Alene, men ikke ensom

Koltur er bl.a. kendt fra Barbara-filmen, men den er også hjemsted for familien Patursson, der bor mutters alene på den grønne ø.

Tórshavn

Hvad får en familie med store børn, gode jobs og et almindeligt liv til at hive teltpælene op, flytte ud på en bogstaveligt talt øde ø og leve et simpelt liv med et lille landbrug og natur som de absolut vigtigste ingredienser?

Svaret er simpelt: Fordi muligheden var der.

I 1990 så ægteparret Bjørn og Lükka Patursson en artikel i en lokal avis. Artiklen handlede om, at det snart var slut med beboelse på den lille ø Koltur syd for Vagar på Færøerne. På eget initiativ skrev parret et brev til landsstyret og tilbød sig som nye beboere på øen.

De fik ikke umiddelbart svar. Først i 1992, da en komité under landsstyret besluttede, at der skulle være beboelse på øen, og at de, der fik lov til at bo der, samtidig skulle overtage vedligeholdelsen af de fredede historiske bygninger på øen. Da havde familien Patursson, der også består af to døtre, der dengang var 13 og 17 år, glemt alt om deres tilbud fra 1990.

Men de blev alligevel tilbudt at overtage gården på øen, og de accepterede at overtage de historiske bygninger.

Større renovering

Dermed kunne Bjørn Patursson sige sit job som regnskabsansvarlig på det lokale mejeri op, og en helt ny tilværelse begyndte for ægteparret.

»Jeg var nået til et tidspunkt i mit liv, hvor der ikke rigtigt skete noget. Lükka og jeg havde længe haft en drøm om at få vores eget. Derfor var vi meget fristet af det her,« siger Bjørn Patursson.

Beboelsen på øen var i så dårlig stand, at der skulle renoveres, og først i 1997 flyttede den lille familie permanent til øen, der er ekstremt svært tilgængelig. Så utilgængelig, at den eneste kontakt med omverdenen er Paturssons egen båd samt helikopterforbindelse tre gange om ugen.

»Vi aftalte, at hvis en af os ikke kunne holde det ud, så skulle vi flytte med det samme. Men selv om vi har måtte kæmpe med myndighederne, og det har været hårdt, så har vi ikke fortrudt. Livet byder på fordele og ulemper, og indtil videre er fordelene større, og de seneste 10 år har været de mest lærerige og indholdsrige i mit liv,« siger den færøske ø-bonde.

Tørret fisk og fårekød

Morgenavisen Jyllands-Postens reporterhold bliver modtaget af Bjørn Patursson på helikopterpladsen ved siden af en af de to historiske bebyggelser. Patursson er i traditionel færøsk striktrøje, gummistøvler og cowboybukser, og han fortæller og viser rundt, mens vi går imod stuehuset, hvor han bor, mens Lükka tilbereder en traditionel frokost med hvalkød, spæk, tørret fisk og tørret fårekød.

Hjemmet er åbent, og vi er velkomne.

Bag huset rejser sig et 477 meter højt fjeld, hvor der bor søpapegøjer. På højdedraget mod syd græsser familiens skotske højlandskvæg, hvis kød sælges til nogle af de bedste restauranter på Færøerne.

Åbent hjem

At hjemmet er åbent er en naturlig del af den Patursson'ske gæstfrihed.

Inden vi får spurgt, kommer Bjørn Patursson selv ind på det:

»Der er det med ensomheden og isolationen. Vi synes ikke, at vi er ensomme eller isolerede. Det er et spørgsmål om at være åbne. Er hjemmet åbent, får du mange kontakter,« lyder hans filosofi, og han fortsætter:

»Tænk på byer som New York eller bare København. Dér er der jo virkelig ensomhed, selv om man bor midt blandt mange, mange andre. Folk dør ensomme i deres lejligheder, uden at nogen opdager det før flere måneder senere.

Ensomhed og isolation er et spørgsmål om det samfund, der omgiver dig, og hvordan du selv er,« fastslår Bjørn Patursson.

At flytte til Koltur og beskæftige sig med landbrug har på mange måder også været grænseoverskridende for familien. Både mentalt i forhold til at bo alene, men også med praktiske gøremål.

Alt er sølet til

Bl.a. var det en speciel oplevelse, da bonden første gang skulle genne får ned fra den 477 meter høje og på den ene side nærmest lodrette fjeldside, og også noget så enkelt som at skulle finde mekaniske fejl på traktoren har været en oplevelse for den regnskabsuddannede Patursson.

»Det er også anderledes, når det er vinter. Her er mørkt og alt er sølet til, så tænker man virkelig over, hvad man laver her. På den anden side er der igen det, at fordelene opvejer ulemperne, når man stiller de to faktorer op mod hinanden.«

Man kan rejse til Koltur, der bl.a. er kendt for optagelser fra Nils Malmros' Barbara-film, med helikopter, men et besøg skal aftales på forhånd med familien Patursson.

galathea@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.