Fortsæt til indhold
Rejser

Stor interesse for onlinerejsemesse: Rejselysten spirer

Corona betød, at Danmarks største rejsemesse måtte aflyse det fysiske arrangement og gå online. Stor interesse og mange besøgende giver dog grund til optimisme i en ellers hårdt ramt rejsebranche.

Rasmus Lanken Ottesen

Normalt besøges rejsemessen Ferie for Alle i MCH Messecenter Herning af omkring 60.000 rejseglade danskere, men i år var den fysiske messe ikke overraskende aflyst på grund af coronarestriktionerne. De samme coronarestriktioner, som rejsebranchen i det hele taget har lidt hårdt under gennem det seneste år. Det fortæller Ferie for Alle i en pressemeddelelse, der samler op på årets messe.

Noget tyder dog på, at rejselysten ikke er svækket. Snarere tværtimod. I år kunne de besøgende få messetilbud og ferieinspiration online, og Ferieforalle.dk fra 19. til 28. februar blev besøgt af 76.859 gæster, der her kunne opleve et onlineunivers af ferieinspiration med alt fra livestreamede rejseforedrag til de sædvanlige messetilbud.

130 udstillere var en del af det nye onlineunivers, som bød på flere end 250 inspirationsopslag, 100 messetilbud, 56 liveudsendelser og 20 konkurrencer inden for messens traditionelle temaer: udlandsrejser, Danmarksferie, golf, camping og udeliv.

Projektchef for Ferie for Alle Anders Ladefoged er glad for både udstillernes og gæsternes opbakning i en svær tid:

»Vores mål var at sætte fokus på rejse- og ferieoplevelser sammen med branchen, der for de flestes vedkommende fortsat er hårdt ramt af coronakrisen. Derfor er vi både glade og taknemmelige for, at udstillere og besøgende har bakket så flot op om Ferie for Alle Online i et helt andet format, end vi er vant til,« siger Anders Ladefoged og tilføjer:

»I disse tider må man tænke kreativt, og derfor glæder det os meget, hvis vi har kunnet bidrage bare lidt til rejse- og feriebranchen.«

Folk er købelystne

Generelt melder udstillerne om stor optimisme i forhold til danskernes rejselyst. Noget, som blandt andre rejsearrangørerne Adventure Holidays og færgeselskabet Fjord Line har mærket:

»Vi er virkelig positivt overraskede over, hvor mange tilmeldte vi har haft til vores liveforedrag. De har været en stor succes, selv om det er første gang, vi er gået online. Vi har haft 13 onlineforedrag med samlet set 1.000 deltagere, så vi føler, at vi har fået rigtig meget ud af vores medvirken,« fortæller Lone Holm-Tygesen, direktør for Adventure Holidays, som suppleres af Fjord Line:

»Onlinemessen performede langt over vores forventninger og viser en tendens, som tyder på, at folk er købelystne, når det gælder rejser,« siger markedschef Lina Lägel Pedersen fra færgeselskabet Fjord Line, som sejler mellem Danmark, Norge og Sverige.