Anklager havde tidsplan med
Fire unge fortsat fængslet af retten i Brøndbyerne - deres sag er på vej til justitsministeren.
Anklageren i terrorsagen ved retten i Brøndbyerne præsenterede torsdag den plan for det videre forløb, som dommer Katrine B.B. Eriksen har forlangt. Hun kvitterede ved at sende de fire sigtede yderligere fire uger i varetægtsfængsel frem til den 17. august.
Med et notat fra rigsadvokaten i hånden kunne anklager Henrik Holten-Rasmussen oplyse, at sagen - den fylder omkring 8.000 sider - går fra statsadvokaten til rigsadvokaten den 10. august og derfra 14 dage senere videre til Justitsministeriet. Det er justitsminister Lene Espersen (K), der træffer den endelige beslutning om, hvorvidt de fire unge skal tiltales.
Kun én af de sigtede var til stede i torsdagens retsmøde.
Fængslet siden oktober
De sigtede er 17, 17, 20 og 21 år og har siddet fængslet siden oktober sidste år. Dommeren har ved flere lejligheder udtrykt betænkelighed ved at have unge mennesker siddende så længe i fængsel og forlangte senest den tidsplan, hun nu fik forelagt.
De fire menes at stå i ledtog med de to unge mænd, som torsdag kom for retten i Sarajevo, anklaget for at planlægge en terroraktion. /ritzau/