Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Den store joker i isen

Forskerne har et ansvar for løbende at levere pålidelige vurderinger, fordi de skitserede havniveaustigninger er bekymrende med oversvømmelser til konsekvens for millioner af mennesker i kystnære regioner – også i Danmark.

Klodens gennemsnitstemperatur er siden 1850 steget med cirka 0,8 grader celsius. Det første årti i det nye årtusinde var i gennemsnit det varmeste i den henved 150-årige periode, hvori systematiske temperaturmålinger har fundet sted. Beregninger af fremtidens klima indikerer, at såfremt den menneskeskabte klimapåvirkning fortsætter som hidtil, risikerer vi med stor sandsynlighed at have kurs mod en stigende middeltemperatur på op imod tre til seks grader celcius inden for de kommende 50 til 80 år i forhold til det præindustrielle niveau.

Sådanne fremskrivninger baseret på gennemtestede klimamodeller vil medføre forandringer i klodens kryosfære (den del af jordens overflade, hvor vand forekommer i fast form), sandsynligvis i et langt hurtigere tempo end effekterne af hidtidige naturlige klimaforandringer, hvor øget isafsmeltning og havniveaustigninger vil være en uundgåelig effekt i et fremtidigt varmere klima.

I forbindelse med udgivelsen af FN’s klimarapport i 2007 rapporterede klimapanelet, at den globale havniveaustigning frem mod 2100 ville blive mellem 0,18 og 0,59 meter. Det blev pointeret, at den øvre grænse på 0,59 meter var forbundet med usikkerhed, da forholdene omkring de dynamiske isprocesser på grund af manglende viden ikke var inkluderet. Den ufuldtsændige videnskabelige vurdering af havniveaustigningen har siden medført en intensivering i forskningen af klimaforandringernes afledte effekter på klodens isskjolde i Grønland og Antarktis, herunder eksempelvis af isens massebalance (forskellen mellem, hvad der tilføjes af sne, og hvad der fjernes af sne og is), af variationer i grounding line-beliggenheden (det submarine sted, hvor isen mister kontakten til havbunden) og af isstrømmenes flydningsforhold.

Forskningsresultaterne har medført en bredere og bedre forståelse af gletsjerisens fysiske processer, dels for at nedbringe usikkerhederne på vore vurderinger af gletsjerisens tilstand og dens bidrag til det stigende globale havniveau.

At forstå og kortlægge de fysiske processer, der involverer klimaets effekt på isoverfladen, og klimaets og havets effekt på isens dynamiske forhold, kælvingen af isbjerge og smeltningen ved kontakt med havvand, er en videnskabelig udfordring – specielt i et nutidigt perspektiv og i særdeleshed i et fremtidigt – på grund af den ikke lineære kobling i responstiden mellem forandringer i klimaet og havtemperaturen og gletsjerises reaktion. Hvor hurtigt og hvor meget isskjoldene og klodens hundretusindevis af mindre gletsjere og iskapper har mistet af volumen over de seneste årtier, er de udfordrende spørgsmål. Herunder også spørgsmålet om, hvordan den globale havniveaustigning på pålidelig vis kan estimeres under fremtidens klimaforandringer, når bidraget fra ændringer i de dynamiske processer inkluderes. Hvad der vil ske med klodens isskjolde i et fremtidigt klimaperspektiv, er af essentiel betydning for udviklingen i det globale havniveau.

Klodens gletsjeris er geografisk ujævnt fordelt – isskjoldene i Grønland og Antarktis indeholder et isvolumen svarende til en potientel global havniveaustigning på henholdsvis 7,4 meter og 56 meter. Tilsammen udgør isskjoldene 99,4 pct. af klodens samlede gletsjeris.

Til sammenligning udgør de mindre gletsjere og iskapper rundt om i verdenen en potentiel global havniveaustigning på kun 0,6 meter.

Såvel isskjoldene som de mindre gletsjere og iskapper er konstant under fysisk forandring for at tilpasse sig ændrede klimaforhold. Klimaforandringerne har medført, at isskjoldene i Grønland og Antarktis i gennemsnit i perioden 1992 til 2000 årligt mistede henholdsvis 51 og 41 gigaton (én gigaton svarer til vægten af en terning vand med en sidelængde på én kilometer). Tabet i perioden fra 2005 til 2010 var årligt i gennemsnit på 263 og 81 gigaton. Specifikt for indlandsisen var tabet i 2010/2011 på 430 gigaton og i 2011/2012 på 599 gigaton. Et tab, som for nylig er fremlagt af den amerikanske organisation NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration).

Tabet på 599 gigaton er rekord siden 1970’erne, hvor opvarmningen i Arktis tog til, og kan med stor sandsynlighed relateres til ændringer i beliggenheden af de polare jetstrømme, som medfører, at varm luft sydfra i sommerperioden i større grad trækker op over Grønland.

Disse forandringer i jetstrømmene er i sig selv en sandsynlig konsekvens af et varmere klima. I Antarktis er forholdene derimod, at det højtliggende østantarktiske plateau i gennemsnit i perioden 2005–2010 havde en årlig tilvækst på 58 gigaton, mens det noget lavereliggende, vestlige Antarktis samt Den Antarktiske Halvø (halvøen op mod Sydamerikas Kap Horn) sammenlagt årligt tabte masse svarende til 138 gigaton. Den overordnede tendens siden 1992 er, at det samlede tab fra Grønland og Antarktis har været accelererende i takt med et varmere klima.

De skitserede tendenser har medført, at isskjoldene i perioden 1992 til 2010 i gennemsnit bidrog med 0,6 millimeter om året til den årlige observerede stigning i det globale havniveau på 3,2 millimeter. Disse forskningsresultater blev for nyligt fremlagt i tidsskriftet Science. Den resterende andel til det stigende globale havniveau kom således fra mindre gletsjere og iskapper og fra den naturlige udvidelse, der finder sted, når havvand varmes op.

At de to isskjolde i gennemsnit bidrog mindre til det stigende globale havniveau end andelen fra gletsjere og iskapper er ikke overraskende, da gletsjere og iskapper netop på grund af deres mindre størrelse har en hurtigere tilpasningsevne – kortere responstid – i forbindelse med forandringer i klimaet, end de noget større isskjolde. Rundt om i Arktis, Patagonien, Alperne osv. er det dokumenteret, at gletsere og iskapper tilbagesmelter i stort antal.

Den store joker i fremtidens analyser og vurderinger af udviklingen i det globale havniveau er, hvad der sker i Antarktis. Siden 1950’erne er middeltemperaturen enkelte steder i Antarktis steget med op til 2,4 grader celsius.

Det er denne tendens, der giver næring til frygten for, at Antarktis kan bidrage mere og hurtigere end hidtil antaget til udviklingen i det globale havniveau, idet store dele af den vestantarktiske ismasse og isen over Den Antarktiske Halvø hviler på havbund.

Stigende lufttemperaturer medfører ændringer i havtemperaturerne, hvilket kan gøre issoklen ustabil og – i teorien – medføre et langt større bidrag, end tilfældet er for Grønland, hvor praktisk taget al gletsjeris ligger velforankret over havniveauet.

Under de mest ekstreme og accelererende forhold vil havniveauet kunne stige med op til to meter i 2100, hvor mere end to meter synes som en fysisk umulighed – forskningsresultater der blev fremlagt i Science for nogle år siden. Det mest sandsynlige er en stigning på op til cirka én meter – hvor 0,12 meter vil komme fra gletsjere og iskapper, 0,29 meter fra isskjoldene og det resterende fra den naturlige udvidelse af havvand – med udsigt til yderligere stigninger i de århundreder, der følger efter, som følge af isskjoldenes forventede ustabilitet og lange responstid.

Vurderingerne er substantielt over FN’s klimapanels øvre grænse på 0,59 meter fra 2007.

Stadig er der en del vedrørende iskappernes overflade- og dynamiske processer og interne relationer, som vi forskere skal have undersøgt. Jo bedre vi bliver i stand til at forstå og beskrive is- og klimaprocesserne, jo lavere vil usikkerheden på vores resultater og vurderinger blive.

Vi har et ansvar for løbende at levere endnu mere pålidelige vurderinger, da de skitserede havniveaustigninger i fremtiden er bekymrende, da oversvømmelser vil være konsekvensen for millioner af mennesker i kystnære regioner – også i Danmark.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Vi er slet ikke teknologiforskrækkede nok!
Camilla-Dorthea Bundgaard
Nutidens beslutningstagere behandler teknologien som en nærmest overnaturlig kraft, der trækker os med, uagtet hvad mennesket gør. Teknologien gøres til ideologi eller religion.
Kronik: Har vi et indvandrerproblem på de danske gymnasier?
Jens Boe Nielsen, Mortada Shubbar
Vores bøn til den danske offentlighed er derfor: Acceptér, at alle med indvandrerbaggrund og opholdstilladelse er kommet for at blive her. Se diversiteten som en styrke og ikke som en belastning.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Det er en no-brainer, at skatten skal ned

Christina Egelund
Folketingsåret 2018/2019 er så småt blevet skudt i gang. Finanslovsforslaget for 2019 præsenteres inden længe, og vi går et efterår i møde, hvor valgtrommernes dybe buldren gradvist intensiveres. Statsministerkandidater er begyndt at melde sig på banen, regeringskonstellationer diskuteres og flere partier har allerede meldt ud, hvad de vil (og ikke vil) gå til valg på. I den forgangne uge har det særligt været spørgsmålet, om man vil gå til valg på skattelettelser eller ej, der har været genstand for en del opmærksomhed.

Det er ikke en tegneserie: Vi ses i retten. Mange hilsener Moder Jord

Thomas Gringer Jakobsen
En ny bølge af naturbeskyttelse skyller hen over verden. Bjerge og floder får rettigheder og kan slæbe dig i retten, hvis du gør skade.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her