Fortsæt til indhold
Rejser

»Ikke alle har nemt ved at indordne sig under nye kulturer. Det er her, at parforholdsdynamikken virkelig kommer på prøve«

Parforholdsekspert kommer med råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du rejser på ferie for at pleje parforholdet.

Det er i IKEA, at parforholdet skal stå sin prøve, siger man. Men hvad med på rejsen, hvor man ikke kan gemme sig bag dagligdagens rutiner og for alvor har tid til at lære hinanden at kende?

Michael Portz, som er autoriseret psykolog hos MIND CPH, har haft hundredvis af danskere igennem sin praksis, som på den ene eller den anden måde har haft udfordringer i parforholdet.

Og her kommer rejser ofte op som et vigtigt tema. For rejsen kan være kilde til både glæder, udfordringer og problemer.

»Der er meget potentiale i at rejse sammen, og det er i bund og grund en god måde at styrke parforholdet på,« siger Michael Portz, som overordnet set vurderer, at det at rejse sammen rummer et stort potentiale for at udvikle parforholdet.

»Rejser kan styrke relationen, men det kan samtidig skabe nogle udviklingspunkter, som er sunde at arbejde videre med. Vi lærer meget om hinanden, når vi rejser, fordi vi får mulighed for at se vores partner og opleve samspillet imellem os i andre omgivelser end dem, som vi er vant til,« siger Michael Portz.

Rejser kan udvikle forholdet

Det vigtigste ved at rejse sammen er ifølge parforholdseksperten at komme væk fra hverdagen, skabe minder og gøre ting sammen.

»Valg af destination er ikke så afgørende, selvom nogle destinationer indbyder mere til romantik end andre. Dét, der er afgørende, er at komme væk fra hverdagen og skabe minder sammen. Minder skaber vi ikke ved køkkenbordet. Vi har brug for noget nyt i vores parforhold, og det kan rejser give.«

Han oplever, at mange af os ofte ignorerer vigtige dele af rejsen, som han inddeler i tre faser: planlægning, på destinationen og hjemkomst. Her har de fleste af os et alt for stort fokus på selve ferien på destinationen, men vi glemmer, at planlægningen og tiden efter ferien også er vigtigt at have fokus på.

Nogle destinationer kan indbyde mere til romantik end andre, men det er langt fra det vigtigste, vurderer psykolog og parterapeuten Michael Portz. Foto: Getty Images
Det er lidt ligesom forspillet til det intime. Ofte er det den ene part, der tager sig af at få bestilt en ferie. Måske er der enighed om destinationen og hotellet fra begge parter, men vi får sjældent snakket om vores forskellige forventninger til ferien, og hvad vi håber eller drømmer om at få ud af den.
Michael Portz, parterapeut

Ferieplanlægningen er som forspil til det intime

Kommunikationsproblemer er noget af det, Michael Portz oplever skaber de største udfordringer for par, der rejser på ferie sammen. Og det starter allerede i planlægningsfasen, som mange af os desværre ignorerer, fordi vi ifølge ham har tendens til at springe let hen over tingene og snakke for lidt sammen.

»Det er lidt ligesom forspillet til det intime. Ofte er det den ene part, der tager sig af at få bestilt en ferie. Måske er der enighed om destinationen og hotellet fra begge parter, men vi får sjældent snakket om vores forskellige forventninger til ferien, og hvad vi håber eller drømmer om at få ud af den. Derfor er det utrolig vigtigt, at planlægningen sker sammen. Det kan virke banalt, men hvis forventninger ikke imødekommes, kan det føles som en dårlige oplevelse,« siger Michael Portz.

Hos autoriseret psykolog parterapeut Michael Portz er udfordringer på ferien et ofte tilbagevendende tema. Foto: Simon Klein Knudsen

Drop den løbende evaluering på destinationen

Den anden af Michael Portz’ faser er selve ferien på destinationen. Her har flere af os ifølge ham en tendens til løbende at vurdere og evaluere, om ferien lever op til ens forventninger. Her er det vigtigt at være i nuet og tage en dag ad gangen.

»Man bruger meget mental energi på ferien. Slip det,« siger Michael Portz.

Et andet vigtigt element er at opleve ting sammen.

»I hverdagen giver vi plads til hinanden. På ferien er der en pointe i at gøre ting sammen, fordi vi måske ikke har lige så meget tid til det derhjemme.«

Nogle af de klassiske udfordringer, som kan opstå på destinationen, er ifølge ham, når vi møder nye kulturer, som vi må indordne os efter, og når vores grænser rykkes.

»Ikke alle mennesker har nemt ved at indordne sig under nye kulturer. Det er her, at parforholdsdynamikken virkelig kommer på prøve, fordi den ene part måske er bedre til det end den anden.«

Planlægning er ikke et fyord for Michael Portz, men derfor er det stadig vigtigt at give plads til fleksibilitet og være i nuet på ferien.

»Hvor forspillet er planlægningen, kan ferien på destinationen siges at være akten. Akten er nogle gange sjovere, når ting sker, uden at det hele er planlagt. Det er mindre sexet at tjekke ting af på en liste, men det skal være en balancegang.«

Det er vigtigt at give plads til fleksibilitet på rejsen. Man skal bogstavelig talt kunne ændre rejseplanerne lidt undervejs. Foto: Getty Images
Den ene part vil måske se frem til aktiviteter for hele familien, mens den anden part måske vil se frem til lidt romantik. Det er vigtigt at få afstemt, hvad formålet med turen er, og hvilke forventninger vi hver især har til den.
Michael Portz, parterapeut

Når hverdagen rammer igen

Den tredje af Michael Portz’ faser, som er hjemkomsten, har de fleste det ifølge ham også med ikke at forstå vigtigheden af. Her består en vigtig opgave i at få snakket om, hvordan ferien har været for begge parter, så eventuelle skuffelser, men også gode oplevelser kan snakkes igennem.

»Det kan være situationer, oplevelser eller noget helt tredje, så man undgår, at det hober sig op og kommer til at fylde for meget. Begge personer kan også bruge snakken til at blive klogere på, hvordan den ideelle ferie for dem som par ser ud,« siger Michael Portz.

Ifølge rejseselskabet TUI er danskerne begyndt at rejse mere og mere til udlandet de seneste år. Ifølge brancheforeningen Rejsearrangører i Danmark (RID) var 2024 også et rekordår for salget af rejser til udlandet, og en af de trends, som vokser hos TUI, er voksenhoteller, som lige netop indbyder til at være sammen som par.

»Weekendture for par og voksenhoteller er noget af det, vi har set en stigning i de seneste år. Her ønsker vores gæster at tilbringe ferien på en måde, som gør det muligt for dem at nyde ferien sammen som par. Der er skruet ned for forstyrrelser og op for voksenaktiviteter,« siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.

Mange par glemmer at tale om deres respektive forventninger til ferien. Foto: Getty Images

Man kan godt date på familieferien

TUI’s største gruppe af gæster er dog børnefamilier. Og er det overhovedet muligt at pleje parforholdet, når man rejser med børn? Ja, mener Michel Portz. Men det er vigtigt at forventningsafstemme inden turen. Der kan nemlig være forskellige ønsker til, hvordan ferien kommer til at se ud.

»Den ene part vil måske se frem til aktiviteter for hele familien, mens den anden part måske vil se frem til lidt romantik. Det er vigtigt at få afstemt, hvad formålet med turen er, og hvilke forventninger vi hver især har til den,« siger Michael Portz.

»Børn kan være uforudsigelige, og derfor kan planlægning være bedre. Få sat flueben ved det praktiske, så du skal bruge mindre tid på det, når du er af sted. Men børn er ikke nødvendigvis klodser om benet. Man kan lave flere ting med dem, end man tror,« fortsætter han.

Michael Portz mener, at deciderede familiehoteller kan hjælpe med at styrke parforholdet, når man rejser på ferie med børn. De mange aktiviteter for børn giver nemlig forældrene nogle lommer, som kan give plads til nærhed.

»Det er de små rum hist og her, der betyder noget, når du rejser på ferie som familie og gerne vil pleje parforholdet. Disse rum kan der være flere af på et hotel, som kan holde børnene beskæftiget flere gange om dagen, men det kan også være, når børnene er puttet, at man finder tiden til hinanden,« siger Michael Portz.

»Selvom relationen styrkes af at være sammen som familie, så er det ikke der, romantikken opstår. Det er selvfølgelig mest, når vi er sammen som par,« understreger Michael Portz.

Hos TUI er man også opmærksomme på, at børneaktiviteter på familiehotellerne har den positive sideeffekt, at det frigiver noget tid til de voksne.

»Vores familiehoteller er populære, fordi forældrene ikke skal stresse over at holde deres børn beskæftiget,« siger Mikkel Hansen.