Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kronik: Hvor skidt står det til?

Klimakonferencen i Durban i Sydafrika er i gang, men forventningerne til et politisk gennembrud er små. Succes forekommer derimod inden for den videnskabelige verden, hvor vi med flere og forbedrede observationer og mindre statistisk usikkerhed langsomt, men sikkert bliver i stand til at kortlægge klodens igangværende forandringer. Dagens kronikører gør status.

I disse dage forhandler klimaministre og embedsmænd i Durban i Sydafrika på endnu en klimakonference i FN-regi, COP17. Her vil de forsøge at finde fodslag til en mulig fremtidig emissionsplan for reduktionen af den menneskeskabte udledning af drivhusgasser til atmosfæren.

Efter de noget pauvre resultater ved COP15 i København (af nogle betegnet som et klimapolitisk Titanic) og siden COP16 i Cancun i Mexico tillægges COP17 heller ikke mange chancer for politisk succes.

Succes forekommer derimod inden for den videnskabelige verden, hvor vi med flere og forbedrede observationer, mere præcise beregninger og mindre statistisk usikkerhed langsomt, men sikkert bliver i stand til at kortlægge klodens igangværende forandringer stadigt tydeligere.

Men igen og igen må vi på en objektiv måde formidle den videnskabelige status vedrørende klodens forandringer og tilstand, for der er jo andre væsentlige emner, som også kræver verdens lederes stillingtagen og engagement. Men klimaforandringer kan ikke tænkes eller tales væk.

Det er nødvendigt at pointere vigtigheden af en globalpolitisk emissionsplan for den menneskeskabte udledning af drivhusgasser, da forskningsresultater viser, at vores igangværende og kommende CO2-udledninger til atmosfæren vil påvirke klimaet markant i flere århundreder.

Sidst i oktober var en stor del af klodens klimaforskere samlet til en international klimakonference (World Climate Research Programme Open Science Conference) i Denver, Colorado, USA, for at opdatere hinanden om de seneste forskningsresultater.

Nedenfor er i punktform kort beskrevet nogle områder, der tydeligt viser, hvordan den seneste tids klimapåvirkning har udviklet sig med hovedvægt på arktiske forhold. Netop Arktis, herunder Grønland, ligger det sted på kloden, der gennem de seneste fire til fem årtier har gennemlevet nogle af de største forandringer i klimaet, der har været målt.

På mange områder har 2011 indtil nu ikke været et rekordår, men udviklingen er i udpræget grad i tråd med tidligere årtiers tendenser. At der forekommer variationer fra år til år, er velkendte udtryk for en naturlig variabilitet i klimaet og vekselvirkningen i klimasystemet mellem en række fysiske processer. Men den overordnede klimatendens gennem de seneste adskillige årtier er alligevel ikke til at tage fejl af: Kloden er i gennemsnit blevet varmere med markante forandringer til følge.


Året 2010/2011 havde en unormalt varm vinter i det nordvestlige Grønland, efterfulgt af unormale kolde temperaturforhold i marts-april og rekordvarme sommerforhold i det nordvestlige hjørne af Grønland siden observationerne blev påbegyndt i dette område i 1959.


En unormalt stor overfladeafsmeltning forekom på indlandsisen, især i den vestlige del. Overfladeafsmeltningen i sommeren (juni til august) 2011 er af satellitterne blevet bestemt til at finde sted over et område, som i udstrækning havde det tredjestørste areal siden 1979, kun overgået af 2007 og 2010. I perioden midt-maj til midt-september var indlandsisens arealafsmeltning den sjettestørste efter 2010, 2007, 2002, 1998 og 2005.


Sommernedbøren (som delvis falder som sne) var under det normale for den sydlige halvdel af indlandsisen og årsnedbøren under gennemsnittet i Vest-, Sydvest- og Sydøstgrønland, men derimod over gennemsnittet i Nordvestgrønland.


Ud fra Modis-satellitobservationer for juni til august var indlandsisen i gennemsnit mørkere end nogensinde, hvilket er baseret på observationer fra de seneste 12 år (i fagsprog benyttes betegnelsen albedo som et mål for en overflades evne til at reflektere lys og dermed energi.

En mørk flade med lav albedo absorberer langt mere energi fra Solen - og omvendt). Dette er en fysisk konsekvens af den øgede isafsmeltning og den manglende sommersne.


For indlandsisen som helhed, bestemt ud fra Grace-satellitten, var tabet (april 2010 til april 2011) af masse på omkring 430 gigatons, hvilket var omkring 70 pct. mere end det gennemsnitlige tab på cirka 250 gigatons pr. år for perioden 2003 til 2009. Det var et tab svarende til en gennemsnitlig global havniveaustigning på 1,1 millimeter og dermed det største tab, siden man opsendte Grace-satelitten.

Grace er en satellit, som er i stand til at måle ændringer i Jordens tyngdefelt med stor nøjagtighed og dermed en af de mest sikre måder at måle det samlede massetab fra indlandsisen. Samtidig blev der for andet år i træk observeret rekordafsmeltning fra lokale gletsjere i Østgrønland, der dog kun har været målt på i tiden siden 1995. Den igangværende globale havniveaustigning sker for tiden med en fart på 3,3 millimeter om året, mod i gennemsnit 1,7 millimeter om året for hele det tyvende århundrede.


Havisarealet for 2011 var omkring 2,5 millioner kvadratkilometer mindre end i perioden 1972-2000. Samtidig kunne det konstateres, at såvel Nordøst- som Nordvestpassagen var åben for kun anden gang i nyere tid. Havisarealet nåede 9. august sin minimumsudbredelse - det næstlaveste siden satellitobservationerne blev påbegyndt i 1979, kun overgået af 2007. Lidt afhængig af hvilke satellitdata, der anvendes til at estimere dette, kunne det endda se ud til, at 2011 faktisk var rekordlav.

Havisen var denne sommer endvidere effektivt tyndere, da der i år - i modsætning til i 2007 - var store områder med en meget lav koncentration af havis. I de seneste 10 år er isdækket i gennemsnit blevet både mindre og tyndere, så den samlede mængde havis fortsætter med at mindskes, selv under hensyntagen til år til år-variationer i udbredelsen.

Forandringer omkring klodens nordligste breddegrader som et resultat af stigende temperaturer hører bestemt ikke kun fremtiden til, men de er reelle her og nu, da forandringerne overordnet set sker med en hastighed, som vi ikke tidligere har været vidende om.

I en undersøgelse fra 2009 publiceret i tidsskriftet PNAS (Procedings of the National Academy of Sciences) af Susan Solomon m.fl., University of Colorado, sammenholdes forskellige CO2-niveauer i atmosfærens koncentration, for eksempel 450 ppm (parts per million) 550 ppm etc., med udviklingen i de globale middeltemperaturer og med den formodede fremtidige CO2-udvikling som følge af et eventuelt politisk indgreb (til sammenligning er det værd at nævne, at den nuværende CO2-koncentration i dag er 391 ppm, og at den stiger med cirka to ppm pr. år). I den omtalte PNAS-undersøgelse kom Solomon frem til, at såfremt den igangværende udledning af CO2 til atmosfæren stopper, vil


koncentrationen af atmosfærens CO2 alligevel forøge klodens middeltemperaturer i de kommende århundreder, og


en femtedel af den udledte CO2 vil forblive i atmosfæren i 1.000 år og langt over halvdelen i over 100 år. Det vil betyde, at niveauet også om 1.000 år vil være langt over niveauet, før industrialiseringen satte gang i hjulene og øgningen af drivhusgasser i atmosfæren.

Med den omtalte undersøgelse og de igangværende arktiske forandringer in mente er det nødvendigt at håbe på - trods evt. pessimistiske forventninger til COP17 - at klimaministre og embedsmænd kan forhandle en effektiv emmissionsplan på plads, så det menneskeskabte CO2-aftryk mindskes mest muligt i fremtiden.

Det er altafgørende for at holde temperaturudviklingen fra at tage ”dommedagsvejen” at udslippene meget snart - hellere i morgen end om 10 år - begynder at vige. Vigtigheden af en politisk bindende emissionsplan for den menneskeskabte udledning af CO2 er derfor ikke til at tage fejl af.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Ida Auken i kronik: Vi har forsømt værdidebatten
Ida Auken, medlem af Folketinget (R)
Udlændingedebatten og værdidebatten blandes alt for ofte sammen, og i det miskmask er den selvstændige værdidebat blevet forsømt.
Kronik: Debatten om Grønland i danske medier er uærlig
Sara Olsvig, formand for Inuit Ataqatigiit
Der er i øjeblikket partier, som er parate til at kaste Grønland ud i en dyb økonomisk og social krise samt fjerne tæppet under den velfærdsmodel, som så mange i dette land nyder godt af. Men det er på ingen måde en mainstreamposition i grønlandsk politik.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Muhammed Ali og underkastelsens kultur

Mikael Jalving
Friheden er det eneste sprog, vi taler, og det får mange til at tale udenom det egentlige, når det gælder islam.

Blog: Nej, en høne er ikke min søster af en anden art

Anna Thygesen
Jeg har lagt mig ud med Go Vegan-folket, og det skal man ikke gøre. Jeg er seriøst nervøs for, hvad det skal ende med, hvis de på nogen måde får gang i en større bevægelse.

Blog: Danmark er for lille til vilde ulve

Christian Rabjerg Madsen
Ulven har skabt utryghed i Vestjylland, hvor eksperter fra Aarhus Universitet anbefaler, at børn ikke opholder sig alene i skove med ulve. Den utryghed skal vi tage alvorligt, og det er årsagen til, at ulven skal indfanges i Danmark.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her