Til England på cykel for at sige tak

Under en cykeltur i England brækkede langturscyklisten Lars Nielsen ryggen. Da han kom op på cyklen igen, gik hans første tur tilbage til England. Han cyklede 1.365 km for at sige tak for god behandling.

Hvad optager dig lige nu?

Jeg har lige fået udgivet en bog om min cykeltur fra Kap Horn til Alaska. Så var det, at forlaget spurgte, om jeg ikke ville skrive en til. Nu er jeg i gang med en bog om min 75.000 km cykeltur i USA og Canada. Om mennesker, jeg har mødt, og oplevelser undervejs.


Hvad var din vigtigste rejse?

På mine ture har jeg vel i alt cyklet omkring 140.000 km. Men en tur på sølle 1.365 km er blevet den vigtigste. På en tur til England i 2002 blev jeg påkørt og brækkede ryggen. Jeg lovede overlægen og chefsygeplejersken på hospitalet i Taunton, at hvis jeg overhovedet kom til at cykle igen, så ville jeg cykle over og besøge dem. Det blev så min allerførste cykeltur, efter at jeg kom tilbage i sadlen. Fra Hobro, over Esbjerg-Harwich, til Taunton.


Hvad var du mest nervøs for ved rejsen?

Jeg var bange for, at jeg ville være påvirket af trafikken, som foregår i venstre side af vejen. Men til min overraskelse rørte det mig ikke. I fin stil og med højt humør kom jeg til sygehuset. Jeg blev dagens historie derovre: Danskeren, der cyklede 1.365 km for at sige tak for behandlingen. Jeg takkede, derefter vendte jeg rundt og cyklede hjem igen til Hobro.


Hvad husker du mest fra dit ophold på hospitalet?

Først og fremmest min læge og min sygeplejerske. Lægen var en importeret inder. Sygeplejersken hed Theresa. Hun var sådan en moderlig type, der havde en søn, som var inde som soldat. Hun tog om mig og tog sig ekstra kærligt af mig. Jeg lå jo alene derovre og fik kun et enkelt besøg i løbet af de 13 dage, jeg var der.


Hvordan var du som patient?

Jeg var bange. Jeg havde fået opereret nogle stænger ind i ryggen. Kontakten til musklen i venstre ben var helt forsvundet. Maven var heller ikke helt på toppen. Men Theresa tegnede for mig, hvad der var galt med ryggen. Og førte lange og beroligende samtaler med mig. Jeg kan se nu, at jeg nok ikke har været den nemmeste patient. Også derfor er jeg meget taknemmelig for den behandling, jeg fik. Den taknemmelighed gjorde, at jeg måtte tage tilbage. Og da jeg så hende stå der uden for hospitalet, fik hun et kæmpe knus. Så fik resten af hospitalet også noget at tale om.

Har du en souvenir fra rejsen til Taunton?

Ja, korsettet de lavede til mig, har jeg stadig. De lavede en gipsafstøbning af hele min ryg. Fra skulderen til lænden. Så satte de nogle seler på korsettet, så det kunne spændes på. Det ligner nærmest et skildpaddeskjold. Det havde jeg på, da jeg kom hjem. På de danske hospitaler var de ved at dø af grin, da de så det.


Du cykler altid alene. Hvorfor?

Der findes mange historier om folk, der cykler sammen. Hvordan de får ødelagt venskaber og alt muligt. Det vil jeg ikke risikere. Derudover har det også andre fordele at cykle alene. Det er nemmest at få hjælp, hvis man er alene. Hvis der er problemer, kan jeg få cyklen smidt op bag i en pickup. Sidst, men ikke mindst: Jeg holder meget af at kunne koncentrere mig fuldt og helt om turen. Om de ting, jeg ser og hører. Hvis jeg cyklede sammen med en anden, skulle jeg jo også snakke.


Har du altid haft lyst til at cykle lange ture?

I skoletiden var min hovedinteresse biologi, geografi og historie. Og min fritidsaktivitet var cyklen. Så allerede dengang blev spiren lagt til mine mange, lange ture. Og da vi lavede den bog efter realeksamen, hvor der blev skrevet om os alle sammen, stod der ved mig: Fremtid - Sørøver på Mariager Fjord. Mine klassekammerater har nok fornemmet en udlængsel.


Vil du give afkald på andet for at cykle dine lange ture?

Cykelturene fylder rigtigt meget. Jeg har ikke stiftet en normal familie, men bor i et lille hus i Hobro sammen med min far og hunden. Jeg har hverken kone eller børn. Det ville betyde alt for mange kompromiser. Og jeg skal i hvert fald have mulighed for at cykle mine ture.

explorer@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.