Fortsæt til indhold
Rejser

På disse feriedestinationer får du mere for pengene i år

I de kommende uger rejser mange danskere på sommerferie, og her må man forberede sig på prisstigninger på flere populære destinationer. Andre steder er der derimod besparelser i udsigt.

Tom Nørgaard

I disse uger rejser mange danskere på sommerferie. Og mens kufferten pakkes og forventningens glæde stiger, er det værd at huske, at feriebudgettet er mere end flybilletter og hotelophold.

En ny analyse fra Spar Nord viser, hvor langt feriekronerne rækker i år sammenlignet med sidste sommer – afhængigt af, hvor turen går hen.

Et af de rejsemål, hvor man vil kunne mærke en prisudvikling, er Tyrkiet. Her er det nemlig blevet 13,1 pct. dyrere at holde ferie i år sammenlignet med sidste sommer.

»Tyrkiet har de senere år været ramt af høj inflation, og siden sidste sommer er priserne steget med hele 23,3 pct. Det betyder, at man som turist må forvente betydeligt højere udgifter til eksempelvis mad, drikke og oplevelser. For selvom den tyrkiske lira er blevet svækket over for kronen, opvejer det ikke de samlede prisstigninger. Det betyder, at feriebudgettet ikke rækker lige så langt som tidligere,« siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord.

»Udviklingen har stået på siden 2018, hvor Tyrkiet begyndte at opleve høj inflation og økonomisk ustabilitet. Siden er situationen blevet forværret af blandt andet coronapandemien og en lempelig pengepolitik, som har løftet prisniveauet markant,« fortsætter han.

Når en valuta stiger i værdi i forhold til kronen, som det er tilfældet med den islandske króna, bliver det automatisk dyrere for danske turister. Det er en mekanisme, som mange måske ikke er opmærksomme på, men som har betydning for feriebudgettet.
Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord

Alt imens det er blevet mærkbart dyrere at holde ferie i Tyrkiet, er prisniveauet stort set uændret i lande som Spanien, Portugal, Grækenland, Italien, Frankrig og Kroatien, hvor sidstnævnte skiftede til euroen i 2023.

»Her er ændringerne så små, at det næppe vil kunne mærkes i praksis. Det betyder, at man som turist kan regne med nogenlunde samme prisniveau som sidste sommer, og det gør det nemmere at planlægge budgettet hjemmefra,« fortæller Jens Nyholm.

Skal kigge langt efter billigere rejsemål

Andre rejsemål har rykket sig en smule mere. I Bulgarien er det blevet 2,5 pct. dyrere at holde ferie som følge af inflationen, mens prisstigningen i Island ligger på 5,8 pct.

»Når en valuta stiger i værdi i forhold til kronen, som det er tilfældet med den islandske króna, bliver det automatisk dyrere for danske turister. Det er en mekanisme, som mange måske ikke er opmærksomme på, men som har betydning for feriebudgettet,« siger Jens Nyholm.

Man skal meget langt væk for at finde lande, hvor det som dansker er blevet billigere at holde ferie. Ser man bort fra Rusland, som ligger i top, gælder det Australien og New Zealand, der begge er blevet 7,8 pct. billigere.

Det er ligeledes blevet noget billigere at holde ferie i USA, Canada, Mexico, Brasilien og Kina, hvor niveauet ligger 5-6 pct. under samme tidspunkt for et år siden.