På den engelske kyst kan du opleve millioner år gamle fossiler og smukke haver i landsbyer, der sjældent får besøg

Der går ikke mere end ca. 20 minutter fra, at vi har sat os ned på stranden i Charmouth, til vi har gravet os frem til et lille fossil. Vi kan se, at fossilet er en del af en ammonit – et sneglehus formet som en flad spiral.

Denne snegleart uddøde sammen med dinosaurerne for omkring 65 millioner år siden, men de er stadig på listen over de mest almindelige fund omkring Charmouth.

Nogle gange er fossilerne dybt indgraveret i en sten eller et stykke ler, men hvis man er heldig, kan man her finde dem i en uberørt og hel skal.

Charmouth er en charmerende engelsk landsby med omkring 1.300 beboere, som ligger på Jurassic Coast, en 150 km lang kyststrækning i i Devon og Dorset i det sydlige England. Kysten er berømt for sine spektakulære klippeformationer, smukke landskaber og rige fossilforekomster, der dokumenterer 185 millioner års geologisk historie.

Kysten dækker tre geologiske perioder: trias, jura og kridt. Den er opkaldt efter juraperioden, da mange fossiler stammer herfra. Kysten besøges af et utal fossilsamlere, geologer og naturelskere.

En af dem, som i tidens løb har fundet mange uvurderlige fossiler, er Tony Gill, som ejer den lille fossilbutik for enden af stranden. Han begyndte at gå på fossiljagt for over 25 år siden og sælger i dag nogle af sine mange, imponerende fund.

Vi har vores fund fra stranden med ned til Tony, så han kan tage et kig på dem.

»Jo, I har fat i noget. Det er fossiler af den gamle slags. Men I kunne sagtens have fundet nogle, der var større. Den der er jo nærmest mikroskopisk,« griner han, mens han peger på en af de mindre fossiler.

Dog stopper vores fund os ikke i at købe nogle af Tony Gills egne fossiler, der helt indiskutabelt er meget større, mere detaljerede og i komplet format.

»Jeg kan ikke tage hele æren for alt, der er i butikken. Jeg bestiller også krystaller og ædelsten fra udlandet, men nogle af de helt fascinerende lokale fund finder man i Charmouth Heritage Coast Centre,« siger han.

Ved Heritage Coast Centre bliver vi mødt af et 200 millioner gammelt fossil af en iktyosaur – også kendt som en hvaløgle. Den blev fundet af en lokal fossiljæger ved navn Chris Moore i nabobyen Lyme Regis ca. 3 km derfra.

Chris Moore opdagede en del af iktyosauren, der var smeltet sammen med klippen, og med hjælp fra selveste Sir David Attenborough, den verdenskendte biolog, eventyrer og tv-vært, blev der givet tilladelse til at udgrave resten af fossilet.

Ved Heritage Coast Centre hviler også et imponerende fossil af en 200 millioner år gammel plesiosaur – også kendt som en svaneøgle. Den er navngivet ”Raffle” efter en lokal kvindes hund, der tilfældigvis opdagede fossilet i 2007.

Hvis man har god tid og har heldet med sig, så kan det være, at man også kan få opkaldt et fossil efter sig. Det er i hvert fald muligt at leje udgravningsudstyret fra Tonys butik.

Åbne haver i Combe St. Nicolas

Ikke mange kilometer fra selve kysten møder vi et kælent æsel i en have. Vi finder ud af, at det er landsbyens præst, Deborah Perreau, som har et æsel gående, som var det en hund.

Vi er i en lille landsby ved navn Combe St. Nicolas, og tilfældigvis afholder de i denne weekend “Open Gardens”, hvor lokale åbner deres haver for nysgerrige sjæle. Man donerer blot et valgfrit beløb til borgerforeningen, og så får man adgang til områdets mange smukke haver.

Dekorative og nydelige haver går de op i flere steder i England. På disse kanter er blomster, bække og omhyggeligt klippede hække hovedingredienserne i en smuk have. Dog skiller nogle af de lokales haver sig ud med en herlig feststemning.

Den stemning finder man i Deborah Perreaus have. I haven findes flere stier, vi kan udforske. Den ene sti fører igennem en smal, labyrintlignende rute, hvor vi går forbi farverige blomster, der indrammer ruten som en tunnel. Vi kommer forbi et lille meditationshus, en hønsegård, et lille plateau og ender i baghaven, som er gigantisk og munder ud i nogle bakkede marker og dale med heste.

Det er i baghaven, vi møder æslet, der bare tuller rundt og tager glædeligt imod nus bag øret og klap på ryggen. Æslet vækker efter sigende naboerne hver morgen, når det skryder. Til jul tager Deborah Perreau sit æsel med i kirke.

I et af havens mange hjørner hænger et skilt, hvor der står “Bier på arbejde”. Deborah Perreau og hendes mand er også biavlere og laver deres egen honning.

På den anden side af huset har de en udendørs pool og et lille rundt udhus, der kan rotere, så man selv kan bestemme, om man vil sidde i sol eller skygge. Og så er der terrassen, hvor gæsterne sidder og hygger med lækre, hjemmelavede scones, som familien sælger direkte fra køkkenvinduet.

»Bare gå rundt og føl jer hjemme,« siger Deborah Perreau.

Allerede fra ankomsten føler vi os meget velkomne i familiens have, hvor snakken går om løst og fast. Da de øvrige besøgende finder ud af, at vi ikke er fra England, spørger de nysgerrigt ind til, hvordan vi har fundet deres lille flække af en landsby. Vi fortæller dem, at det udelukkende skete ved et tilfælde, da vi søgte efter lokale landsbyoplevelser og en feriebolig i området.

Deborah Perreau får hurtigt nys om, at vi er de eneste udenlandske turister.

»Jeg elsker den skandinaviske velfærdsmodel. Den fungerer desværre ikke helt på samme måde i England,« siger hun, da hun hører, at vi er fra Danmark.

Samtalen glider hen på dagligdagens gøremål i den lille landsby, og de andre gæster byder ind med små anekdoter.

En uventet velsignelse

Vi møder Deborah Perreau igen nogle dage senere, da vi går en tur omkring den gamle kirke i Combe St. Nicolas. Her opdager vi, at det ikke er en hvilken som helst lille landsbykirke.

Kirken er lukket, men landsbypræsten lukker os ind. Her er køligt på en ellers varm sommerdag. Hun fortæller, at kirken kan dateres tilbage til 1137, og at flere dele af bygningen er originale stykker, mens gravpladserne rundt om kirken huser Common Wealth War Graves fra både Første og Anden Verdenskrig.

I et hjørne af kirken hænger der sort-hvide fotos af nogle af de unge soldater, der mistede livet under krigene, mens der bagerst i kirken er lavet et hyggehjørne med sofaer og lidt legetøj.

Vi bliver hængende og taler om stort og småt. Da vi fortæller Deborah Perreau, at vi skal køre hele vejen ind til London næste dag for at rejse hjem, begynder hun at tale om de lange bilkøer på strækningen i weekenden.

»Jeg håber, det er okay, at jeg beder en bøn for jer nu, så Gud holder hånden over jer og sørger for, at I kommer godt igennem trafikken og hele vejen hjem til Danmark,« siger hun.

Inden vi når at svare, er hun allerede i gang med sin bøn. Hendes ord er personlige og handler om vores lille familie. Bønnen efterlader os helt rørt. Og trafikken? Ja, den var nærmest ikke eksisterende.