Grass forbløffer alle

Det er med blandede følelser, at det tyske kulturliv har modtaget Günter Grass' indrømmelse.

Tysk kulturliv reagerede en smule rystet, men generelt forsonligt på forfatteren Günter Grass' afsløring af sin fortid i Waffen-SS. I et interview fredag sagde den 79-årige Grass, at han nu endelig måtte lette sig for en byrde og røbe, at han som 17-årig var SSsoldat. Hidtil har han fortalt, at han som så mange store drenge måtte tjene som hjælper ved antiluftskytset, ligesom i øvrigt den nuværende pave Benedikt.

Medlemskab af partiets egne elitetropper, Waffen-SS, er en anden sag, og forfatterens bekendelse vækker opsigt, fordi Grass regelmæssigt er gået i rette med den tyske hang til fortielse.

Der kan have været en grund til Grass tøven, antydes det. Han fik Nobelprisen i Litteratur i 1999 efter i årtier at have været klodens - næsten - mest oplagte kandidat. Literaturkritikeren Hellmuth Karasek påpeger, at Grass næppe havde fået den fornemme udmærkelse, hvis han havde lagt kortene på bordet tidligere. Som Karasek kender Akademiet i Stockholm, havde de ikke givet prisen til en person, der havde været SS'er og tiet om det.

Grass har fortjent Nobelprisen mere end nogen anden tysk forfatter, men på én gang står alt i et nyt lys, udtalte Karasek til NDR's radio.

For sent

For historikeren Michael Wolffsohn kommer tilståelsen for sent.

»Gennem sin indædte tavshed taber Grass' moraliserende værk, ikke det fabulerende, i værdi,« skriver han i Netzzeitung.

Wolffsohn påpeger, at Grass havde en enestående chance i 1985 til at indrømme sit medlemskab. Dengang var der en heftig debat i Tyskland over Reagans besøg sammen Helmut Kohl på en soldaterkirkegård i Bitburg. Der hvilede også SS-soldater, og mange mente, at de to statsledere hvidvaskede disse ved deres gestus.

»Dengang havde Grass skullet stå op og sige: Jeg var også en af dem,« lyder det fra Wolffsohn.

Samme pointe har CDU-politikeren Friedbert Pflüger i avisen B.Z., Berliner Zeitung.

»Dengang burde han have sat sin store anseelse ind på at forklare verden, hvordan det kunne gå til, at unge mennesker i det nationalsocialistiske Tyskland kom ind i Waffen-SS - civilcourage betyder, at man ikke kun ytrer sig moraliserende, når det er gratis, men også når man kan miste noget ved det.«

Stor respekt

Historikeren og journalisten Arnulf Baring skriver:

»Grass selvovervindelse fortjener stor respekt. Men man spørger dog noget beklemt sig selv, hvorfor han ikke tidligere mandede sig op til sandheden.«

Grass har jo altid påpeget, hvor uvelkommen bearbejdelsen af fortiden er i Tyskland.

»Derved må han jo altid halvt bevidst have tænkt på sig selv.«

Den 83-årige forfatter Ralph Giordano mener ikke, at bekendelsen falder for sent. Mange har været endnu ældre, før de talte. Værre end at begå fejltagelser er det ikke at drage konsekvenser af dem, og det har Grass jo for længst gjort, fastslår Giordano.

»For mig taber han ikke i moralsk troværdighed ved denne åbning - på ingen måde.«

Michael Jürgs, der har skrevet en biografi over Günter Grass, bekender sin personlige skuffelse og taler om »en moralsk instans' ophør«.

I Tagesspiegel gætter forfatteren Klaus Theweleit kynisk på, at Grass har savnet opmærksomhed.

»Hvis Grass kan se på meningsmålingerne, at færre end 102 pct. af tyskerne kender ham, så finder han på sådan noget.«

Paf redaktør

Grass gik til bekendelse i Frankfurter Allgemeine, og dette dagblads kulturredaktør, Frank Schirrmacher, er helt paf.

Grass' tavshed har været absolut, konstaterer han. Ingen af hans børn, kun hans hustru kendte hemmeligheden: Grass var kampvognsskytte i 10. SS-Panzerdivision. En af divisionens kommandører, Karl Fischer von Treuenfeld, var leder af de frygtelige gengældelsesaktioner i Prag efter modstandsbevægelsens likvidering af Heydrich.

Man tror ikke sine egne øren, skriver Schirrmacher.

»Den forfatter, der ville løse tungen på alle og gjorde Tysklands tavshed og fortrængning til livs-tema, bekender sin egen tien.«

Hvordan var Bitburg-debatten ikke forløbet, hvis han var trådt frem dengang? I stedet kaldte han Reagans og Kohls besøg »en historie-sammenrodning, der - motiveret af kalkule over medie-effekten - sårede jøder, amerikanere og tyske, alle berørte, lige meget«.

»Dette er en samtidshistorisk pointe, som ingen romanforfatter kunne have udtænkt, at tyskernes store efterkrigsfortælling om skyld og skam, galleriet af gerningsmænd, indblandede og medløbere, nu ender med - for nu er det vel ved at være slut - Günter Grass og hans indrømmelse. Grass er den sidste, som siger: Jeg har tiet for længe. Og det har været en belastning. Grass!« Schirrmacher er helt vantro.

anders.raahauge@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.