Ikonisk nytårsfejring i New York er tilbage, men kun for vaccinerede

Det nye år er siden 1907 blevet fejret med manér på Times Square i New York, men sidste år måtte amerikanerne se med hjemme fra stuerne ved et virtuelt event. I år kan titusindvis af festglade mennesker igen samles mod forevisning af vaccinepas.

Artiklens øverste billede
Times Square Ball på New Yorks ikoniske plads. Foto: Anthony Quintano

Det er med storslået fyrværkerishow og over et ton konfetti, der flyver ud over menneskemængden, når nedtællingen er forbi, og det nye år bydes velkommen med kys, kram og skrål i gaderne. Sådan er det foregået, og omdrejningspunktet ”The Ball” bliver større, vildere og mere dekorativ for hvert år.

Sidste år var festlighederne dog sat lidt på pause som utallige steder i verden, hvor coronaen ramte med den anden store bølge. Arrangementet blev vist på en skærm (uden publikum) som mange andre vigtige begivenheder, men i år vil New York tage revanche og holde traditionen ved lige ved at samle flere tusinde mennesker, som står tæt og krammer på kryds og tværs, skriver CNN Travel.

Et historisk øjeblik

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, udtaler, at årets event vil blive gennemført, som det plejer, men at det dog kræver, at alle deltagere over fem år er vaccinerede og medbringer bevis på dette samt identifikation. Han opfordrer alle til at deltage i festlighederne og det ”historiske øjeblik”, det vil være, når metropolen signalerer, at USA er på vej tilbage til normalen efter næsten to år med en pandemi, som har forhindret tusindvis af arrangementer.

Den eneste undtagelse for vaccination gælder dem, der af helbredsmæssige årsager ikke kan modtage en vaccine. Denne gruppe skal dog bære mundbind ved arrangementet.

I skrivende stund er 61 pct. af amerikanerne fuldt vaccinerede, mens tallet for staten New York er en del højere, nemlig 71 pct. Det er dog stadig uvist, om omikron-varianten og dens hastigt voksende udbredelse når at sætte en stopper for flere større arrangementer.

Nytårsfejringen på Times Square hører blandt de største events, og i 2019 deltog omkring en million mennesker i gaderne, mens over 100 millioner amerikanere så nedtællingen i tv, som vi gør det med rådhusuret herhjemme.

Det berømte ”Ball Drop” på Times Square er en stor kugle, som er oplyst af over 32.000 LED-lys, som sænkes fra en stang årets sidste 60 sekunder og markerer årsskiftet, når klokken slår midnat den 31. december.

Efter sigende har den lysende kugle en værdi på omkring 1 mio. amerikanske dollars, hvad der svarer til cirka 6,5 mio. danske kr. I år vil den igen blive beundret af de mange feststemte deltagere, som i fællesskab tæller ned til 2022.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen