Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Fakta om drivhuseffekten

Det forekommer unægteligt som et hukommelsestab eller en benægtelse, når kritikerne bliver ved med at argumentere mod teorien med argumenter, som for længst er videnskabeligt tilbagevist.

Klimaskepsisen blandt klimadebattører synes unægtelig at være uberettiget, og debattørerne synes at lide af hukommelsestab eller benægtelse - eller er det manglende faglig indsigt og en pseudoopfattelse af, hvordan videnskab fungerer, der holder gryden i kog? Den linde strøm af informationer, vi næsten dagligt bliver bombaderet med vedrørende klimaforandringer, klodens stigende middeltemperaturer og hovedårsagen dertil er på ingen måde overraskende. For det meste synes der blot at være tale om nyheder, som i større eller mindre grad er twistet med en lille nuancering eller en skærpelse. Faktisk er grundlaget for relationen mellem atmosfærens støt stigende drivhusgaskoncentrationer, inklusive CO2 , og klodens stigende middeltemperaturer en meget gammel og gennemanalyseret problemstilling gennem mere end 180 år. Den gletscheris, der smelter, og det støt stigende havniveau i et varmere klima bør derfor ikke komme som en overraskelse for nogen. Lad os tage et kort tilbageblik på CO2 som drivhusgas og klimaforskningen, som gang på gang har fået sindene i kog og gjort debatten ilter, inden vi fremlægger velundersøgte beviser for, at de stigende drivhusgasser er hovedårsagen til de igangværende stigende globale middeltemperaturer. Allerede i 1824 beviste den franske fysiker Joseph Fourier, hvordan klodens atmosfære påvirker temperaturen. Disse første beregninger blev sidenhen, i 1859, bekræftet af den irske fysiker John Tyndall, som yderligere kunne føre beviser for CO2 -molekylets evne til at tilbagekaste infrarød stråling (varmestråling). Derved blev Tyndall den første videnskabsmand, der førte bevis for, at CO2 er en drivhusgas. Omkring århundredeskiftet, mere præcist i 1896, førte den svenske kemiker og fysiker Svante Arrhenius (der i dag betragtes som en slags far til forståelsen af drivhuseffekten) bevis for, at en fordobling af atmosfærens CO2 -koncentration ville bevirke en global temperaturstigning på mellem 1,5 og 4,5 grader Celcius, hvilket ikke afviger betydeligt fra de temperaturstigninger, der bestemmes i dag sammenlignet med tidligere. Drivhusgasteorien er naturligvis utallige gange testet, udfordret og forsøgt skudt ned, i takt med at ny viden er fremkommet - men uden held. Det forekommer derfor unægteligt som et hukommelsestab eller en benægtelse, når kritikerne bliver ved med at argumentere mod teorien med argumenter, som for længst er videnskabeligt tilbagevist. I dag ved vi, at Jordens klima og energibalance styres af to former for stråling. Energien kommer til Jorden i form af sollys (kortbølget stråling), hvorefter den enten absorberes eller reflekteres retur til verdensrummet. Den absorberede stråling bliver til varme, der igen sendes ud i form af langbølget, infrarød stråling. Vi kender jordoverfladens albedo (et mål for en overflades evne til at reflektere Solens kortbølgede stråling og dermed energi). Ud fra simpel fysik og matematik kan man beregne, at uden en atmosfære burde Jordens middeloverfladetemperatur være omkring -20 grader Celsius og ikke de nuværende cirka 15 grader Celsius, som er middelværdien for normalperioden 1961-1990. Forskellen mellem de -20 og de 15 grader Celsius, altså 35 grader, skyldes drivhuseffekten i atmosfæren. Drivhusgasserne i Jordens atmosfære absorberer dele af den langbølgede stråling og sender den tilbage til jordoverfladen. Det virker, som når man har en dyne over sig om natten. Dermed er mængden af energi sendt ud fra kloden ikke længere i balance med den modtagne energi fra Solen - der er tale om et overskud. Jordens middeltemperatur vil derfor stige, indtil der igen er balance i regnskabet mellem den indkommende og udgående energi, hvilket er årsagen til, at Jorden har en middeltemperatur på de cirka 15 grader Celsius. Andre planeter i vores solsystem oplever samme atmosfæriske opvarmning - drivhusgasopvarmning - som Jorden. På planeten Venus ville middeloverfladetemperaturen være -30 grader Celsius, hvis der, igen hypotetisk set, ses bort fra atmosfæren og drivhuseffekten. Den faktiske målte temperatur på Venus er på over 450 grader Celsius, hvor atmosfærens sammensætning består af over 95% CO2. For tiden er koncentrationen af CO2 i Jorden atmosfære 393 ppm (eller 0,0393%), og den stiger med cirka to ppm pr. år. Intet tyder derfor på, at temperaturforholdene og drivhuseffekten for Jorden vil overgå Venus i nærmeste fremtid, selv om en fortsat øget udledning af CO2 til Jordens atmosfære vil forøge koncentration af CO2 og dermed øge drivhuseffekten og dermed den globale middeltemperatur. En anden vigtig drivhusgas i atmosfæren er vanddamp, H -2 O. Mængden af vanddamp i atmosfæren er styret af forskellige faktorer, først og fremmest atmosfærens strømninger og temperatur samt af jordoverfladens fugtighed. Vi ved, at varm luft kan indeholde mere vanddamp end kold luft. Denne effekt medfører en forstærkende process sammenlignet med andre drivhusgasser. Så når for eksempel koncentrationen af CO2 øges, så øges temperaturen ligeledes. Derved kan luften indeholde mere vanddamp, som igen forstærker opvarmningen. Man kan ligefrem tale om en spiraleffekt. Det skal bemærkes, at vanddamp i gennemsnit står for 60 pct. af den samlede drivhuseffekt og CO2 for knap 30 pct. Den stigende koncentration af CO2 i atmosfæren er en direkte afledt effekt af vore samfunds opbygninger, vores levevis og forbrug af fossile brændsler, hvorimod mængden af vanddamp er en indirekte konsekvens af den stigende globale middeltemperatur. Alle drivhusgasser har deres eget 'fingeraftryk' på drivhuseffekten bestemt af deres grundlæggende kvantemekaniske egenskaber, hvilket gør det muligt at analysere effekten fra de enkelte gasser. Disse fingeraftryk har man målt med stor nøjagtighed med satellitter helt siden 1960'erne - og derved kunnet påvise de aktive drivhusgasser og deres relative bidrag til drivhuseffekten. Den overordnede klimatendens gennem de seneste adskillige årtier er altså ikke til at tage fejl af. Kloden er i gennemsnit blevet varmere med markante forandringer til følge. Det er gentagne gange bevist, at en fortsat stigende udledning af CO2 til atmosfæren vil påvirke klimaet. Skulle verdens ledere komme til enighed vedrørende en bindende reduktionsaftale for udledningen af drivhusgasser til atmosfæren, så vil koncentrationen af atmosfærens CO2 alligevel forøge klodens middeltemperaturer i de kommende århundreder, og en femtedel af den udledte CO2 vil forblive i atmosfæren i mere end 1.000 år og langt over halvdelen i over 100 år. Det vil på bekymrende vis betyde, at niveauet også om 1.000 år vil være langt over niveauet, før industrialiseringen satte ind og forøgede koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren. Bekymrende, fordi det fortæller os, at middeltemperaturen fremover vil være højere end i dag og forblive det i flere hundrede år eller mere. Jo mere CO2 vi slipper ud nu og i de kommende årtier, jo større grund til bekymring.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Vi er slet ikke teknologiforskrækkede nok!
Camilla-Dorthea Bundgaard
Nutidens beslutningstagere behandler teknologien som en nærmest overnaturlig kraft, der trækker os med, uagtet hvad mennesket gør. Teknologien gøres til ideologi eller religion.
Kronik: Har vi et indvandrerproblem på de danske gymnasier?
Jens Boe Nielsen, Mortada Shubbar
Vores bøn til den danske offentlighed er derfor: Acceptér, at alle med indvandrerbaggrund og opholdstilladelse er kommet for at blive her. Se diversiteten som en styrke og ikke som en belastning.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Det er en no-brainer, at skatten skal ned

Christina Egelund
Folketingsåret 2018/2019 er så småt blevet skudt i gang. Finanslovsforslaget for 2019 præsenteres inden længe, og vi går et efterår i møde, hvor valgtrommernes dybe buldren gradvist intensiveres. Statsministerkandidater er begyndt at melde sig på banen, regeringskonstellationer diskuteres og flere partier har allerede meldt ud, hvad de vil (og ikke vil) gå til valg på. I den forgangne uge har det særligt været spørgsmålet, om man vil gå til valg på skattelettelser eller ej, der har været genstand for en del opmærksomhed.

Det er ikke en tegneserie: Vi ses i retten. Mange hilsener Moder Jord

Thomas Gringer Jakobsen
En ny bølge af naturbeskyttelse skyller hen over verden. Bjerge og floder får rettigheder og kan slæbe dig i retten, hvis du gør skade.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her