Han blev såret på sin mors fødselsdag

Der var legende børn og masser af mennesker på gaden i Saidan i lørdags, da et par delinger fra Bravo Kompagniet var på patrulje i den afghanske by.

»Men da vi kom ud gennem en gyde i centrum af byen, bed jeg mærke i, at der pludselig var helt tomt,« siger Caspar S. fra 4. deling, der ikke ønsker at stå frem med sit efternavn.

Delingen fortsatte tværs henover en nyligt høstet opiumsmark. Så lød der et brag. Et sted i byen havde Taleban eller oprørere set soldaterne komme gående og sat en ledning fra en nedgravet sprængladning til et batteri.

Caspar S. befandt sig få meter fra eksplosionen, hvor en anden dansk soldat blev ramt af adskillige fragmenter i ansigtet og i den ene side af kroppen. Caspar S. blev også ramt. Han konstaterede, at der var huller i det venstre ærme på hans uniform, og at han blødte. Men som den ene af de to signalmænd i delingen, tilkaldte han hjælp. Opgav navnet, skaderne og pulsen på sin hårdt sårede kammerat samt oplysninger om, hvor patruljen befandt sig, og hvor den tilkaldte helikopter kunne lande.

Glad og ked af det

Derefter satte han sig ned og fik en smøg.

»Så kom følelserne. Der ene øjeblik var jeg glad. Det næste ked af det. Jeg var ret lettet, da den anden signalmand tog over,« siger Caspar S.

Eksplosionen skete kort før kl. 9.30, og der blev ydet førstehjælp til begge de sårede på stedet. Helikopteren var hurtigt fremme og fløj dem til felthospitalet i Camp Bastion.

»Morfinen gjorde, at jeg troede, at jeg var et slangemenneske,« smiler Caspar S.

Han har en engelsk far og en dansk mor og boede i England, indtil han var 10 år. Så han taler både dansk og engelsk perfekt.

»Derfor troede lægerne først, at jeg var en engelsk soldat,« siger han.

Mens den anden soldat i går blev fløjet hjem til Danmark, er Caspar S. udskrevet igen. En lettere blodig forbinding på hans venstre underarm dækker over et halvanden centimenter dybt og tre centimenter langt sår. Plastre på halsen og den ene skulder vidner også om, hvor han blev ramt.

Meget taknemmelig

Caspar S. finder et kamera frem og viser et par billeder, som han fik de andre fra delingen til at tage på stedet umiddelbart efter eksplosionen. Det er ikke kønt.

»Jeg er meget taknemmelig,« siger han. Vel vidende, at det kunne være gået helt galt, hvis han eller den anden soldat havde befundet sig blot en halv meter længere til venstre - eller tættere - på eksplosionen.

»Den skete i øvrigt på min mors fødselsdag. Jeg havde bestilt blomster til hende og ringede hjem for at ønske hende tillykke. Jeg var selvfølgelig også nødt til at fortælle hende og min kæreste, hvad der var sket. De blev lidt chokerede, men jeg har det fint,« forsikrer Caspar S.

Han bor i Støvring, når han ikke er på Livgardens Kaserne i Høvelte. Han kom til Afghanistan den 21. marts, og missionen er hans første.

»Jeg var meget skeptisk, inden jeg kom herned. Jeg troede ikke, at de lokale ville tale med os, og at vi var upopulære. Men allerede efter at have været på patrulje et par gange i Saidan, fik jeg et helt andet indtryk,« siger Caspar S.

»Børnene er nysgerrige og rigtig glade for os. Vi leger lidt med dem, når de kommer hen til os. De vil gerne have kuglepenne, men vi giver dem ikke noget. Det er for farligt, hvis børnene stimler sammen om os, og der sker noget. De ældre mænd vil også gerne tale med os. De har meget den samme humor som os, og vi får bolsjer eller bliver inviteret inden for til en kop te. Der er blevet fundet en del IED'er (improviserede sprængladninger, red.) i byen, men der er aldrig blevet skudt på os,« siger Caspar S., der havde været på patrulje 15-20 gange i området, inden han blev såret.

»Vi skyder aldrig til højre og venstre, hvis der sker noget. Vi vil gerne have de lokale med os, og langt de fleste er trætte af Taleban. Vi har flere gange fået at vide, hvor IED'erne er gravet ned, men folk er bange for at tale med os, hvis oprørerne er i byen,« siger Caspar S.

Skud og store brag

På bænken ved siden af Caspar S. ligger hans gevær. Alle i Camp Bastion, der har et våben, skal bære det, når de går rundt i lejren. Det er ikke nok for Caspar S.

»Jeg glæder mig rigtig meget til at se min deling, og jeg vil gerne ud og gå patrulje igen. Hurtigst muligt. Det skal ikke stoppe her. Så vinder oprørerne bare,« siger han.

Fra øvelsesterrænet omkring Camp Bastion lyder skud og tunge brag.

»Jeg var spændt på, om jeg ville reagere på høje lyde og eksplosioner, men det har jeg det helt fint med. Jeg brugte ikke mine ørepropper på patruljen i lørdags. Men det kommer aldrig til at ske igen,« siger han.

Stor gensynsglæde

På pladsen foran mindepladerne for de faldne danske soldater og en flagstang med Dannebrog, kører det meste af 4. deling ind i lejren. Caspar S. har ventet på dem hele formiddagen. Gensynsglæden er stor. Der bliver uddelt store kram, og en af soldaterne har lavet en gave til ham. Et armbånd, flettet af faldskærmssnor, med en patron i.

Den danske chef i Camp Bastion, oberst Jan Hansen, kommer også hen for at tage imod delingen. Han fortæller dem, at den anden sårede soldat efter omstændighederne har det godt.

»Han blev ved med at gentage, at han var meget stolt af jer,« siger obersten, inden Caspar S. og resten afdelingen sætter kurs mod en kop kaffe for at tale lørdagens episode igennem. Inden delingen og Caspar S. kører videre nordpå til Camp Price.