»Måske finder jeg ikke svar nu«

Jeg ruller min kuffert ind i hjertet af Myeongdong, hvor taxaer har svært ved at bevæge sig for mennesker i smalle stræder, og k-pop strømmer højt ud fra butikker, mens duften af grillmad svæver mellem blinkende neonskilte. Der er en helt særlig grund til, at jeg er taget til Seoul.

Sælgere laver blækspruttespyd og frugtdrik på natmarkedet. En gadesanger låner sin mikrofon ud til publikum, pludselig synger jeg Shallow på et hjørne, der minder om Strøget i København.

Seouls arkitektur er et miks af gammelt og moderne: Rådhushallen serverer kaffe lavet af en robot, mens en ældre herre giver pant tilbage fra en cigarkasse.

I Deoksugung, et af de fem store kongelige paladser i Seoul, gemmer sig MMCA, museet for moderne samtidskunst med udstillingen Hjemlængsel om savn og genforening. Man ser malerier af adskillelse, pigtråd og mørke ansigter. Historier og farver, der vækker genklang – fortiden er ikke glemt.

Ikke så langt væk er Gyeongbokgung-paladset, som bringer sindet til ro med sin smukke paladshave.

Vi oplever også katedralen i Myeongdong med smukke franske farvede glas, der fortæller om rosenkransens mysterier. Demokratibevægelsen opholdt sig her i 70’erne og 80’erne.

Det hvide hus med de gamle papirer

Mandag morgen tager vi metroen mod udkanten af byen. Solen står op over Solbat Park Station, bare et stop fra Seouls nationale kirkegård. Røde chilier tørrer i kurve ved et butikshjørne. En mor holder en arm rundt om sit lille barn – måske på vej til skole. Jeg mødes med Glenn Slaikjær igen.

Glenn Slaikjær er født i 1981 og vokset op i en almindelig familie i Esbjerg – med en far, en mor og kartofler med brun sovs – og et liv, der aldrig manglede noget. Nu, mere end 40 år senere, er han tilbage for at lede efter sin begyndelse.

»KSS’s gamle camp var på størrelse med en halv fodboldbane,« siger Glenn Slaikjær om det gamle Korea Socialcenter.

Her boede han i 1982 i seks måneder. Papirer beskriver Glenn Slaikjær som en levende, imødekommende dreng. Nu er der kun et hvidt hus tilbage bag en grøn gitterlåge – huset med de gamle adoptionspapirer. Resten er erstattet af moderne lejligheder med bilpark.

Glenn Slaikjær går nysgerrigt rundt og følger en orange kat, som løber ham i møde og forsvinder under et hus.

»Jeg tror ikke, vi finder mere her,« siger han.

På vejen tilbage går vi langs en lille flod og ser Bukhansan-bjerget i det fjerne. På biblioteket spørger vi en ung bibliotekar, om han kan finde artikler om KSS.

Han ringer til en ældre dame, AnnLee, som fortæller, at centret blev lukket i 2011, og at alle medarbejdere for længst er gået på pension.

»Der findes ikke længere nogen her, der kan svare,« siger hun stille.

Vi tager videre til kommunekontoret og møder to ansatte i børne- og ungeafdelingen. De tager venligt imod og fortæller, at Sydkorea i juli har åbnet for, at adopterede kan søge i deres papirer gennem Det Nationale Center for Børns Rettigheder, NCRC, og det vækker håb.

Glenn Slaikjær ved det godt, men vil hellere stå her først – se det med egne øjne.

»Måske finder jeg ikke svar nu,« siger han.

»Men det er første gang, jeg føler, det ikke er helt umuligt.«

Sporene mod syd i Chungnam

Bibliotekaren har næste morgen sendt en mail med en søgning, som viser, at KSS-campen lukkede bl.a. grundet forfalskede dokumenter.

Et stort problem med adoptioner ud af landet har netop handlet om, at børn blev gjort til hittebørn. Ellers var det meget vanskeligt at blive bortadopteret. Frihedsbrevet samt en række internationale og koreanske artikler har omtalt det.

Ifølge Glenns papirer blev han i 1981, før han kom til KSS, indleveret hos Chungnam Church Services – et år gammel uden en fortid – det dengang kirkelige børnecenter skulle være overtaget af det nuværende velfærdscenter i byen Hongseong i provinsen Chungnam, 150 km væk. Der er vi på vej hen.

Ved ankomsten bliver vi mødt af et fint skilt: “Herr Glenn Vällkommen…”

Den kvindelige leder sidder bag en skranke, mens en mand, vi skal tale med, smiler, og en anden rækker os frugtjuice. Der er tolk på.

De kan ikke finde data, men det lykkes Glenn Slaikjær at få dem til at fremvise en brun, laset bog. Der er alle hittebørn indskrevet siden 1971. Hans fødselsår – 1981 – rummer dog kun to registreringer, og ingen af dem er ham.

»Sporet ender blindt,« siger han.

»Men det kommer ikke som en overraskelse – selv om det er ærgerligt.«

Vi går lidt slukørede gennem det, der ligner en soveby. Spiser lokal kohovedsuppe med glasnudler og hjemmelavet kimchi, hvor ChatGPT oversætter menuen for os.

Tager så toget tilbage til Seoul. De brede, grønne høstmarker langs sporene minder om noget jysk og velkendt. Glenn Slaikjær har ikke fundet sin biologiske mor, men rejsen har alligevel tændt et håb. Politistationen laver dna-tests. Vi trænger til et hvil inden.

Vinbar og kvindernes forvandling

Tilbage i storbyens neonlys finder vi en lille vinbar på første sal i en sidegade bag Yongsan Station. Den hedder Place Hazy, og ejeren er en universitetsunderviser med sans for jazz.

Tegninger pryder væggen med ansigter og drømme. Glenn Slaikjær bestiller en risvodka, jeg et glas shiraz. Jeg tegner et ansigt, som pludselig ligner min mor. Ejeren hænger det glad op og poster på stedets Instagram-profil.

Glenn Slaikjær tager et pust på sit hotel lidt uden for mylderet, mens mit sovested, et fredeligt hostel, vibrerer med nyankomne i alle aldre i en gyde bag de travle skønhedssaloner, butikker og restauranter.

På værelset ankommer to kvinder – den ene og ældre er hævet med røde mærker ved øjnene, den yngre peger på sin pande: “tysk botox – 30.000 won”. Omkring 150 kr.

En mand sidder i loungen i kørestol. Han er trader, vil udfordre sig selv ved at rejse alene. En fransk herre ankommer på cykel fra Usbekistan. Eventyrerne går efterhånden til ro.

De sidste dage bruges på at opleve mere kunst og arkitektur. Seouls Biennale for arkitektur handler om identitet og byrum. Der er plantet røde bondeblomster i byens skyskraber-landskab, byen føles pludselig som et hyggeligt fremtidsscenarie. Små kunstgallerier inviterer indenfor.

Fra skyggefortid til nattelys

Glenn Slaikjær har booket en elcykel i Seoul, som fragter ham til floden. Han finder også politistationen, som dog mangler materialet til dna-testen.

Jeg tager mod Gangnam og ser to guldfarvede hænder fanget midt i dansetrinnet fra PSY’s verdenshit. Det er den gyldne “Gangnam Style”-statue, så er det bare om at danse med.

Der er cool barer 3 km væk, siger to danskere, men jeg tager mod Myeongdong, der er en dygtig dj på en rooftopbar. Herfra tilbyder en ung lærer at vise rundt i nabobydelen Itaewon.

Vi drikker koreansk øl på Itaewon Bar i en livlig gade. Den unge lærer drømmer om at blive diplomat. En ung mand fra Florida kommer hen og skåler med sin øl. Han er iført denim-smækbukser uden undertrøje.

Levn fra Koreakrigen

Itaewon er vokset frem i skyggen af den amerikanske militærbase Yongsan. Efter Koreakrigen blev Itaewon kendt som en camptown – med barer, klubber og bordeller for amerikanske soldater.

Mange koreanske kvinder arbejdede under barske vilkår, og børn med blandet baggrund – de såkaldte amerasians – blev født mellem to kulturer. I 1960’erne og 70’erne var Itaewon præget af udstødelse og fattigdom. I dag omtales det som et åbensindet område i Seoul med caféer, modebutikker og LGBTQ+-barer.

Jeg vender tilbage til Itaewon i dagslys den sidste dag – for at udforske en kendt antikvitetsgade med skabe, sølvtøj, broderi og skulpturer fra diplomathjem.

I et vindue troner haveskulpturer, og den veganske restaurant Plant serverer lækre dumplings på vejen. Unge koreanere lytter til vinyler i den store musikbutik Vinyl & Plastic i hovedgaden. Jeg afslutter Itaewon med at se det moderne kunstmuseum Leeum, ligesom mange unge har valgt at gøre denne dag.

Vi skal med det direkte natfly til København i aften, og Seoul har vist Glenn Slaikjær nye åbninger. Han har ikke mødt sin biologiske mor, men når han kommer hjem, vil han tage en dna-test.

I Korea findes nu en national base, hvor adopterede og familier kan matches. Måske fører den til svar – måske ikke. Men mødet med fortiden har givet ham noget, han ikke havde før: et moderne Sydkorea, som viser nye veje og forståelse for de adopterede, der søger at genfinde sporene.