Fortsæt til indhold
Rejser

Spansk politi går til modangreb på ”håndklædemafia”

Denne sommer er ”håndklædemafiaen” rykket fra poolområdet og ud på strandene. I Spanien har situationen skabt så meget kaos, at de lokale myndigheder har været nødsaget til at hæve straffen for de turister, der står tidligt op for at reservere strandstole.

Som badende feriegæst er det ikke uvant at sætte uret til klokken 6 for at løbe ned til poolen og spærre en strandstol med sit håndklæde – blot for at gå tilbage i seng eller slentre op til hotellets morgenmadsbuffet.

Men nu er den såkaldte håndklædemafia også rykket uden for hotellernes poolområder og ud på de spanske strande for at sikre sig en plads på første parket med direkte havudsigt.

Ifølge britiske Express har problemet vokset sig større de seneste år, hvor myndighederne langs de spanske kyster beretter om et stigende antal klager fra lokalbefolkningen over turisters opførsel på strandene. Denne sommer har udviklingen dog skabt så meget kaos på, at det har fået politiet til at sige stop.

I flere spanske kystbyer er det derfor blevet forbudt at sætte sin parasol op eller reservere en strandstol med sit håndklæde uden at tage den i brug før klokken 8 eller 9. Reglerne omfatter både turister og lokale, og hvis ikke de overholdes, har spansk politi mulighed for at straffe endnu hårdere end tidligere.