Her kan du styre en gravko og se verdens første Volvo: Hvis du er vild med biler og motorkraft, er et nyt museum uomgængeligt
Danske toparkitekter står bag legesygt oplevelsescenter om hele Sveriges stolthed.
I april indtraf en tragedie nær Liseberg, da forlystelsesparkens nye satsning, vandlandet Oceana, nedbrændte før den planlagte åbning i sommer. Nu skal stedet genopbygges og forventes at åbne i 2026.
Anderledes glædeligt er det, at man allerede nu kan opleve et andet nyt oplevelsescenter rundt om hjørnet, der samtidig er tænkt som et arkitektonisk vartegn for Gøteborg.
Det er tegnet af Henning Larsens tegnestue, og den centrale del af den fem etager høje cirkelformede bygning er det 4.500 m² store udstillingsområde, der er sat i verden for at fremvise Volvos mange fine innovationer.
Og kedeligt er det ikke.