Fortsæt til indhold
Rejser

Forbud har fået den modsatte effekt: Besøgende hærger australsk turistmagnet

En stor mængde turister strømmer til Uluru i Australien, som senere i år bliver afspærret for klatrere.

For at beskytte det hellige sted mod skader påført af mennesker, har Australien vedtaget et forbud mod at bestige Uluru, også kendt som Ayers Rock.

Forbuddet træder i kraft fra den 26. oktober i år og er blevet vedtaget af respekt for den oprindelige befolknings ønsker og for at beskytte naturen omkring den kæmpestore klippe.

Men forbuddet har fået negative konsekvenser, idet mange turister tilsyneladende har besluttet sig for at nå at klatre på Uluru, inden den spærres helt af. Det har givet en regulær invasion af turister, som lokalområdet ikke er i stand til at håndtere, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

»Folk ved ikke, at når de forlader den offentlige vej, befinder de sig rent faktisk på privat jord, den oprindelige befolknings jord eller beskyttet jord. Vi oplever folk, som efterlader deres skrald og tænder bål,« siger regionens turistchef, Stephen Schwer.

Der er også folk, som tømmer deres autocampers toiletindhold ud på privat jord, lyder det fra Schwer.

Uluru ligger langt væk fra større byer, og derfor er der kun få steder, hvor turister kan slå telt op eller parkere deres campingvogn eller autocamper for natten. Disse campingpladser er dog fuldt bookede, og derfor er der mange, som kører forgæves.

»Der er biler, som holder parkeret på begge sider ad vejen en kilometer fra P-pladsen for foden af klippen,« lød det fra en besøgende til den lokale tv-station ABC Alice Springs, som også sendte et billede af folk, der nærmest gik i kø op ad Uluru.

https://www.facebook.com/ABCAliceSprings/posts/10156406198947671

Uluru, som er et af Australiens mest kendte turistmål, er et helligt sted for landets oprindelige befolkning. Længe har skilte opfordret turister til at lade være med at bestige Uluru, men det har ikke stoppet alle.

»Det er et meget vigtigt sted og skal ikke opfattes som en legeplads eller forlystelsespark som Disneyland. Hvis jeg rejser til et andet land, og der er hellige steder, så klatrer jeg heller ikke op på det. Jeg respekterer det,« sagde Sammy Wilson, der er Amangu Aboriginal og formand for Uluru-Kata Tjutu National Park, hvor klippeformationen ligger, til BBC i forbindelse med beslutningen om at lukke stedet for klatrere.

På nærliggende campingpladser og benzintanke har man ifølge ABC oplevet en stor stigning i antallet af besøgende i forhold til sidste år.

»Der er skrald overalt, brugt toiletpapir ... folk må gerne aflevere deres skraldeposer hos os, men bare lad være med at efterlade menneskelige ekskrementer og skrald i vejkanten,« siger Lyndee Severin, som ejer en restaurant og benzintank 100 kilometer fra Uluru.

Mere end 250.000 mennesker besøger ifølge tal fra Uluru-Kata Tjutu National Park stedet hvert år. Fra den 26. oktober vil området omkring Uluru blive afspærret, så besøgende må nøjes med at kigge på formationen nedefra.