De sidste ejere mistede hovedet: Nyt hotel åbner i kongelige omgivelser
I Europas største og mest luksuriøse palads levede den franske kongefamilie i afsindig luksus, indtil folket fik nok og sendte både kongen og hans dronning i guillotinen. Nu mere end 200 år senere, kan man snart igen opleve ekstraordinær luksus på paladsområdet, når et nyt hotel slår dørene op.
Et nyt hotel i Frankrig kan med en vis ret bruge udtrykket ”bo som en kongelig”. I foråret 2020 åbner luksushotellet Le Grand Contrôle nemlig i paladsområdet, der hører til det gamle franske kongeslot Versailles lige uden for Paris. Det fortæller det amerikanske nyhedsmedie CNN.
Hotellet ligger i bygninger fra 1600- og 1700-tallet og er lige nu i færd med at blive indrettet af designeren Christophe Tollemer, der har fået til opgave at skabe luksuriøse rammer, som samtidig skal holdes i slottets oprindelige stil, således at det nye hotel kommer til at passe umærkeligt ind i de omkringliggende historiske omgivelser.
I storhedstiden var Versailles Europas største kongepalads.
Versailles blev opført i 1600-tallet på ordre af den enevældige franske kong Louis XIV, også kaldet Solkongen. Han flyttede hele sit omfattende hof til slottet uden for Paris. I storhedstiden var Versailles Europas største kongepalads og husede 15.000-20.000 mennesker.
Slottet er tegnet af Louis XIV’s (1638-1715) hofarkitekter Le Vau og Hardouin-Mansart, mens det omfattende, symmetriske haveanlæg er udtænkt af hofgartneren Le Nôtres. Det mest kendte rum i Versailles er Glassalen, en 73 meter lang receptionssal, hvor parketgulvet, marmorsøjlerne, krystallysekronerne, gigantiske loftsmalerier og de flere hundrede kviksølvspejle for nylig er blevet restaureret for mere end 12 mio. euro.
Det var også i Versailles, at Frankrigs sidste konge Louis XVI (1754-1793) levede i overdådig luksus sammen med sin berømte dronning Marie-Antoinette (1755-1793), indtil de begge mistede hovedet i guillotinen under Den Franske Revolution.
Nu er det så igen muligt at bo i de luksuriøse rammer i Versailles. Le Grand Contrôle får 14 værelser, en gourmetrestaurant, et wellnesscenter og en indendørs swimmingpool. Bor man på hotellet får man desuden adgang til slottet og mulighed for at deltage i særlige arrangementer.
Priserne for værelser er endnu ikke offentliggjort, men bookning åbner nu i december.