Sådan får du en perfekt weekend i en af verdens mindste hovedstæder
Den grønlandske hovedstad folder sig ud mellem naturkræfter og civilisation. Her kan du hente rensdyrkød på markedet, spise gourmetmad eller gå til koncert med et lokalt rockband.
Med sine små 20.000 indbyggere er Nuuk en stor by efter grønlandske forhold, og byen har også mange af de kvaliteter, som kendetegner en rigtig storby, herunder interessante museer og et væld af spændende kulturtilbud i byens kulturhus.
Samtidig har nye gourmetrestauranter slået dørene op med menukort, der dækker alt fra traditionel grønlandsk mad til moderne fusionskøkken.
Og med nye direkte ruter til Nuuk fra både Billund og Aalborg, er Grønland snart mere tilgængelig end nogensinde før.