Karantæne, Kvikk-lunsj og kviktest: På skiferie i coronaens tegn
Hvad gør man som dansker, når længslen efter puddersne kolliderer med en corona-pandemi? Man tager på fjeldisolation i Norge. Så får man sne under skiene, stilhed i ørene, og hvis man er heldig: knivskarp januar-sol i hovedet.
Klokken er 17:30 den 22. januar 2021. Solen er for længst forsvundet bag træer, klipper og sne, mens min kæreste og jeg stædigt har bevæget os næsten 12 kilometer frem og 1.000 meter op fra Gudbrandsdalens bund og stationsbyen Otta.
Det går langsomt. På ryggen bærer vi mad, chokolade og varmt tøj til 10 dages isolation i en hytte uden vand og elektricitet…