Turisterne bider på

En målrettet million-satsning på at skaffe turister til Randers har båret frugt.

På blot fire år har de virksomheder og attraktioner, der lever højt på turisme i Randersområdet, mere en tredoblet deres frivillige bidrag til fælles markedsføring af byen. I 1999 satte erhvervet 300.000 kr. ind på bestræbelsen, og i år betaler 119 af egnens turiststeder, hoteller, campingpladser, butikker m.m. tilsammen 950.000 kr. Hertil kommer den halve million kr., som kommunerne lægger i bøssen.

Overalt lyder meldingen, at indsatsen nu for alvor begynder at bære frugt. Naturcenter Randers Fjord havde sidste år en fremgang i besøgstallet på 24 pct. og tilstrømningen er fortsat i år. Der var sidste år 60.000 overnatninger på de større hoteller, og Randers Regnskovs besøgstal er på et år voksede med 100.000 til et forventet totaltal på 300.000 gæster i 2003. Godt 95 pct. af dem kommer rejsende til Randers udefra, og 10 pct. er udlændinge. Primært fra Norge, Sverige og Tyskland.

»Der er en voksende forståelse for, at vi må stå sammen om at markedsføre Randers og omegn udadtil, og det koster. Flere er kommet til og de betaler større beløb hver især. Desuden har vi nu indgået aftaler af tre års varighed, så vi kan tænke langsigtet. Turiststrømme og besøgsmønstre vendes ikke på kort tid,« siger turistchef Anne Mette Knattrup fra Randers.

Handlende gratister

Flest penge bidrager de såkaldte "attraktioner" med, nemlig 27 pct., dernæst følger kunst- og kulturinstitutionerne og så diverse overnatningssteder, hoteller, campingpladser m.m. Det svage led og de fleste gratister findes indenfor detailhandelen og restaurationsbranchen, når man betænker, hvor meget de brancher profitterer af en- og flerdagsturister fra både ind- og udland.

Turistbureauets analyse viser, at en gæst i Kronjylland lægger en tredjedel af sit totale forbrug i butikkerne, men forretningerne bidrager kun med 14 pct. til den fælles og udadvendte markedsføring af egnen, og det er beklageligt, siger Anne Mette Knattrup.

Mogens Juel, centerchef for Randers Storcenter har følgende kommentar:

»Vi vil gerne have fat i turister, og så er vi altså nødt til at slå en fælles paraply op over det, der hedder Randers, og yde et bidrag til turistforeningen, der står for markedsføringen.«

Storcenteret er selv en af de markante givere fra detailhandelsområdet, idet det bidrager med godt 70.000 kr. til den fælles markedsføring af Kronjylland, som både foregår på Internettet, via brochurer, foredrag og repræsentation på rejsemesser i Danmark og de nordiske lande.

LÆS SIDE 4

Andre læser

Mest læste

Del artiklen