»I Danmark skal alt være klokken-nul-dut-sharp«

40 år fredag: Med årene er den dansk-grønlandske sangerinde Julie Berthelsen blevet i tvivl om, hvorvidt familien skal flytte til Grønland som tiltænkt.

Artiklens øverste billede
I 17 år har 40-årige Julie Berthelsen levet på en uforudsigelig løn som sangerinde. Hun tog et sidespring som radiovært på "Formiddag på 4'eren" i 2017, men otte måneder senere var hun afklaret med, at hun hellere ville en uforudsigelig sangkarrierer end en fast timeløn. Foto: Thomas Wilmann

Det var under ferien til Sardinien i 2017, at han gjorde det. Godt nok havde det trukket ud, og det var først dagen inden afrejsen, at han havde fået de kolde fødder varmet op.

Julie Berthelsens forældre, der også var med på turen, kunne heller ikke helt forstå det. For han havde jo været forbi dem først på ferien for at spørge om lov?

Men så skete det, og midt under en snorkeltur fik Minik Dahl Høegh bakset sig ned på knæ. Julie Berthelsens kæreste og faren til hendes to børn friede, og hun sagde ja.

Netop det er årsagen til, at den dansk-grønlandske sangerinde ikke skal holde nogen stor fødselsdag i år, som hun ellers foretrækker at gøre. For hvis der skal være økonomi til både at holde bryllup og udgive en ny plade inden årets udgang, må selve fejringen af de fire årtier skrumpes ned til en flaske rosé og et par venner i haven.

Hvor skal vi bo?

Husets have, hvor fødselsdagen skal holdes, ligger stadig i Danmark, og altså ikke på Grønland, selvom hun gennem årene har ytret ønske om at flytte familien dertil.

Men noget har ændret sig, og når hun i dag hører kombinationen af ordene ”Grønland” og ”fremtid” er det som grå stær, der rammer hendes linser.

»Det er helt seriøst den største ubekendte faktor i vores liv,« siger Julie Berthelsen og fortsætter:

»Før i tiden var det et klart ”ja, selvfølgelig skal vi tilbage til Grønland”, men det er blevet sværere og sværere. Det er jo ikke kun os, det er også børnene. Hvad er bedst for dem?« fortæller hun, der lige nu bor med familien i Solrød.

Meget taler for at flytte. Både hun og Minik Dahl Høegh er vokset op på Grønland, men ingen af dem har prøvet af bo der gennem voksenlivet. Samtidig holder en stor del af familien til deroppe, og med et ønske om at give sproget og kulturen videre til børnene, vil det også være lettere.

Spørgsmålet bliver for alvor først aktuelt om et par år, når Minik Dahl Høegh er færdig med karrieren som professionel håndboldspiller, hvilket i mange år har rykket familiens bopæl fra sted til sted.

»Jeg kan snildt fortsætte med alt mit, uanset hvor vi bor, så den ligger mest på, hvad det er Minik gerne vil. Jeg går og venter lidt på, han tager beslutningen,« siger hun.

»Før i tiden var det et klart ”ja, selvfølgelig skal vi tilbage til Grønland”, men det er blevet sværere og sværere.«

Julie Berthelsen

For børnenes skyld så hun gerne, at de slår sig ned om et par år. Særlig den store dreng på syv år har ytret ønske om at komme tilbage til Solrød og skolen, når de skal slå sig endeligt ned. Det ønske har hun tænkt en del på siden.

Planlægning, nej tak

En af de ting, der kan være med til at trække Julie Berthelsen mod Grønland, og som hun mener, danskerne kan lære noget af, er den måde det grønlandske folk lever på - i hvert fald dele af den.

»På Grønland er man bedre til at have måske-holdningen og tage det hele lidt ”på dagen.” Vi har så meget i vores natur og kultur, der gør, at man ikke rigtig kan planlægge på samme måde, som man går rigtig meget op i her i Danmark.«

Som et eksempel nævner hun de gange, hvor nogle vil planlægge legeaftaler flere uger frem.

»Mit indre ur er indstillet sådan, at ”ja, ja min søn kan sikkert godt lege, men lad os lige tage det til den tid”,« siger hun og tilføjer:

»I Danmark skal alt passe ind i en bestemt kasse. Alt skal være klokken-nul-dut-sharp, og man er utroligt utjekket, hvis man ikke er tjekket.«

Men den er svær, for hun har vænnet sig til den danske levemåde i sådan en grad, at hun kan blive frustreret, når hun besøger Grønland og bliver mødt af cirkatider og ”måske’er”.

I det øjeblik, hvor interviewet finder sted, er hun dog mest frustreret over at ligge syg derhjemme, og samtalen afsluttes med et ønske om god bedring, inden fødselsdagen rammer.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen