Fortsæt til indhold
Rejser

Et af verdens dyreste rejselande indfører entré på udvalgte naturområder

I New Zealand vælger man nu at gå i andre turistede landes fodspor og indføre entré på velbesøgte naturområder. Afgiften skal gå til naturbevaring og fremme beskæftigelsen, lyder det fra regeringen.

Som turist i New Zealand skal man fremover udvide rejsebudgettet, hvis man vil opleve unik natur. Den newzealandske regering har nemlig besluttet at indføre entré på fire af landets mest populære naturområder.

Det skriver The Guardian.

Ved den nationale partikonference i Christchurch den 2. august 2025 annoncerede premierminister Christopher Luxon og minister for naturbevaring, Tama Potaka, at der fremover vil blive indført lovændringer til fordel for både naturbevaring, turismen og beskæftigelsen i landet.

»Turisterne bidrager i den grad til vores økonomi, og ingen ønsker, at det skal ændre sig. Men mange af mine udenlandske venner på besøg er blevet chokerede over, at de kan besøge nogle af de smukkeste steder i verden ganske gratis,« udtalte Tama Potaka til konferencen.

Den kommende turistafgift, som forventes at træde i kraft i 2027, vil generere 62 mio. newzealandske dollars (ca. 240 mio. kr.) til investering i naturområder.

For den enkelte udenlandske turist betyder det, at man skal betale mellem 20 og 40 newzealandske dollars (ca. 75 til 150 kr.) for at få adgang til nogle af landets mest populære områder.

Profit eller naturbeskyttelse?

Der er indtil videre tale om Cathedral Cove og Tongariro Crossing på nordøen samt Milford Sound og Mt. Cook på sydøen.

På alle fire steder udgør internationale turister omkring 80 pct. af det samlede antal besøgende, og på konferencen i Christchurch lød argumentet, at turisterne bør yde et bidrag for at få adgang til den unikke natur.

Det er vores fælles naturarv, og newzealændere bør derfor ikke betale for at se den.
Christopher Luxon, premierminister i New Zealand

Samtidig blev det bekræftet af premierministeren, at de fire naturområder fortsat vil være gratis at besøge for kiwier.

»Det er vores fælles naturarv, og newzealændere bør derfor ikke betale for at se den,« sagde Christopher Luxon.

Tama Potaka tilføjede, at ordningen udnytter potentialet ved fredede, offentligt ejede områder, der udgør en tredjedel af New Zealands samlede landareal, som bør beskyttes bl.a. via turisternes fremtidige økonomiske bidrag – og som giver lokale forretningsdrivende mulighed for at udvikle initiativer som f.eks. vandreture, skisportssteder og diverse events.

Kritikere af initiativet mener dog, at det potentielt vil true miljøet og biodiversiteten i de beskyttede områder. Chlöe Swarbrick, der er parlamentsmedlem for De Grønne, udtalte i den forbindelse, at Premierminister Luxon »vælger profit frem for beskyttelse af naturen.«

Artiklens emner
Rejser
Natur