Fortsæt til indhold
Rejser

Julemanden skyld i overturisme, påstår lokale indbyggere

Indbyggere i by på størrelse med Randers klager over, at turismen er ved at tage overhånd.

Julemandens påståede hjemby har fået markant flere turister, og boligpriserne stiger som følge af korttidsudlejning. Den lille befolkning er splittet.

Myterne om ham er mange.

Biskoppen Sankt Nikolaus er formentlig den mand, der har inspireret historien om julemanden. Af samme grund hævdes det, at julemanden kommer fra Tyrkiet, hvor Sankt Nikolaus boede.

Der er også dem, som hælder til, at julemanden bor i Grønland.

Men endnu længere nordpå – i hvert fald længere nordpå end den grønlandske hovedstad, Nuuk – har man længe markedsført sig som julemandens hjemby. Markedsføringen har imidlertid haft en negativ slagside, og nu har de lokale fået nok. Alt for mange turister vil nemlig besøge byen, hvor julemanden angiveligt har hjemme.

Det skriver Euronews.

Turismen vokser så hurtigt, at vi føler, den er kommet ud af kontrol.
Antti Pakkanen, fotograf

Voldsomt mange flyforbindelser

I finske Lapland, nærmere bestemt Rovaniemi, der ligger lige syd for polarcirklen og 900 km nord for Helsinki, er der navnlig i julesæsonen heftig aktivitet. Byen, der huser blot 65.000 indbyggere, havde sidste år 1,2 mio. turismerelaterede overnatninger, hvilket er en stigning på 30 pct. fra året før.

Det kan bl.a. hænge sammen med, at der i år er introduceret 13 nye flyforbindelser til byen, og der er nu direkte flyruter fra bl.a. Amsterdam, Berlin, Bordeaux, Bruxelles, Dublin, Geneve, København, London, Madrid, Paris og Wien.

Rovaniemi ser markant anderledes ud om sommeren, hvor der også er færre turister. Foto: Getty Images

På trods af sin klejne størrelse har byen da også Finlands næststørste lufthavn.

Rovaniemi er hjemsted for forlystelsesparken Santa Claus Village, man kan komme på rensdyrtrukket slædetur, besøge en isbar og naturligvis møde ham det hele handler om: julemanden.

Men de lokale er nu begyndt at protestere over, at mængden af turister er alt for stor.

»Vi er bekymrede over overturisme. Turismen vokser så hurtigt, at vi føler, den er kommet ud af kontrol,« siger en af byens indbyggere den 43-årige fotograf Antti Pakkanen til Euronews.

Han var tidligere i år var med til at organisere en demonstration mod overturisme i Rovaniemi.

Norden er trendy. Vores udenlandske gæster kommer til cool lande for at se sne, nordlyset og selvfølgelig for at møde julemanden her i Rovaniemi.
Sanna Kärkkäinen, direktør for Visit Rovaniemi

Splitter befolkningen

Pakkanen repræsenterer et stigende antal indbyggere, som beklager sig over, at stadig flere boliger omdannes til feriehusudlejning for turister, og at det presser den generelle pris op på boliger, skriver Euronews.

Der er dog forskellige interesser i den lille befolkning. Hotelejere, restauratører, souvenirbutikker og andre turismerelaterede servicesektorfolk har stor omsætning i julesæsonen, og det lokale turistråd ser mest de positive aspekter ved hypen og populariteten:

»Norden er trendy,« siger direktøren for turistrådet Visit Rovaniemi, Sanna Kärkkäinen.

»Vores udenlandske gæster kommer til cool lande for at se sne, nordlyset og selvfølgelig for at møde julemanden her i Rovaniemi,« fortsætter hun.

Rovaniemis borgmester, Ulla-Kirsikka Vainio, har umiddelbart heller ikke noget imod, at nogle indbyggere i byen tjener »gode penge« på at korttidsudleje til turister. Hun forventer i øvrigt, at turismen vokser de kommende år, navnlig i højsæsonen.

Hovedparten af byens udenlandske gæster kommer fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien.

Alene forlystelsesparken trækker hvert år flere end 600.000 turister eller altså 10 gange så mange, som der bor i byen, og navnlig i julehøjsæsonen. Rovaniemis turistråd vil gerne have byen til i højere grad at være en helårsdestination, også som vært til blandt andet MICE-gæster (Meetings, Incentives, Conferences og Events), skriver Euronews.

Rovaniemi er blot den seneste i en lang række europæiske byer, hvor lokale indbyggere klager over problemet med overturisme. I byer som Barcelona, Málaga, Firenze og Amsterdam har man oplevet store protester de seneste år.