Debat

Kronik: Luther versus trykkefrihed

Katrine Winkel Holm markedsfører forgæves myte om Luther som ytringsfrihedens forkæmper.

Katrine Winkel Holm angriber i JP (25/9) undertegnedes kronik i JP (24/9), hvori vi viser, at ytringsfrihed ikke er noget, der vokser ud af kristendommen. Ytringsfrihed er noget, der både fremføres og tilkæmpes af skikkelser tilhørende Oplysningen i perioden mellem det 17. og 19. århundrede - oftest i direkte kamp mod etableret kristendom og dens institutioner.

Efter den sædvanlige byge af skældsord, der synes at være slægten Krarups vandmærke, følger fru Winkel Holms modeksempel. Det er et ganske mærkværdigt valg - Thomas Jefferson, forfatteren til den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776. For han var jo netop en oplysningsskikkelse, stærkt påvirket af og velinformeret om oplysningsbevægelsen i både England og Frankrig. Tænkere tilhørende Oplysningen havde vidt forskellig konfession, nogle var ateister, andre panteister, atter andre deister, nogle var optaget af Konfutse, andre af forskellige former for kættersk kristendom. Jefferson var stærkt interesseret i teologi, og han miksede unitarisme, deisme og den variant af den anglikanske kirke, der i USA kaldes episcopal. Alle disse tre udgaver af kættersk teologi var imidlertid tilstrækkelige til at garantere strafforfølgelse i de lutherske lande, hvor en sådan fri og eksperimenterende tilgang til religion uden tøven ville blive kategoriseret som blasfemi. For så vidt egner Jefferson sig på ingen måde til at argumentere for, at oplysning og trykkefrihed skulle have noget som helst med Luther at gøre. Fri blanding og individuel refleksion i teologien er kun mulig i sækulære samfund. Endvidere er det tidlige Amerika langt fra det eksempel på religions- og ytringsfrihed som mange vil gøre det til. Alle de oprindelige kolonier havde strenge forbud mod blasfemi, og i 1660 blev fire kvækere henrettet i Massachusetts. Adskillige stater idømte gudsbespottere piskestraf i 1700-tallet. Som en konsekvens af udbredelsen af skepticisme, unitarisme og deisme blev forbuddet mod blasfemi gradvis mildnet i USA i det 18. århundrede - altså da Oplysningen slog rod. Men helt fremme i 1887 blev fritænkeren Charles B. Reynolds idømt bødestraf for blasfemi i New York, og først i 1952 fastslog den amerikanske højesteret, at blasfemiforbud er uforeneligt med ytringsfrihed.

Fru Winkel Holm hævder videre, at vort eksempel med den berygtede blasfemiparagraf med tortur og dødsstraf i Danske Lov fra 1683 er et undtagelsestilfælde (og ignorerer dermed, at censur blev systematiseret straks ved Reformationens indførelse). Undtagelse? Ak, gid det var så vel. Lad os så da tage Sverige. Også her indføres Luthers strenge fordømmelse af de mindste afvigelser fra hans egen lære. "Religionsstadgan" fra 1655 markerer den lutherske ortodoksis sejr i Sverige - her påbydes rigets indbyggere at holde sig til rigets religion, og der nedlægges forbud - under dødsstraf - imod »alla otrognas gudstjänster ock samkvämer och övninger av alla andra sekter och läror.« Dødsstraffen for blasfemi ("hädelse") statueres i denne lov samt i "Stadgan om Eder och Swordomar" 1665 og "Stadgan om Eder och Sabbatsbrott" 1687. I "Religionsplakatet" 1667 forbydes al kættersk litteratur i riget.

Kulminationen af undertrykkende lutherdom i Sverige følger midt i Oplysningstiden, hvor "Religionsstadgan" af 1735 forpligter præsteskabet til at gribe ind selv mod dem, der blot er under mistanke for at hylde vildfarne doktriner - og for at blive mistænkt var det tilstrækkeligt ikke at overholde kirke- og nadvergang, som undersåtterne var forpligtede til at deltage i. Det er der altså ikke megen trykke- eller trosfrihed i - og disse lovgivninger gav i Sverige anledning til drakoniske hekseprocesser med pinefuld henrettelse af blasfemikere, som tilfældet også var i Danmark og Luthers hjemland, Sachsen.

Som Danmark var Sverige nu en luthersk konfessionsstat, hvor stat og kirke var sammensmeltet, og kongen sås som kirkens øverste leder. I modsætning til tiden før Reformationen indebar det også, at verdslig lov skulle indrettes efter Moseloven. Overtrædelse af De 10 Bud skulle generelt straffes med dødsstraf. Stik imod det billede, mange aktuelle lutheranere gerne vil tegne, udgør lutheranismen således ingen adskillelse af stat og kirke, men tværtimod indebærer den i alle lutherske stater oprettelsen af statskirker, fuldstændig integreret i statslegemet.

Hvor kommer nu alt dette fra? Naturligvis fra lutheranismens kerneland i Nordtyskland, fra Luthers hjemland, Sachsen. Det var den lutherske Confessio Augustana fra 1530, der tillod kristne at anvende dødsstraffen i udøvelse af statslig magt - og fra Reformationen omkring 1520 og til 1648 steg antallet af henrettelser i det lutherske Nordtyskland støt - ligesom henrettelsesformerne blev både flere og grusommere. Den vestfalske fred i 1648, der tillod den enkelte europæiske fyrste at tvinge sine borgere til at antage sin religion (efter princippet "Cujus Regio, Ejus Religio" - den, som området tilhører, hans religion gælder), skærpede denne ensretning og undertrykkelse af trykke- og religionsfrihed yderligere. I Sachsen var det juristen og retsfilosoffen Benedikt Carpzov den Yngre (1595-1666), der kodificerede luthersk ret i sin "Peinlicher Sächsischer Inquisitions- und Achts-Prozess" (1638), hvor torturforhør og dødsstraf med de mest pinefulde midler blev formuleret. Baggrunden var en opfattelse af forbrydelser som satans værk, der direkte forhånede Guds orden og den af guden indsatte øvrighed. Enhver forbryder var også synder, og derfor var selv små forbrydelser som småtyverier hjemfaldne til dødsstraf. Fyrsterne var således forpligtede til at hævne sig på sådanne syndige handlinger - inklusive kætteri og afvigelser i troen. I straffen handlede Gud direkte gennem regenten, der derfor ikke var berettiget til at mildne straffen - det ville kunne fremprovokere Guds hævn over landet gennem pest, krig og naturkatastrofer. Kun den offentlige, smertefulde henrettelse kunne måske frelse synderen fra helvedes ild - et argument analogt til de strømninger i islam, der hævder, at stening "renser" ofrene, og dermed faktisk er en venlig hjælp til, at de kan undgå helvede. Carpzovs arbejde var centralt i grundlæggelsen af tysk og luthersk ret - og fik også omfattende indflydelse i de andre lutherske lande. Hans "Practica nova Imperialis Saxonica rerum criminalium" (1635) blev i århundreder anset som næsten en lovbog i det lutherske Tyskland.

Interessant nok begynder Oplysningen i Tyskland faktisk med et decideret oprør imod Carpzovs lutherske ortodoksi - nemlig i form af Christian Thomasius (1655-1728), der ofte anses som Tysklands første oplysningstænker. Han argumenterede direkte imod Carpzovs omfattende lutherske begreb om kætteri og hævdede, at synd og forbrydelse ikke var det samme. Thomasius hyldede fornuften, udgav et af de første kritiske tyske tidsskrifter - og argumenterede imod de lutherske hekseprocesser. Følgerigtigt blev Thomasius da også i 1690 uddrevet fra Sachsen. Det ortodokse lutherske præsteskab i Leipzig pålagde ham skrive- og taleforbud og beordrede ham arresteret. Han flygtede og måtte i stedet bosætte sig i Preussen, der var lidt mere tolerant på grund af spændingen mellem statens lutherske præsteskab og dens calvinske fyrstehus (og det var jo i Preussen, at Frederik den Store et halvt århundrede senere skulle importere fransk oplysning fra Paris). Thomasius tilhørte i øvrigt den moderate oplysning og hyldede ikke selv nogen konsekvent trykkefrihed - han støttede således lutheranernes sag mod sin elev, den radikale oplysningsmand Theodor Ludwig Lau, og deres afbrænding af hans bøger i 1719. Alligevel bidrog Thomasius' indsats til at højne tolerancen, etablere en bevægelse imod de lutherske hekseprocesser og således bidrage til den langsommelige svækkelse af den hårde lutheranismes magt i Nordtyskland.

Streng luthersk lovgivning og straffepraksis imod blasfemi og kætteri - altså imod tros- og tankefrihed - var således tæt forbundet i de tre førende lutherske stater, Danmark-Norge, Sverige og Sachsen. Og trykke- og ytringsfrihed etablerede sig først i disse lande, da oplysningen efterhånden vandt frem i løbet af det 19. århundrede, tre hundrede år efter Reformationen - ja, i Sverige fjernes den lutherske bestemmelse om dødsstraf for blasfemi først i 1949 (!). Med hensyn til påstanden om at trykkefriheden skulle stamme fra Luther, så er der altså ikke fugls føde på det ben. At den unge, magtløse Luther krævede frihed over for pavevældet til at publicere sine egne påfund, indebar ikke, at hverken han selv eller hans efterfølgere indrømmede andre tanker nogen som helst frihed. Det er simpelt hen en myte, som fru Winkel Holm propagerer.

Men hvis hendes omfavnelse af Thomas Jefferson er reel, så er hun kommet et stort skridt i retning af rigtig oplysning og trykkefrihed. Det vil så samtidig være et meget langt skridt væk fra Luther.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Den festlige forhud
Erik Søndergård, sognepræst, Skødstrup
Omskæring af drenge er medicinsk unødvendigt, mens omskæring af drenge tillægges værdi i meget forskelligartede kulturer og industrier.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce

Blog: Søren Papes islamistiske knæfald

Lars Boje Mathiesen
Det vækker ganske enkelt afsky, når jeg oplever den konstante ansvarsfraskrivelse fra magthaverne i disse år.

Blog: Færre pladser i Europa-Parlamentet vil gøre EU bedre

Morten Løkkegaard
Briterne efterlader 73 tomme stole, når de forlader EU. Lad os benytte lejligheden til at skære Europa-Parlamentet til og desuden droppe drømmen om transnationale lister.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her