Fortsæt til indhold
Rejser

God tur gennem Tyskland

Af HANS LARSEN

Vi kan lige så godt se det i øjnene. Der er ingen vej uden om, som landet nu engang ligger. Tyskland. For at komme til den franske riviera eller de italienske lidoer skal vi køre omkring 1000 km i vort sydlige naboland, og al den trafik kræver mad og drikke. Her får De gode tips til turen og om de 82 rastepladser, der - frem og tilbage - ligger på danskernes ruter og tilbyder en eller anden form for betjening.

Om et par uger går det løs. Danmark holder ferie. Kursen sættes mod syd, mod sol, mod varme. Først -og sidst -skal vi igennem Tyskland. Uanset, om man kommer fra Øst-eller Vestdanmark. De to store forbindelsesveje mellem Danmark og Sydeuropa følger samme spor fra Hamburg til Hattenbacher Dreieck syd for Kassel, hvor de deler sig.

Den vestlige rute fortsætter over Frankfurt am Main langs Rhinen til umiddelbart nord for Basel, hvor den svinger over floden til Mulhouse i Alsace og derfra fortsætter mod syd over Lyon til Middelhavet.

Den østlige rute går over Nürnberg og München til Kufstein i Østrig, og derfra over Innsbruck og Brenner-passet til Italien.

For begge ruter gælder, at de i sommerperioden vil være stærkt trafikerede. Især den vestlige, der passerer store byområder fra Frankfurt og sydpå. Skønt der på en længere del af strækningen løber to parallelle motorveje, og selv om trafikken i de mest belastede områder omkring Frankfurt og Karlsruhe ledes i både tre og fire spor, er stressfaktorerne betydelige.

Den østlige udmærker sig ved at have lange strækninger med tre-sporet vej, der giver en betydeligt roligere afvikling af trafikken. Her er god plads til dem -og det er de fleste -der foretrækker en fart et eller andet sted mellem marchhastigheder for henholdsvis Scania og Ferrari.

De lange køer

Der er jo altid en overhængende risiko for at ende i en Stau -disse kilometerlange køer, der kan ødelægge enhver god begyndelse på ferien.

Stau skyldes enten vejarbejder eller ulykker. De sidste er uforudsigelige, men med hensyn til vejarbejder kan man godt tage sine forholdsregler. ADAC, FDMs tyske søsterorganisation, udgiver hvert år en oversigt over igangværende arbejder på de tyske motorveje, og på tankstationerne hænger aktuelle opslag om vejarbejder.

I år er der ingen trafikødelæggende arbejder i gang på de to transitruter. Et par km her -et par km der. Men køfaren er selvfølgelig altid overhængende. De, der kan følge tysk TV, kan hver dag kl. 7.28 danne sig et overblik over situationen. Da lader nemlig ARD et kort med topaktuelle kødannelser rulle over skærmen.

82 rastepladser

Al den trafik kræver mad og drikke, ellers går det ikke. Langs ruten ligger -frem og tilbage -82 rastepladser, der tilbyder en eller anden form for betjening. Dertil kommer et utal af ubemandede parkeringspladser, hvoraf en ganske stor del er forsynet med toilet.

Det tyske motorvejsnet er fra åbningen af den første godt 20 km lange Reichsautobahn fra Frankfurt til Darmstadt i maj 1935 til i dag vokset til godt 11.000 km. Året efter leverede den første tankstation brændstof til de motorvejfarende, og i 1938 åbnede de første rastepladser.

I de forløbne 60 år er antallet af tankstationer og/eller rastepladser øget i trit med udbygningen af motorvejsnettet. I dag findes der langs de tyske motorveje knap 350 steder, hvor der under en eller anden form kan fourageres.

Planlægning betaler sig

Det svarer til en gennemsnitlig afstand på 35 km -en strækning, der alt efter temperament tilbagelægges på et kvarter til tyve minutter.

Så med mindre naturen gør sine pludselige krav gældende, kan man planlægge sine kørepauser efter rastepladserne.

Og det betaler sig. For skønt standarden af rastepladserne generelt er god -og langt bedre end rygtet vil vide -er der knap to af slagsen, der er ens. Alder, udstyr og beliggenhed svinger fra plads til plads, og der foregår hele tiden forbedringer og produktudvikling af pladserne.

Det sidste har især taget fart efter genforeningen i 1990. Det daværende Gesellschaft für Nebenbetreibe des Bundesautobahn mbH (GfN), der siden 1951 havde stået for forvaltningen og forpagtningen af rastepladser og tankstationer langs motorvejene, blev omdannet til et aktieselskab, Tank & Rast AG, hvor staten beholdt 51 pct. af aktierne og sendte de resterende 49 pct. på børsen.

Samtidig blev et storstilet bygge-og anlægsprogram igangsat. Årligt investeres 250 mio. DM (knap én mia. danske kroner) i nybyggeri og renovering af de eksisterende 700 anlæg (tank og spisested har forskellig forpagter).

140 millioner gæster

Det koster også at holde anlæg som disse kørende. Flere end 140 millioner gæster årligt rastepladserne. Det slider. Men det hjælper unægteligt på forretningen, at de mange rejsende tilsammen erlægger over én milliard DM i forpagternes kasser. Det gør forretningen til Tysklands tredjestørste gastronomiske virksomhed, kun overgået af McDonald's og Lufthansa.

De mange store investeringer bevirker, at arkitektur og anlæg omkring rastepladserne efterhånden mister det ensartethedens præg, der tidligere herskede langs motorvejene.

Om toiletterne...

Det gælder spisemulighederne, det gælder toiletforholdene, og det gælder tankstationerne.

Om toiletter generelt: Jo mere luksus, desto bedre -og billigere -toiletforhold. Billedet af den kittelklædte toiletpasser, hvis skarpe blik på toiletgæsterne lader forstå, at man ser mørkt på den, der tager det håndmalede skilts ord om frivillighed med hensyn til betaling efter endt besøg bogstaveligt, står endnu.

På større og mere tidssvarende steder lader man frivillige bidrag være frivillige bidrag og koncenterer sig om at holde rent. Pengene kan man så hente ind på mad eller salg i øvrigt.

Mad, pris og kvalitet

Spisemulighederne er mangfoldige. Den hurtige, billige og nemme metode er at forsyne sig med læskedrikke og færdigsmurte klemmer fra tankstationen. Et Brötchen med salami eller ost/skinke koster typisk i omegnen af fem DM, og med mineralvand løber prisen på et hurtigt mellemmåltid op i et beløb svarende til ca. tredive danske kroner.

Et varmt måltid i selvbetjenings-restauranterne koster fra omkring 10 DM, priserne på drikkevarer er også noget højere, så et måltid for hele familien kan hurtigt ende i en regning på flere hundrede kroner.

Og lader man sig opvarte af tjeneren på en af motorvejsrestauranterne, er prisen gastronomisk.

Overnatning

Overvejer man at overnatte undervejs vil det derfor være en god ide at gemme appetitten til et solidt aftensmåltid på et ydmygt Gasthaus i nærheden af motorvejen.

Så kan man kombinere et solidt måltid med en billig overnatning. Over hele Tyskland ligger disse små familiedrevne kroer og byder på hygge, god mad og store senge til fornuftige priser.

Motorvejshotellerne er selvfølgelig nemmere at finde, men de er dyre, og de er som oftest fuldt belagte. Samstemmende melder de om, at man gør klogt i at reservere værelser på forhånd. Og i ferieperioden skal der et rent Fætter Højbensk held til, hvis man får et værelse på et motorvejshotel her og nu.

Priserne for motorvejsovernatninger varierer fra sted til sted, men er generelt høje. Midt i maj kunne man i Kassel øst få et dobbeltværelse med bad og toilet på gangen for 66 DM, men det var så absolut undtagelsen. Normalt ligger prisen på et dobbeltværelse med bekvemmeligheder på fra 120 DM og opefter, hvortil kommer en ikke ringe udgift til morgenmad.

Kører man derimod fra motorvejen, kan man normalt finde et lille, listigt sted i den nærmeste landsby med dobbeltværelse for 100 DM eller mindre -morgenmaden inklusive vel at mærke.

Benzinpriserne

Bliver bilen fyldt op med brændstof i lillebyen, er der yderligere besparelse at hente. Benzinpriserne er højere på motorvejs-tankstederne end i nabolaget. Ofte i størrelsesordenen 10 pfenning (knap 40 øre) pr. liter.

Langs motorvejene svinger benzinpriserne en del. Midt i maj var BP-stationen i Kassel øst med 1.62,9 DM (ca. 6,20 dkr.) pr. liter super blyfri (oktan 95) billigst på de beskrevne strækninger. Dyrest var AVIA i Irschenberg i det sydligste Bayern med en superliterpris på 1.76,9 DM (ca. 6,60 dkr.).

Tidligere kunne et kreditkort som eneste betalingsmiddel være et problem i Tyskland, men efterhånden er de kommet godt med dernede, og generelt er tankstationer over hele landet nu klædt på til kreditkort.

Det samme gælder i stigende grad serveringsstederne, men endnu langt fra alle. Også kontantautomater vinder stærkt frem i disse år. Kortet over de beskrevne motorvejsstrækninger fortæller hvor.

God tur gennem Tyskland.