Rock & roll-koryfæ vil stadig være bedre

70 år onsdag: Status Quo-frontmand Francis Rossi går stadig på scenen den dag i dag, selv om det mere er blevet arbejde end nydelse for ham.

Artiklens øverste billede
Forsangeren i det legendariske engelske rockband, Francis Rossi, har været aktiv på rockscenen siden 1962. Arkivfoto: Vit Cerny

Forsangeren i det britiske rockband Status Quo, Francis Rossi, har stået på scenen siden 1962, og han er ikke færdig endnu.

Sammen med Status Quo har Rossi skabt 64 britiske hitsingler, hvilket er mere, end The Beatles nåede. Rockbandet har solgt over 100 millioner albummer.

Bandets første hit kom i 1968 med nummeret ”Pictures of Matchstick Men”, og siden har Rossi ikke set sig tilbage.

Heller ikke selv om hans trofaste bandkammerat og guitarist Rick Parfitt døde i 2016.

Status Quo har spillet over 6.000 koncerter og nåede på bemærkelsesværdig vis at spille tre koncerter i tre forskellige lande på 24 timer.

Og selv om man typisk griber til statistikker og gamle anekdoter, når et band for længst har set sin storhedstid, så er den 70-årige Rossi ikke færdig med karrieren endnu.

»Man forsøger altid at blive bedre og bedre. Man er aldrig tilfreds. Jeg finder det i stigende grad frustrerende, i takt med at jeg bliver ældre, og jeg er bestemt ved at blive ældre. Man forsøger altid at nå til et punkt, hvor man kan sige: ”Jeg gjorde det”,« sagde Rossi til UK Music Reviews i 2014.

Den rene vare

I 2017 gæstede Rossi Danmark, da han spillede i Næstved med Status Quo.

Gaffas anmelder kaldte i den sammenhæng Status Quo for rockens svar på ”suppe, steg og is til et sølvbryllup”.

»Du ved, hvad du får, det er godt, og man ville ikke undvære det,« skrev Gaffa.

Rossi fortalte til DR i 2017, at de mange koncerter efterhånden er blevet mere arbejde end sjov for ham.

Bandet overvejede at gå fra hinanden ved Rick Parfitts død, men da den 33-årige guitarist Richie Malone stod klar som erstatning, fortsatte de.

»Det er blevet virkelighed i dag, og alt er ikke lige så sjovt, som det var engang. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig nyder at optræde og spille vores musik, men jeg savner bare lidt mere sjov og ballade,« sagde Rossi til DR.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen