Fortsæt til indhold
Rejser

Her er de gode tip til din sommerferie i Europa

I de kommende dage går tusindvis af danskere på ferie, og skulle man have lyst, giver lempede rejseregler nu mulighed for at rejse i det meste af Europa. Men hvordan sikrer man sig de bedste priser på hotel og fly, og hvad skal man være særligt opmærksom på i år? Nordjysk bank og rejseportal giver deres bud.

Corona har i mere end et år spændt ben for mange danskeres udenlandsferieplaner, men med den gradvise åbning af grænserne i EU og det nye såkaldte covid-19-certifikat, som EU forventer at rulle ud fra den 1. juli, vil rejselystne danskere med al sandsynlighed have mulighed for at afholde sommerferie i stort set hele EU og andre europæiske lande, dog med forbehold for de enkelte landes restriktioner.

Med Udenrigsministeriets nye rejsevejledning er Danmark nemlig gået ind i genåbningsplanens fase fire, hvor der for alvor lukkes op for at krydse grænserne inden for Europa.

De nyeste rejsevejledninger betyder, at en lang række europæiske lande er blevet grønne – det er en farve, som ellers ikke er set i rejsevejledningerne siden den 13. marts 2020 – da hele verden fra det ene øjeblik blev farvet orange, og alle danskere blev opfordret til at komme hjem, hvis de var ude, eller til at blive hjemme, hvis de havde planer om at rejse ud.

Populære rejselande som blandt andet Tyskland, Østrig, Italien, Grækenland og Kroatien er nu alle tilgængelige, skulle man have lyst til at tage på sommerferie i udlandet.

Populære Østrig er et oplagt rejsemål til sommer. Foto: Tgt

Og meget tyder på, at der ikke blot er en stor opsparet rejselyst men også en masse opsparede penge rundt omkring, der nu skal omsættes i rejser.

»I mere end et år har danskerne haft et usædvanligt lavt forbrug, hvilket er resulteret i, at danskernes indlån i bankerne af flere omgange har slået nye rekorder. Men nu tyder alt på, at forbruget for alvor kommer i omdrejninger igen, og vi forventer især, at en stor del af danskernes opsparinger vil blive brugt på årets sommerferie,« fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm og fortsætter:

»Til trods for de store opsparinger vil mange alligevel gå på jagt efter gode priser på eksempelvis hotel og fly, mens der særligt i år vil være ekstra fokus på at sikre pengene i tilfælde af, at rejseplanerne skulle blive aflyst eller forhindret,« vurderer Jens Nyholm.

Spar Nord i samarbejde med rejseportalen FinalCall.travel samlet fem gode råd til, hvordan du billigt og trygt kan bestille ferie i en coronatid.

1. Book hellere i dag end i morgen

Ifølge Flemming Lundberg Poulsen, der er chefredaktør hos FinalCall.travel, skal man passe på med at lurepasse for at se, hvordan restriktionerne og coronasituationen udvikler sig på de populære rejsedestinationer.

»Normalt vil det være mest optimalt at kigge efter billetter et halvt år forud for ferien, men det har naturligvis været svært i år. Det kan dog være farligt at vente med at booke, da priserne kan blive ekstremt høje, og derfor er det med at komme i gang med at kigge på potentielle feriedestinationer, som Udenrigsministeriet har givet enten gult eller grønt lys for rejser til,« forklarer Flemming Lundberg Poulsen og tilføjer:

»I forvejen skal branchen nemlig indhente sidste års tabte indtjening, hvilket vil give aktørerne incitament til at sætte priserne op, så snart de kan se en efterspørgsel. Samtidig må vi forvente en ketchupeffekt, hvor efterspørgslen nærmest kan komme til at eksplodere, når også myndigheder og politikere i andre EU-lande giver deres indbyggere mulighed for at afholde sommerferien udenlands.«

2. Bestil fleksibelt – særligt i år

Ligesom danskerne skal til at få begyndt ferieplanlægningen, er det i den forbindelse væsentligt at booke fleksibelt. Sådan lyder anbefalingen fra Flemming Lundberg Poulsen:

»Når man booker flybilletter eller hotel nu, så sørg for at tilvælge fleksibilitet og betal gerne lidt ekstra for dén frihed – særligt i år. På den måde kan man booke nu og så ombooke senere, hvis priserne mod forventning falder, eller få pengene retur, hvis rejsen ikke kan gennemføres. Derfor kan det faktisk i sidste ende være smartere økonomisk at tilvælge fleksibilitet,« siger han.

Det kan være en god idé at bestille flybilletterne i god tid. Foto: JP

Herudover peger han på, at mange flyselskaber for tiden tilbyder fleksibilitet – også på de billige billetter, men at det varierer fra selskab til selskab.

3. Sikr dine penge og dig selv bedst muligt

Når søgningen efter billige flybilletter og hotel går i gang, kan du allerede tage de første skridt mod at sikre dine penge bedst muligt. Ifølge Flemming Lundberg Poulsen er der ved pakkerejser en god dækning, men det er også muligt at opnå en lignende dækning ved at booke selv, hvis man betaler med kreditkort:

»De fleste er godt klar over, at rejsende er godt dækket ved bestilling af pakkerejser – til gengæld betaler man også ekstra for det. Booker man selv, er det i år en god idé at bestille hotel gennem en stor udbyder og ikke direkte hos hotellet. Skulle hotellet gå konkurs, er det nemlig nemmere at få pengene retur fra de store hoteludbydere. Derimod vil jeg anbefale, at flybilletter bookes direkte hos flyselskabet, da det gør processen væsentlig lettere ved ændring af rejsetider og aflysninger,« siger han og uddyber:

»Herudover skal man huske at pakke det blå EU-sygesikringskort i kufferten. Med det ved hånden har man nemlig ret til de samme sundhedsydelser i EU-lande, som borgerne i landet – og det gælder også, hvis man bliver syg af coronavirus.«

Det er måske særligt vigtigt netop i år at huske det blå EU-sygesikringskort. Foto: Magnus Holm, Polfoto

Jens Nyholm peger desuden på, at man også kan sikre sine penge og sig selv ved at have tjek på forsikringerne forud for afrejse og vide, hvordan man er dækket ind:

»Det kan blive rigtig dyrt, hvis man bliver syg med corona og selv skal betale for eksempelvis hjemtransport. Hvis man er i tvivl om, hvordan man er dækket af sin rejseforsikring, kan forsikringsselskabet altid hjælpe med at afklare tvivlsspørgsmålene.«

4. Betal med kreditkort

Ønsker man en ekstra sikkerhed i forbindelse med betaling af hotel eller flybilletter, skal man ifølge Jens Nyholm benytte et kreditkort.

»Det er ikke uden betydning, hvilken betalingsmetode man bestiller og betaler sin rejse med. Og særligt i år er det en god idé at sikre sine penge bedst muligt. Det er nemlig markant nemmere at få pengene retur, hvis eksempelvis hotellet går konkurs, og man har betalt med et kreditkort,« forklarer Jens Nyholm og tilføjer:

»Herudover kan man overveje at bestille et kreditkort med rejseforsikring. Med rejseforsikringen udvides dækningen, og det kan for nogle rejsende give rigtig god mening – f.eks. ved leje af en bil på feriedestinationen.«

5. Forhold dig kritisk til udbyderne

Har du fundet hotel eller billeje til en rigtig god pris, er det klogt at tjekke op på udbyderen og betingelserne i aftalen.

»Man skal kigge sig godt for, når man booker, hvad end det er hotel, fly eller bil. Eksempelvis har mange lokale biludlejere solgt deres biler under krisen, og de kan ikke nå at få fat i nye. Derfor kan man godt havne i en situation, hvor man føler sig presset til at tage et tvivlsomt tilbud, fordi der ikke er andre muligheder. Det kan dog komme til at blive dyrt, når udlejeren senere påstår, at du har lavet en skade på bilen for at få hevet nogle penge ind,« slutter Flemming Lundberg Poulsen.