Kort nyt

Flere priser til "Adams æbler" FILM Anders Thomas Jensens "Adams æbler" har modtaget priser for henholdsvis bedste film og bedste skuespiller (delt mellem Ulrich Thomsen og Mads Mikkelsen) på Puchon International Fantastic Film Festival i Sydkorea.

For 14 dage siden vandt den både Publikumsprisen og Ungdomsjuryens Pris på Neuchatel International Fantastic Film Festival i Schweiz. "Adams æbler" har i år indtil videre været vist på 18 internationale festivaler, og den er med 10 internationale priser i 2006 den mest vindende danske film i år. Eng

Solodanser ny chef i Tivoli

SKIFTE Solodanseren Peter Bo Bendixen fra Det Kgl. Teater bliver ny chef for Pantomimeteatret, Tivolis børneteater og de internationale balletgæstespil i Tivoli. Han tiltræder i denne nyoprettede stilling den 1. august. Den 41-årige Peter Bo Bendixen kommer til Tivoli med en solid ballast, både som danser og som administrator. Han blev ansat som danser ved Den kgl. Ballet i 1983, udnævnt til solodanser i 1993 og har fra 2005 været karakterdanser på teatret. Sideløbende har han siden 1997 været kunstnerisk leder af Den Kgl. Ballets turnerende kompagni "Principals and Soloists of the Royal Danish Ballet", der har turneret i Sydafrika, Brasilien, USA og Europa. Han har desuden været ansvarlig for Hillerød Slotsfestivals balletforestillinger 1998-2001, og lige nu er han kunstnerisk leder af Den Kgl. Ballets sommerforestillinger på Grønnegårdsteatret og i provinsen. På Pantomimeteatret afløser han danseren Claus Hjort, der siden 2001 har haft betydelig succes med en række nye initiativer, bl.a. særlige fredagsdanseforestillinger, hip-hop-pantomimer og populære eventyrballetter. JP

Gottlieb vurderingsekspert

AUKTIONER Auktionshuset Museumsbygningens Kunstauktioner A/S har ansat den 52-årige kunsthistoriker Lennart Gottlieb som vurderingsekspert. Lennart Gottlieb har tidligere været leder af Glyptotekets moderne samling, overinspektør på Statens Museum for Kunst og projektkoordinator ved planlægningen af det nye Kunstmuseum i Århus. Han har de senere år koncentreret sig om forskning i dansk modernisme og skrevet bøger om bl.a. Harald Giersing og Michael Kvium. Sammen med Museumsbygningens anden moderne ekspert, Carsten Olsen, bliver Gottliebs første opgave at sammensætte husets jubilæumsauktion nr. 50 med numrene indenfor moderne kunst og design. Auktionen finder sted den 10.-12. oktober med indleveringsfrist den 1. september. ar.

Nyt medlem i grænselandet

KUNST Rasmus Bjørn er optaget som nyt medlem af kunstnersammenslutningen Grænselandsudstillingen, der har den årlige fernisering lørdag den 12. august i Sønderjyllandshallen i Aabenraa med åbningstale af chefredaktør Siegfried Matlok. Det er 37. gang, at sammenslutningen udstiller og i år med følgende gæster: Per Ahlmann, Eva Ammermann, Lisbeth Eugenie Christensen, Christopher Lehmfuhl, Thomas Lunau, Better Lübbert, Lisbeth Parisius, Klaus W. Rieck og Pierre Schumann. larso.

Boe til Venedig

FILM Christoffer Boes tredje spillefilm "Offscreen" er blandt de 12 film i sektionen Venice Days under Venedig Film Festival, som finder sted fra den 31. august til den 9. september. "Offscreen", som har Nicolas Bro i den altdominerende hovedrolle, har dansk premiere fredag den 18. august. Christoffer Boe deltog i 2003 ved Cannes Filmfestival med sin spillefilmsdebut "Reconstruction" og vandt en Camera d'Or. " I fjor havde Christoffer Boe premiere på "Allegro", som også deltog på Venice Days. Eng

Blunkett gør op med fjender

SELVBIOGRAFI David Blunkett, Storbritanniens tidligere indenrigsminister, der for to år siden blev tvunget bort fra posten, giver sine modstandere igen med en meget vred og åbenhjertig selvbiografi, der udkommer til efteråret. Den blinde Blunkett sørgede angiveligt for en hurtig opholdstilladelse til sin elskerindes barnepige. Tilfældigvis åbnes i Storbritannien en heftig debat om politikeres ret til at udgive afslørende memoirer, når Underhusets Public Administration Committee om få dage offentliggør en rapport om emnet. Den forventes at fraråde et forbud, men dog en skærpelse af reglerne. I Storbritannien er der 30 års tavshedsperiode for embedsmænd og politikere, når det gælder fortrolige oplysninger, men den stammer fra en epoke, hvor stærkt afslørende eller sladderagtige memoirer var utænkelige. Derfor ventes rapporten at anbefale en længere båndlæggelse. ar.

Netboghandel sælger müsli

BØGER Netboghandlen Amazon har for længst udvidet sortimentet fra kerneydelsen bøger, cd'er og dvd'er. Først kom elektronisk apparatur, siden begyndte moderafdelingen i USA også at sælge sofaer, sko, legetøj, smykker, gryder, havegrej og alt tænkeligt, som ikke kan puttes i munden. Nu brydes også den grænse, og Amazon tager skridtet ud i købmandsbranchen. Foreløbig dog kun langtidsholdbare fødevarer som cornflakes, kaffe, te, mel, sukker, pasta osv. Varerne sendes kun inden for USA's grænser. I en pressemeddelelse åbner Amazon faktisk muligheden for også at tage ferskvarer ind med tiden: »Fordi vi kun fører produkter, når vi kan tilbyde fantastiske priser og forsendelse, så fører vi ikke alting (endnu!).« ar.

Dansker konkurrerer i Toronto

FILMFESTIVAL Toronto International Film Festival, Nordamerikas vigtigste filmfestival, præsenterer Anders Morgenthalers animationsfilm "Princess" i festivalens kultprægede midnatsprogram, Midnight Madness. Festivalen afholdes i perioden den 7.-16. september. Det er nu fjerde gang, at en film fra støtteordningen New Danish Screen er udvalgt til en af de ledende filmfestivaler. Eng

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.