Trafikforseelser i udlandet kan gøre ondt på tegnedrengen
Det er blevet sæson for kør selv-ferie. Men vær opmærksom på færdselsreglerne i udlandet. Ellers kan det blive en dyr fornøjelse.
Nogle gange kan det næsten ikke gå stærkt nok med at komme af sted på sommerferie. Andre gange - og særligt når ordensmagten kigger med - ville man ønske, at man havde sluppet speederen bare en smule.
Denne weekend byder på nogle af sommerens første store rejsedage, og hvis du planlægger eller allerede har sat kursen mod syd, er det måske værd at læse med her.
For ifølge FDM’s hjemmeside er det nemlig muligt for andre europæiske lande at inddrive bøder i Danmark.
Rent praktisk betyder det, at myndighederne i de øvrige EU-lande har adgang til det danske motorregister, når det gælder specifikke trafikforseelser, og kan derefter sende dig en bøde - selv efter du er kommet hjem fra ferien.
Og er bøden over 70 euro, kan en række europæiske lande desuden også inddrive bøden via de danske myndigheder. I øjeblikket har 20 lande den mulighed, bl.a. Frankrig, Holland, Portugal, Spanien, Tyskland og Sverige.
Det kan komme på tale, hvis du eksempelvis kører 20 km/t mere end det tilladte i Italien. En sådan færdselsovertrædelse koster dig 175 euro, svarende til ca. 1300 kroner.
Eller hvis du kører gennem alpelandskabet i Schweiz med en for høj promille. Bøden for spirituskørsel ligger på 525 euro, svarende til cirka 3900 kroner.
Hvad angår ferietrafikken, oplyser FDM, at et stort antal vejarbejder især kan volde problemer og skabe kø på den tyske motorvej. Trafikken ventes at være tungest søndag eftermiddag. Sørg derfor at køre i god tid, lyder rådet.