Dæmpede karikaturer

Simon Fruelunds roman er en uforløst torso.

Simon Fruelund: BORGERLIGT TUSMØRKE
Roman 116 sider, 149 kr.
Gyldendal

Filminstruktøren Robert Altman gør det tit, forfatteren Katrine Marie Guldager har også gjort det. Nu gør Simon Fruelund det: konstruerer en kollektiv fortælling, hvor figurer flettes mere eller mindre tæt sammen. I det ene glimt er figuren hovedpersonen i eget liv, i det næste en irriterende nabo, en bifigur. Et overblik over en kultur der stritter i mange retninger - eller gør den nu også det?

Vi følger i en aldeles knap form en hel villavej, Dantes Allé, hvor det ser ud til, at det meste af Danmarks befolkning i komprimeret udgave kan anskues. De forskellige voksne, unge og børn ses som typer - eller dæmpede karikaturer. Vi præsenteres for en bunke figurer, men det går hu-hej med at give et signalement, og det er svært at mobilisere den store inderlighed. Det er heller ikke meningen.

Tusmørke

Figurerne får ikke efternavn, derimod får vi som regel at vide, hvad de laver. Arbejdet er den store identitetsmarkør nu om dage, og clouet er så dels misforholdet mellem den sociale status og den adfærd, de følelser og identitetsopfattelse som figurerne bærer, dels diskrepansen mellem det pæne ægtepar udadtil og indadtil.

På den måde holder bogen sig ikke til det overfladiske: den har dyk ind i - eller ned i - hin enkelte, og det er som regel ikke det udvendigt præsentable, vi som en anden voyeur får glimt af.

Romanens titel dukker op i afsnit 57. En mand mener, at der er tre former for tusmørke, men den hopper hustruen ikke på:

»Hvorfor er du pludselig så interesseret i den slags?« spørger hans kone. »Det er godt at tænke i,« siger han. Man ser tingene klarere. Hun ryster på hovedet som en, der kunne finde på at sige »Jeg har aldrig hørt noget lignende.« De har været gift i 37 år. Han kigger bare. Han har set hende stå nøgen i vinduet og tale i telefon. Så lakonisk er forfatteren. Og så pointeret: den kvinde, vores lille teoretiker kigger efter, er den nye nabo.

Distanceret

Romanens anden del er et lille rids over områdets forhistorie. Danmarkshistorien en miniature på 10 sider. Tja, for lidt eller for meget.

Tredje del handler om en anden, mentalt beslægtet vej, Mosehøj, fra nummer 1 til 12, hvor der øjensynlig er endnu mindre at glæde sig over.

Et lysende eksempel er en 77-årig kvinde, som har en præcis fornemmelse for, hvor meget der har ændret sig i tidens løb, og årstidernes gang bekræfter den opfattelse. Men så kommer i sidste linje forfatterens cut: »Kun hendes mand er, hvad han ser ud til: gammel, halvsenil, smågnaven.«

Problemet med Simon Fruelunds roman er dens længde - den lever af skitsen, og der er alt for meget´, som man gerne ville se og høre meget mere om.

På den ene side er bogen ambitiøs, på den anden side er den i kraft af sin snapshot-karakter distanceret på den ufede måde. Som om forfatteren, litterær redaktør på Gyldendal, ikke har haft tid til at skrive bogen igennem, men giver sig lov til at samle fragmenter og så på et vilkårligt tidspunkt sige farvel og tak og udgive denne underholdende, men uforløste torso.

kultur@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.