Corbyn vil bo i Downing Street 10

70 år søndag: Formanden for arbejderpartiet Labour, Jeremy Corbyn, er en veteran i britisk politik.

Artiklens øverste billede
Selv om Jeremy Corbyn har nået pensionsalderen og fylder 70 den 26. maj, taler han, næsten hver gang han kommer i nærheden af en mikrofon, om nyvalg, så han kan forsøge at vælte premierminister Theresa May og hendes konservative parti. Foto: Ritzau Scanpix

Der gik en rystelse igennem den etablerede del af Labour, det britiske arbejderparti, da stemmerne fra formandsvalget i 2015 var talt op.

Den gamle garde, herunder tidligere premierminister Tony Blair, havde anbefalet medlemmerne at stemme på en af de midtsøgende kandidater. Men flertallet – godt hjulpet på vej af de unge – satte kryds ved Jeremy Corbyn.

Corbyn havde tilbragt årevis på de bageste rækker i parlamentet, men nu var han pludselig hevet frem som formand. Det er fire år siden, og han har siden da kæmpet for at vinde premierministerposten.

Årene er ellers begyndt at bide sig ind på ham. Han har nået pensionsalderen og fylder 70 den 26. maj. Men næsten hver gang, han kommer i nærheden af en mikrofon, taler han om nyvalg, så han kan forsøge at vælte premierminister Theresa May og hendes konservative parti.

Tilhører venstrefjølen

Corbyn blev valgt til parlamentet første gang i 1983, og han har alle dage tilhørt den mest venstreorienterede del af det gamle arbejderparti.

Han vil have skatterne op for de rigeste i Storbritannien. Han vil af med landets atomvåben. Og han var imod britisk deltagelse i konflikterne i Afghanistan og Irak – også selv om det var arbejderpartiet under ledelse af premierminister Tony Blair, der trak Storbritannien ind på slagmarkerne i Afghanistan og Irak.

Han har også alle dage været meget kritisk over for EU, og det har været med til at komplicere Storbritanniens i forvejen besværlige vej ud af EU. For i hans parti er en stor del af medlemmerne tilhængere af EU, så Corbyn leder i lighed med Theresa May et parti, der er splittet om det europæiske samarbejde.

I 2016 blev han udfordret som partiformand efter folkeafstemningen om EU. Men han vandt urafstemningen.

Demokratisk socialist

Under de seneste mange måneders ofte højlydte debatter om EU i Underhuset i London har Jeremy Corbyn gang på gang opfordret den pressede Theresa May til at gå af og udskrive nyvalg.

I Mays konservative bagland er der mange, der har det svært med deres partiformand. Men de har det langt sværere med udsigten til, at Corbyn vinder Downing Street 10 og begynder at brandbeskatte de rige.

Corbyn, som kalder sig selv for en demokratisk socialist, var som ung involveret i fagforeningsarbejde, ligesom han var aktiv imod apartheid i Sydafrika og for atomnedrustning. Da Tony Blair var premierminister, stemte Corbyn desuden ofte imod partilinjen.

Jeremy Corbyn, partileder, England

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen