richebourg 1977.

Det er jo ikke hver dag, man kan forsyne sig af en flaske til 300 kroner. Og vi drikker med god samvittighed, for vi har betalt for det.

Patriache tager ligesom en række andre firmaer i vinhovedstaden Beaune entre til smagningerne. For 40-50 kroner får man en lejlighed til at blive klogere på bourgognevin, finde sine favoritter og afprøve nogle vine, man ellers ville kvie sig ved at købe ubeset.

Men disse smagninger er bare en af de ting, der gør Beaune så berusende. Den charmerende provinsby er fyldt med gastronomiske muligheder og er samtidig det perfekte udgangspunkt for udflugter rundt i et af verdens mest berømte vindistrikter.

Et distrikt, der vil vise sig fra sin allermest spændende side, når vinhøsten begynder om cirka en måned -den 20. september.

De besøgende kan følge den hektiske aktivitet i marken, kampen for at få høsten i hus inden vejret bliver ugunstigt. Hvis man har lyst og fysik til plukkearbejdet, kan man oven i købet komme i nærkontakt med druerne og tjene en skilling.



Et godt køb



Plukkeriet er dog hårdt og beskidt, og de fleste vil sikkert foretrække at holde lidt afstand. De vil måske pakke en kurv med baguette, egnens gode pølse og et stykke af den berømte Epoisse-ost, køre ud på Route des Vins og finde et stengærde, hvorfra de kan betragte andre arbejde og selv spise frokost.

Bagefter besøger de efter al sandsynlighed nogle af de små byer langs vinruten med deres velholdte huse og snoede gader. Eller kører til et af de vinslotte, der tilbyder rundvisninger og udstillinger.

Og så bliver gæsterne næsten nødt til at smage på en af de mindre vingårdes produktion.

For mens Patriache og andre store firmaer i Beaune tager sig pænt betalt for deres varer, vil de små steder ofte kunne præsentere et godt tilbud. Dertil kommer, at det er en stor oplevelse af se en vingård indefra og måske tale med vinbonden selv.

Samtalen kan i enkelte tilfælde blive et problem, hvis ingen i selskabet kan en smule fransk. Men heldigvis taler de fleste i området noget engelsk eller tysk.

Jarlen på Manoir de la Perriére i Fixin-området har for eksempel en søn, der er glimrende til engelsk. Sønnen er desuden kældermester og vil gerne fortælle om vinproduktion og fremvise husets historiske vinpresse.

Manoir de la Perriére laver gode sager, men det er et lille firma med kun få vine til salg. Så er udvalget bedre hos Dufouleur Pere & Fils, et større foretagende, der skilter med gratis smagning i byen Nuits-Saint-Georges.

Det er en professionel forretning, hvor sælgeren også taler engelsk og med stor rutine vurderer gæsternes købepotentiale, inden han skænker i glassene.



På luksusrestaurant



Efter en dag på vinruten er gæsterne sikkert udmattede og trænger til et godt måltid. Her kan Beaune og omegn byde på noget på ethvert niveau.

Lige ved den vestlig bymur i Beaune ligger Toison d'Or, der serverer god klassisk bourgognemad til lave priser.

Vi fik for eksempel gode snegle, saftig høne i vinsovs, frisk ost -fromage blanc -med alt tænkeligt tilbehør samt den den traditionelle dessert créme brulée til små 100 kroner for hele menuen.

Bar a Vin, der ligger ved Beaunes gågader, tilbyder blandt andet et fremragende udvalg af områdets oste til 50 kroner samt en række gode vine, der sælges glasvis.

Bar a Vin ligger forøvrigt ikke langt fra en af Beaunes få traditionelle seværdigheder, det gamle fattigmandshospital Hotel-Dieu med det karakteristiske mangefarvede tag, der hvert år er rammen om en meget omtalt vinauktion.

Hvis den skal have hele armen, kan turen gå til Restaurant Lameloise i Chagny 16 km syd for Beaune. Lameloise har tre stjerner i Michelin-guiden, og den store middag med tilsvarende vine koster omkring 1000 kroner per person.

Men så får man også et måltid, hvor kun det bedste er godt nok, og hvor man gennem otte retter bliver præsenteret for en række af den gastronomiske verdens mest eksklusive ingredienser.

Selv brødet er umådelig lækkert, og da avancen på vinen er meget mindre end på danske restauranter, kan man prøve rigtig gode vine uden at blive flået.

Lameloise har sammenlignet med andre luksusrestauranter en meget afslappet og venlig atmosfære, og så er den nok den billigste trestjernede restaurant i Frankring.

Husk at bestille bord i god tid. For at sidde i et af de elegante lokaler og se tjenerne nærme sig med forrettens laks og foie gras må være den perfekte afslutning på en weekend i vinland.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.