»Vi er nok den eneste beduinskole med beskyttelsesrum«

Den lille by Yerocham langt ude i den israelske Negevørken har været overset i mange år, men nu er den ved at markere sig med en unik form for sameksistens. Det spås til at blive en af fremtidens turistoplevelser.

Artiklens øverste billede
Krater i Negevørkenen. I disse fascinerende landskaber vil den lille landsby Yerocham være et usandsynligt turistmål. Foto: Getty Images

YEROCHAM – Der er ingen museer i verdensklasse, og man leder også forgæves, hvis man er ude efter gourmetrestauranter med Michelin-stjerner. Nogen arkitektonisk skønhed er den heller ikke. Ved første øjekast virker det bare som endnu en søvnig, lille by midt ude i ørkenen.

Vi er i Yerocham i den israelske Negevørken. Den blev grundlagt i 1951 for at huse jødiske indvandrere fra Nordafrika, og i mange år var navnet nærmest synonymt med sociale problemer samt fabrikken Phoenicia, der stadig fremstiller colaflasker og andre former for industriglas. Ikke rigtig noget at skrive hjem om.

I de senere år har Yerocham imidlertid løftet sig. Byen er nu ved at komme på turistlandkortet, og det skyldes mest af alt beliggenheden. Den ligger lidt længere ude i ørkenen, end de fleste orker det, men gør man den ekstra indsats, bliver man belønnet med en fantastisk natur, og så er der et usædvanligt samspil mellem forskellige befolkningsgrupper.

»Vi tror på sameksistens,« siger Debbie Golan, der tager imod. Hun og hendes mand indvandrede fra Boston for mange år siden, og hun har gennem alle årene været en slags social aktivist. Pejlemærket er sameksistens, som godt kan være noget af en mangelvare i Mellemøsten.

For 20 år siden var Debbie Golan med til at grundlægge organisationen Atid BaMidbar (En Fremtid i Ørkenen). Med sin amerikanske baggrund ønskede hun at lære byens marokkanske indvandrede bedre at kende, og på det tidspunkt kom der en del nye borgere til fra de tidligere sovjetrepublikker.

Nogle var religiøse, andre bestemt ikke, og de kom med vidt forskellig kulturel baggrund, så for at få en god dynamik i byen var det vigtigt at lære hinanden at kende. Og med det som afsæt var det helt naturligt at række hånden ud til den store befolkning af beduiner, som også lever på egnen.

Beduinerne kommer i byen for at købe ind, mange af dem har arbejde på glasfabrikken, så hvorfor ikke også betragte dem som gode naboer?

Det er det, som nu er ved at udvikle sig som et særligt tilbud til gæster i byen. Atid BaMidbar arrangerer for eksempel workshops, hvor man kan komme og lære om madtraditioner fra Kaukasus eller Marokko.

Dette appellerer nok mest til israelske turister, men mødet med beduinerne er i høj grad noget, der kan give et anderledes indblik i den israelske hverdag, hvis man kommer rejsende fra Danmark.

Ingen glansbilleder

Jeg tager ud til al Rahma, som er navnet på beduinlandsbyen lige uden for Yerocham. Det er lidt underligt at komme her nu, hvor vi først lige kan begynde at fornemme afslutningen på pandemien, for der er ingen udenlandske turister i landet, og de tilbud, som Atid BaMidbar har skabt i samarbejde med beduinerne, er pakket ned og venter på bedre tider. Men man kan sagtens få en fornemmelse af, hvad det er for en historie, de gerne vil fortælle.

Beduin med sine varer ved Mamshit, en gammel nabatæerby i nærheden af Yerocham. Foto: Hans Henrik Fafner

Først og fremmest skal man glemme alt om det glansbillede af beduintilværelse, man ofte møder. Her er det den barske virkelighed, som bliver serveret, for beduinernes liv er ikke specielt romantisk. Som det er tilfældet utallige steder i Mellemøsten, er beduinerne en marginaliseret befolkning.

Det er vigtigt for os, at folk også ser denne del af beduinernes virkelighed, for kun ved at forstå det kan vi skabe grundlaget for virkelig sameksistens.

Her i Negevørkenen lever der omkring 200.000 beduiner, og det har gennem mange år været officiel politik at gøre dem bofaste. De bliver tilbudt at flytte til særlige byer, til moderne boliger med elektricitet og rindende vand, men 60 pct. af denne befolkning insisterer fortsat på at opretholde den livsstil, de kender.

Beduinerne i al Rahma bager fladbrød efter den traditionelle metode. Foto: Atid BaMidbar

Derfor lever disse mennesker i landsbyer, som ikke har nogen form for officiel blåstempling, og al Rahma er en af dem.

Landsbyen er fattig. Som følge af dens status kan man ikke få byggetilladelse til noget, så alle boliger består af bølgeblik og presenninger.

Lige bag se velordnede huse i Yerocham ligger beduinlandsbyen al Rahma. Foto: Hans Henrik Fafner

»Det er vigtigt for os, at folk også ser denne del af beduinernes virkelighed, for kun ved at forstå det kan vi skabe grundlaget for virkelig sameksistens,« siger Debbie Golan.

Der findes flere tilsvarende muligheder for at besøge beduiner rundtom i ørkenen. Et sted møder man kvinder, der bearbejder uld fra får og geder til smukke tæpper, og her i al Rahma bliver man modtaget med beduinernes traditionelle gæstfrihed og får fortællingerne om traditioner og kultur over en kop stærk beduinkaffe, mens man selv kan prøve kræfter med forskellige former for håndværk.

Beduinskole med beskyttelsesrum

Her forstår man også, hvorfor det er så vigtigt for dem at opretholde deres traditionelle levevis. Al Rahma er nok en landsby, men reelt består den af 16 små enklaver af bølgeblikhuse, der ligger hver for sig rundtom i landskabet. Det hænger sammen med, at alle beduinerne fra al Rahma tilhører samme stamme, men denne er så underinddelt i en række klaner, eller storfamilier, der lever hver for sig. Dette er grundstrukturen i beduinsamfundet.

Debbie Golan sammen med Suleiman på dennes kontor. Foto: Hans Henrik Fafner

Det betyder også, at en beduinlandsby fylder ganske godt i landskabet, hvilket myndighederne i et moderne samfund har en tendens til at betragte som dybt upraktisk.

Beduinerne er statsborgere, men fordi de bor på kanten af loven, får de ikke alle de goder, som man ellers har ret til. Børnenes skoler ligger som regel langt fra hjemmet, og det er sjældent at finde en skole i en af de ikke-anerkendte landsbyer. Dette gør igen al Rahma til en særlig historie, fordi landsbyen rent faktisk har en skole.

Den velfungerende skole står i skærende kontrast til beduinlandsbyens fattigdom. Foto: Hans Henrik Fafner

»Skolen åbnede i september 2020, men har stort set ikke været åben som følge af covid-19,« siger skolelederen, Suleiman, som viser rundt.

Skolen har igen sat Yerocham på landkortet, fordi den opstod som et direkte resultat af samarbejdet mellem byen og beduinerne i al Rahma. Debbie Golan og folkene fra Atid BaMidbar førte kampen i flere år, og så trådte Tal Ohana, byens unge kvindelige borgmester, til og fik ministerierne i Jerusalem til at acceptere planen.

»Men det er en speciel skole,« griner Suleiman.

»Den ligger ikke bare i al Rahma, som er forbudt. Herudover ligger al Rahma i et område, som er udlagt til militært øvelsesterræn. Der er aldrig blevet skudt eller øvet her på stedet, men sådan er reglerne. Derfor strittede forsvarsministeriet voldsomt imod, og da det endelig gik med til, at skolen blev bygget, betingede det sig, at den skulle have beskyttelsesrum. Så vi er nok den eneste beduinskole med beskyttelsesrum!«

Skolelederen foran det famøse beskyttelsesrum. Foto: Hans Henrik Fafner

Den bibelske Hagar

Når landsbyen således har en skole, hvor i hvert fald beskyttelsesrummet er grundmuret, er den også sværere at flytte, så ad den vej bliver den også en slags fremtidssikring for al Rahma. Der er så også sket det, at Israel i juni måned fik ny regering, der med premierminister Naftali Bennett i spidsen har sat sig for at bygge bro over Israels indre konflikter.

For første gang er et af de partier, som appellerer specielt til vælgere fra landets arabiske mindretal, også gået ind i regeringssamarbejdet, og partileder Mansour Abbas har påtaget sig ansvaret for at give netop beduinerne i Negevørkenen et socialt løft.

Dette rimer særdeles godt med det arbejde for sameksistens, som Atid BaMidbar har stået for i mange år, og Yerocham kan måske gå hen og blive en model for de nye tider.

»Det er nok lidt ironisk,« smiler Debbie Golan.

Gæster hos beduinerne bliver budt på traditionelle retter. Foto: Atid BaMidbar

»Stedet, hvor Yerocham ligger i dag, har haft betydning langt tilbage i historien, og det på en måde, som har stor symbolbetydning for, hvad vi foretager os i dag.«

Hun henviser til den gammeltestamentlige fortælling om patriarken Abraham. Han var gift med Sara, som havde svært ved at blive gravid. Derfor fik Abraham et barn med trælkvinden Hagar. Det blev til sønnen Ismail, der ifølge traditionen blev stamfader til det arabiske folk.

Efterfølgende lykkedes det dog Sara at blive gravid, og hun fik sønnen Isak, der blev stamfader til det jødiske folk. På den led er der altså et slægtskab mellem de to folk, og det lægger Debbie Golan stor vægt på.

Et selvforklarende skilt i ørkenen. Foto: Hans Henrik Fafner

»Men Abraham smed Hagar ud af sit hjem, og Hagar flyttede hertil, hvor vi er nu. For her var det noget af det vigtigste, hvis man gerne vil bo i ørkenen, nemlig vand.«

Hagars brønd ligger her endnu, men den er dækket over med et grimt betondæksel. Lige ved siden af har man dog markeret stedets betydning og dets plads i historien ved at anlægge en kunstig sø. Den er blevet et lokalt åndehul, og det er ikke ualmindeligt at træffe på lystfiskere. Men den har også symbolbetydning. I forbindelse med ramadan, den muslimske fastemåned, som i år faldt i april og maj, havde jødiske borgere planlagt at mødes med beduiner fra al Rahma til en fælles iftar – måltidet, som ved solnedgang bryder den daglige faste.

»Vi havde planlagt at gøre det den 11. maj om aftenen,« fortæller Debbie Golan.

»Men dagen før brød konflikten mellem Israel og Hamas på Gazastriben ud, og stemningen var anspændt i hele landet. Imidlertid besluttede vi at gennemføre vores iftar, og vi havde en skøn aften i sameksistensens ånd.«

Det store krater

Dette er på mange måder blevet essensen af Yerocham, og som bagtæppe for alle de smukke tanker har man hele tiden historiens vingesus. Ud over det med vandet var det nemlig næppe nogen tilfældighed, at Hagar slog sig ned netop her. For i oldtiden var det et af de vigtige stoppesteder på en af de store karavaneruter.

Dette giver en duft af nabatæerne, et af datidens folkeslag, som levede af denne handel, og som blandt andet har efterladt os den imponerende ruinby Petra ovre i nabolandet Jordan. Når de rejsende kom derovrefra og gjorde holdt her på stedet, kunne de fortsætte videre vestpå til havnebyen Gaza ved Middelhavet, eller de kunne dreje mod syd og følge vejen til Egypten.

Alt dette er også en af grundene til, at Yerocham fik netop denne placering. I begyndelsen af det 20. århundrede lagde briterne en olierørledning langs den gamle karavanevej, som dermed fik stor strategisk betydning, og selv om rørledningen var borte igen, da israelerne kom til, gik denne tradition altså i arv.

Det er ikke usædvanligt at møde lystfiskere ved den kunstige ørkensø. Foto: Hans Henrik Fafner

Men hertil kommer, at der på egnen findes sand, som er specielt godt til glasproduktion, og dette er forklaringen på Phoenicia, hvor beduinerne har arbejde.

Sandet kommer fra et sted, som er et helt specielt naturfænomen, og som i sig selv er rejsen værd. Et par kilometer øst for Yerocham ligger et af tre store kratere, som findes i Negevørkenen.

Ikke langt fra Yerocham fører vejen ned mod Det Døde Hav. Foto: Hans Henrik Fafner

De skyldes hverken meteornedslag eller vulkansk aktivitet, men er resultatet af, at regnvand gennem millioner af år har udhulet terrænet, så der er opstået et stort hul. Fænomenet hedder machtesh på hebraisk, og i geologkredse er det faktisk den internationalt anerkendte betegnelse.

Aftenstemning ved Mitzpe Ramon, som ligger på kanten af et andet krater i ørkenen. Foto: Hans Henrik Fafner
Øst for Yerocham fører vejen ned mod krateret. Den dyrebare vandhane er indregnet for at undgå tyveri. Foto: Hans Henrik Fafner

Når man står på kraterkanten og skuer ud over det imponerende landskab, kan man næsten høre stilheden. Her er fuldstændig tyst. Nede i bunden af krateret kan man se den gamle karavanevej, som i dag er med asfalt, og en sjælden lastbil kan høres på lang afstand.

Udsigt over krateret. Foto: Hans Henrik Fafner

Længere mod øst ligger Det Døde Hav og den imponerende Masada-klippe med oldtidsfæstningen, og overalt synes historien at have lejret sig mellem de golde bjerge. Det er, som om Mellemøstens stridigheder og evige konflikt fortoner sig i stilheden og det store landskab, som synes at indbyde til sameksistens.

Det, de arbejder for i Yerocham og al Rahma.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.