Spar penge på ferien: Rejs rundt i Tyskland næsten gratis
Tyskland har indført et billigt månedskort for at forsøde tyskernes økonomi. Men også danskere kan få glæde af ordningen.
Prisen på havregryn, mælk, benzin, gas og huslån stiger. Og listen forsætter.
Men hvis man gerne vil spare penge på sommerferien, skal man måske holde sommerferien i Tyskland.
Den tyske regering har nemlig besluttet at sætte alle lokale og regionale togrejser ned i juni, juli og august.
Derfor kan man nu købe et månedskort til 9 euro, altså 67 kr. Med billetten, som de kalder 9 Euro Ticket, kan du rejse ubegrænset i lokale busser og regionaltoge i hele Tyskland.
Billetterne kan købes fra d. 23. maj både på Deutsche Bahns app og hjemmeside, i rejsecentre og i billetautomater på stationerne.
Feriehungrende danskere kan altså rejse rundt for få penge i det store land og opleve storbyer som Hamburg, Berlin og München, eller tage på vandreture i de tyske alper. Det eneste aber dabei er, at billetterne kun dækker lokal- og regionaltoge, og at man derfor skal skifte tog på tværs af grænserne.
De billige togrejser er oprindeligt tiltænkt de hårdtramte tyskere, der ligesom danskerne, kæmper med høj inflation. Billetterne er nemlig en del af en nødhjælpspakke, som partierne De Grønne, SPD og FDP er blevet enige om. Samtidig håber partierne, at de billige månedskort vil få flere tyskere til at vælge det grønnere alternativ i offentlig transport i stedet for bilen. Det skriver det tyske medie Der Spiegel.
Men også danskere på ferie i vores naboland kan altså drage fordel af den politiske aftale.