Mejdahl trækker stikket

75 år onsdag: Efter et langt liv i politik lukker tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl (V) sin foredragsvirksomhed.

Artiklens øverste billede
Christian Mejdahl er også kendt for sit kirkelige engagement. Foto: Søren Friis

Da Christian Mejdahl for fem år siden rundede 70 år, satte han loft over antallet af foredrag, som han ville holde i 2010. Kun lidt over 100 måtte det blive til. Nu runder han 75 år og trapper yderligere ned.

»Jeg indstiller min foredragsvirksomhed til nytår efter at have holdt ca. 1.000 foredrag de seneste år om demokratiet, opgaver og oplevelser igennem et langt liv som bonde og politiker,« skriver han i en mail til Jyllands-Posten, hvor han også lægger an til at trække sig fra sit bestyrelsesarbejde.

»Jeg udtræder af flere bestyrelser i takt med, at valgperioderne udløber,« står der.

Christian Mejdahl tager imod den kongelige familie i forbindelse med Folketings åbning i 2007. Her er det kronprins Frederik, der får et håndtryk af Folketingets formand Christian Mejdahl. Foto: Jesper Stormly Hansen/Polfoto

Mejdahl er kendt for sit vendelbomål og som mangeårig Venstremand. Men faktisk begyndte hans liv på Færøerne, hvor hans far var provst. Barndommen foregik på en præstegård. Mejdahl drømte dog om en rigtig gård og fik i 1956 et landbrug i Løgstør. Forinden havde han gået på landbrugsskole, og det var i virkeligheden lidt af et tilfælde, at han endte i først kommunalbestyrelsen i Løgstør og siden med en borgmesterkæde om halsen.

Til tops i Folketinget

Han endte med at være borgmester i 13 år fra 1974 til 1987, hvor han kom i Folketinget for Venstre. Her blev han næstformand og senere formand for folketingsgruppen, ligesom han fik den eftertragtede post som statsrevisor.

I 2003 avancerede Mejdahl til Folketingets fornemmeste post: formand for Folketinget. Ikke mindst fordi han var kendt som pragmatiker og dygtig politisk håndværker rundet af de kommunale kompromiser. Han blev anset for at være en oplagt samlende figur i formandsstolen, hvor alle partier på tinge skal repræsenteres.

Christian Mejdahl er her til Venstres Landsmøde i Herning (2007), hvor han blev klappet ud af Folketinget af vennerne fra Venstre og familien. Foto: Ernst van Norde/Polfoto

I 2007 valgte han selv at udtræde af Folketinget, men fortsatte sit arbejde i en række bestyrelser. For eksempel på Diakonhøjskolen og Farsø Efterskole. Det ebber så ud nu, hvor Mejdahl lægger an til et lidt mere roligt otium. Sønnen har i mellemtiden valgt at overtage familiegården, hvor Mejdahl alligevel i årevis har begyndt hver morgen i stalden.

Kritik af Løkke

Debatten om sit parti har han heller ikke kunnet afholde sig fra at blande sig i.

»Jeg kan ikke mindes, at det har været en så alvorlig situation i Venstre. Dette her er helt specielt«, sagde Christian Mejdahl til Politiken i foråret, hvor partiet efter den såkaldte tøj-sag gik tilbage ved valget til Europa-Parlamentet.

Christian Mejdahl ringer her med klokken fra talerstolen i Folketingssalen for at bekendtgøre, at valgkampen er sat i gang. (2007) Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Formand for folketinget Christian Mejdahl har fået malet sit portræt til Christiansborg. Portrættet blev afsløret af tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl i 2009. Foto: Thomas Borberg/Polfoto

Den venlige vendelbo gav V-toppen et godt råd med på vejen:

»Man må se at komme op på hesten igen efter lussingen i går, og det kommer man kun ved at gøre den planlagte politik. Og så ved at opføre sig ordentligt,« sagde han.

Efteråret forinden i 2013 var han også på banen, da partiformand Lars Løkke Rasmussen var havnet i den såkaldte GGGI-sag, hvor flyrejser på 1. klasse udløste ballade. »Det er hans moral, der påvirker opinionen. Det er den, folk forholder sig til,« sagde Mejdahl til TV 2, da meningsmålingerne raslede ned.

Christian Mejdahl, fhv. folketingsmedlem, fhv. gårdejer, Oudrup, Løgstør.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen