Uden den rigtige forsikring kan hjemrejsen komme til at koste 200.000 kr.
Hvert år må danskere transporteres hjem fra ferier i Europa på bårer eller i ambulancefly, og det kan blive dyrt, hvis man kun har det blå sygesikringskort, lyder advarslen. Undersøgelse tyder på, at mange ikke aner, hvordan de er forsikrede.
For rigtig mange danskere byder sommerferien på rejser til udlandet, ikke mindst til Middelhavet, hvor sol, strand og afslapning er i højsædet. Og for de fleste går turen fuldstændig som planlagt.
Og selv hvis uheldet skulle være ude, og man får brug for lægelig behandling undervejs, går det i sidste ende godt for fleste danske ferierejsende.
Ifølge Udbetaling Danmark har 4,6 mio. danskere et blåt sygesikringskort, der gør, at man har ret til behandling på sygehuse under samme vilkår som de lokale borgere i det EU/EØS-land, man befinder sig i.
Og det er en rigtig god idé.
Desværre er der dog også noget, som ikke er dækket af det blå sygesikringskort, nemlig hjemtransport ved sygdom. Og det kommer fortsat bag på overraskende mange rejsende.
Det koster også mange penge i Europa
Det kan imidlertid blive en rigtig dyr fornøjelse, hvis man tager på ferie uden en separat rejseforsikring, også selvom man stadig befinder sig inden for Europas grænser. Det fortæller Louise Hertzum Andersen, der er fagchef hos Gouda Rejseforsikring, som er en del af Gjensidige.
»Hvert år ser vi i omegnen af 50 personer, der er nødsaget til at blive fragtet hjem af et ambulancefly fra europæiske destinationer. Og selvom det kan være en kort flyvetur sammenlignet med USA eller Thailand, så koster det over 200.000 kr. i gennemsnit. Og derfor er det så vigtigt at sørge for, at man er forsikret korrekt, så man ikke selv ender med at skulle dække udgifter til egenbetaling og hjemtransport,« siger Louise Hertzum Andersen.
Selv hvis man er udsat for ting, der ikke kræver hjemtransport i et ambulancefly, kan det blive dyrt at komme hjem fra sin ferie. Skal man eksempelvis fragtes hjem på en båre, så kræver det ni sæder i et fly at kunne installere båren.
»En båretransport bliver brugt ved sygdom eller skader, der er mindre alvorlige end ved et ambulancefly, men det er stadig skader, der gør, at man har brug for en medicinsk ledsager. Disse sager kan hurtigt løbe op i over 75.000 kr., hvis man ikke er forsikret,« lyder det fra Louise Hertzum Andersen.
Halvdelen svarer forkert
At mange danskere ikke er klar over, hvordan man er dækket med sundhedskortet, indikerer en ny medlemsundersøgelse blandt 1.200 af LB Forsikrings medlemmer.
»Mange har selv en oplevelse af, at de har en viden om, hvad det blå sygesikringskort dækker i Europa, men når vi spørger til konkrete scenarier, kan vi se, at mange alligevel ikke ved, hvordan de er dækket med kortet,« siger Trine Bechmann Henningsen, der er skadechef i LB Forsikring.
LB Forsikring har spurgt til forskellige scenarier, der kan opstå under ferien.
Direkte adspurgt, om det blå kort dækker hjemrejse ved tilskadekomst under ferien, svarer 46 cpct. af medlemspanelet ja til, at kortet dækker. Det korrekte svar er nej.
LB Forsikring har også spurgt til, om det blå kort dækker behandling på private lægeklinikker eller privathospitaler under ferien. Her svarer næsten halvdelen enten ja eller ved ikke. 19 pct. svarer således ja, mens 26 pct. siger ved ikke. Svaret er igen nej.
Og så har LB Forsikring spurgt, om det blå kort dækker hjemrejse, hvis der opstår sygdom hos nærmeste familie hjemme i Danmark under afholdelse af ferie. Her svarer 17 pct. ja, 29 pct. svarer ved ikke, mens de resterende 54 pct. har ret, når de svarer nej.
»Vi vil rigtigt gerne sikre os, at vores medlemmer og andre er oplyste om, hvordan de er dækket af det blå kort på ferien, så de ikke skal opleve frustrationer og ærgrelse, hvis uheldet er ude. Det vigtigste råd til alle er derfor, at de husker at have det blå sygesikringskort med på ferie i Europa. Det er nødvendigt for at få behandling på offentlige sygehuse og offentlige lægeklinikker. Men de skal samtidigt huske at tegne en god rejseforsikring, hvis de gerne vil have en dækning, der går ud over det blå kort,« lyder opfordringen fra Trine Bechmann Henningsen.
Har man et blåt sygesikringskort, bør man, inden man rejser på ferie i Europa, undersøge, om kortet stadig er gyldigt, og, hvis dette ikke er tilfældet, bestille et nyt. Og har man ikke et blåt sygesikringskort, er det naturligvis en god idé at få det bestilt.
Du skal ansøge om kortet på borger.dk. Du vil normalt modtage det på din adresse i løbet af 2-3 uger.