På veteranhjemmet går livet videre for soldaterne

Stolte borgere i en gammel garnisonsby er mødt op foran rådhuset for at fejre flagdagen. Her, inden for voldene i Fredericia, vejer fanerne i vinden, der blæser ind fra Lillebælt.

Lige uden for voldene ligger Danmarks første veteranhjem, Trekantsområdets Veteranhjem. Det åbnede i 2010, og mere end 14.000 har været forbi siden.

I hjemmets rygestue er kaffekanden fuld og tonen mellem veteranerne og de frivillige værter på hjemmet er bramfri. Intet bliver pakket ind her, og man mærker, at fællesskabet er tættere end blot venskab.

Det er her flagdagens parade ender, og i dagens anledning er husets Dannebrogsfane pudset op, de hvide handsker er fundet frem fra kassen i det bagerste skab, og bordene er dækket op til 200 mand.

Nicolaj Suni, der er forbi veteranhjemmet flere gange om ugen, beskriver husets sammenhold som et broderskab.

Han var udsendt i Kosovo i 1999, og senere fik han PTSD. I 2012 havde han et angstanfald, konen gik, og han blev hjemløs fra den ene dag til den anden. Pludselig havde han ingen steder at tage hen.

»Veteranhjemmet betød alt. Ellers havde jeg sgu nok været en af dem, der tog ud i skoven og bo, eller jeg havde måske taget livet af mig selv. Jeg var brugt på det tidspunkt,« fortæller han.

På veteranhjemmet blev han mødt af forståelse, og han skulle ikke forklare sig til nogen. Han mødte et fællesskab, som han ellers kun kendte i Forsvaret.

»Det var en utrolig lettelse allerede første aften. Den anden, der boede her, fortalte om sin egen udsendelse og sit liv, efter han kom hjem. Der tænkte jeg: Hold da op, hvordan kan du se ind i mit liv? Det var så utrolig lig mine oplevelser,« siger Nicolaj Suni.

I øjeblikket bor der fem personer på hjemmet. Nikolaj boede der i seks måneder, mens han kom ovenpå igen. Når han kigger forbi nu, er det for at finde ro, eller bare for at hilse på og se, hvordan de andre har det.

Glæde over forlig

I april måned i år blev partierne bag det gældende forsvarsforlig enige om at finde 25 mio. kr. årligt frem mod 2017 til veteranområdet. I begyndelsen af september blev der fundet yderligere 30 mio. kr., og sammenlagt skal de 55 mio. kroner bl.a. bruges på to nye veteranhjem, og flere midler skal gå til pårørende.

»Jeg er ked af, at det er taget fra forsvarets budgetter, fordi mine tidligere kolleger bliver ramt af det,« siger han.

»Ellers synes jeg, det er rigtig godt, fordi det er som om, at de pårørende ikke har været inddraget nok. Jeg har i hvert fald manglet det. De pårørende derhjemme er jo ens base, og det er dem, som skal holde én ud.«

I løbet af de seks måneder Nicolaj boede på veteranhjemmet i Fredericia mødte han sin nuværende kæreste. Derfor slog han sig også ned i byen, sammen med hende og tæt på fællesskabet. Han har to drenge på henholdsvis 4 og 11 år, og sammen med kæresten Mette Sejerup Lauritsen har han Sofia på seks måneder.

Vigtig anerkendelse

For Mette betyder den ekstra støtte til pårørende utrolig meget, og hun nævner bl.a. den årlige sommerlejr.

»Begge drengene glæder sig helt vildt. Også fordi der ikke er så meget overskud i hverdagen,« fortæller hun.

På sommerlejren er aktiviteterne planlagt, det betyder noget i en ellers presset hverdag. Hvis Mette Sejerup Lauritsen skulle ønske sig mere, var det at få bevilget nogle samtaler med Nicolajs psykolog.

»Det sværeste er at finde ud af, hvad der er galt, fordi han ikke altid kan sætte ord på det,« fortæller hun.

Nicolaj har stadig dårlige dage, men vil gerne tilbage i arbejde, og lige nu er han i arbejdsprøvning. For ham er flagdagen en vigtig anerkendelse, der giver tid til at mindes.

Fra rådhuset går det Slesvigske Musikkorps forrest i militæruniformer. De puster lungerne tomme på trompeterne, og trommerne lyder taktfast lige indtil fanen igen er hjemme. Hjemme på veteranhjemmet.