20 år i den hemmelige tjeneste

Den danske efterretningstjeneste sendte ham til DDR og Polen for at samle informationer om landenes militære udstyr. Under dække af at være rallykører tog Hans Christian Nielsen billeder af Warszawa-pagtens hemmeligheder. Han var dansk spion under Den Kolde Krig.

»Goddag og velkommen til DDR.«

Kvinden på turistkontoret var lige så venlig, som grænsepolitiet i Warnemünde havde været det. Politiet havde også budt Hans Christian Nielsen og hustruen Grethe hjerteligt velkommen til landet og havde høfligt spurgt til, hvor de skulle hen.

Da H.C. Nielsen havde fortalt, at de var på vej til Berlin, var grænsepolitiet trådt til med en venlig henvisning til turistkontoret.

Det var efteråret i 1989, der var hul i Muren, Jerntæppet var faldet, og for H.C. Nielsen var det et tegn på, at han måtte tilbage til DDR.

For det var ikke første gang, H.C. Nielsen havde taget færgen fra Gedser til Warszawa-pagtens nordlige forpost i Warnemünde. Derimod var det første gang, han blev modtaget så hjerteligt.

Adskillige år under Den Kolde Krig havde han rejst rundt i DDR og Polen, men han var næppe blevet lukket ind, hvis de havde vidst, at han havde andre ærinder end de rallyløb, han deltog i. H.C. Nielsen havde nemlig en langt vigtigere opgave end motorløb.

Han var spion. Tog billeder af militære anlæg og gav dem videre til den danske efterretningstjeneste, som under Den Kolde Krig indhentede informationer om fjendens udstyr og positioner. Han afrapporterede stemningen i DDR og talte med de polakker, han - på trods af sine manglende polske sprogkundskaber - kunne kommunikere med.

Han var i den danske stats tjeneste...

En rallymakker, der havde arbejdet i efterretningstjenesten, blev H.C. Nielsens vej ind i en verden, som ofte karikeres med skæg og blå briller. En verden med hemmelige beskeder og mystiske tegn. For H.C. Nielsen var det en verden, hvor han kunne gøre en forskel.

»Jeg fik hverken kys eller klap for det - heller ingen penge. For mig handlede det om at gøre en indsats, som kunne gavne vores soldater og vores allierede,« siger H.C. Nielsen.

Han sidder i sin havestue. På bordet ligger kort, mapper og minder, som fortæller om 20 år i den hemmelige tjeneste. På væggene hænger diplomer fra motorløb, for selv om løbene blev brugt som alibi, har biler og fart altid haft hans interesse.

Perfekt dækhistorie

81-årige H.C. Nielsen fortæller om en tid. En kold tid med mistro på tværs af det tunge Jerntæppe, som delte øst og vest. Men motorløbene i Polen og DDR var perfekte dækhistorier, når han skulle indsamle oplysninger om landenes militære baser og udstyr.

Hans første tur som spion var i 1963, da han skulle til Polen og køre rallyløb. Her skulle han også undersøge, hvor tilgængeligt landet var at rejse i. I DDR fik man udleveret en tvangsrute, som man skulle følge, men i Polen var det anderledes, erfarede han - især for rallykørere, som man gerne ville have på besøg.

»Vi fik carte blanche, så vi kunne køre næsten overalt. Vi fik tilladelser til at øve os på ruterne og fik meget frie hænder - det var fidusen ved det hele,« siger H.C. Nielsen, der havde tre til fem ture om året til Polen og DDR.

I fire år brugte han sin position som rallykører som dækhistorie for sine spionture, derefter blev han jurymedlem, som skulle dømme ved de store internationale rallyløb. Det gjorde opgaven som spion lettere.

»Jeg er blevet stoppet af det polske politi 17 gange, men hver gang jeg viste mit jurykort, fik jeg lov til at køre videre. Der var meget respekt omkring jurymedlemmerne, men det viste også noget om, hvor råddent systemet var,« mener han.

Ud af konservativ æt

Når han ikke rejste til Polen eller DDR, passede H.C. Nielsen sin købmandsforretning i Køge, hvor han har boet, siden han var 11 år. Faderen var skovfoged, det var farfaren også. Opdragelsen var konservativ, og H.C. Nielsen er vokset op med en far, der rejste sig op med tårer i øjnene, når han hørte nationalsangen om Kong Christian. De konservative værdier og kærligheden til fædrelandet betød, at H.C. Nielsen under Anden Verdenskrig gik ind i modstandsbevægelsen. I 12 år var han også medlem af byrådet i Vallø for de konservative, men købmandsforretningen var hans hovedbeskæftigelse - i hvert fald udadtil.

Det var få mennesker, der vidste, at H.C. Nielsen også tjente sit fædreland på en anden måde. En af de, der vidste besked, var hans hustru. De har nu aldrig talt så meget om den risiko, der var forbundet med det.

»Jeg har da været nervøs for at blive opdaget - især hvis man havde taget mange billeder. Det farligste var at fotografere, og derfor var det kun dem, der virkelig vidste, hvad de havde med at gøre, der tog billeder. Jeg var en af dem,« fortæller han.

Tæt på afsløring

Han har stadig sit Chinon-kamera, og han forlod det aldrig. Kun én gang har han glemt det bag i bilen, det var, da han havde været i Legnica i Polen. En oplevelse, han husker som en af de mest nervepirrende, fortæller han, mens han pakker et kort over Polen ud og lægger det på bordet i havestuen. Han peger på Legnica.

Hvert andet år holdt russerne, polakkerne og østtyskerne store øvelser i det nordlige Polen, hvor de øvede sig i at invadere Danmark, fortæller H.C. Nielsen. Over radioen havde den danske efterretningstjeneste opsnappet, at "der var ved at ske noget". H.C. Nielsen skulle til Polen som jury til et rallyløb og havde fået en kvinde, han kendte, med som tolk. Han fortalte hende, at der også var en anden opgave, de skulle løse dernede, og det gik hun med til.

»Vi blev sendt derned for at se, hvilke tropper og våben, de var udstyret med. Det var vigtigt, så man kunne forberede sig hjemme i Danmark. Og netop dette område var centralt, da russerne havde et stort center med helikoptere, der kunne løfte et regiment til Sjælland,« fortæller han.

H.C. Nielsen havde fået besked på, at det var for farligt at tage billeder af helikoptercentret, så de skulle bare observere, men han havde imidlertid taget billeder af andre militære områder i Polen. På vej hjem mod Danmark stoppede de ved en restaurant for at få frokost - de befandt sig to timers kørsel fra grænsen. De sad over for hinanden i restauranten, da seks politifolk kom ind i lokalet.

»Da kom jeg i tanke om, at kameraet lå ude i bilen - jeg havde glemt det, jeg havde simpelt hen glemt det ude i bilen,« fortæller han.

Selv om der kun gik ganske få sekunder, er det en af de oplevelser, H.C. Nielsen husker som særdeles angstfremkaldende:

»Jeg var dæleme bange - specielt fordi jeg havde lokket hende med. Men heldigvis gik de forbi os, der skete ikke noget.«

Spiste notater

Heldet var med dem. Om det også var heldet, der var med H.C. Nielsen og hans makker, da de på et tidspunkt kørte forkert og havnede foran hovedindgangen til en østtysk raketstation, ved H.C. Nielsen ikke helt. Det var i 1966. H.C. Nielsen skulle på træningstur, og det danske efterretningsvæsen havde givet dem en opgave. Makkeren havde taget notater om ruten, da de pludselig holdt ved raketstationens hovedindgang, som var flankeret af østtyske vagter. Selv om de som rallykørere havde carte blanche, var der visse områder, hvor de ikke måtte køre hen. Dette var et af de områder.

»Vi indrømmede med det samme, at vi var kørt forkert. En officer tog vores papirer og forsvandt i to timer. Det var meget ubehageligt, og ventetiden brugte min makker på at spise sine noter. Han måtte simpelthen æde vores notater i tilfælde af, at de ville tage os. Heldigvis fik vi lov til at køre,« siger han.

H.C. Nielsen har aldrig spist papirer eller slugt hemmelige film. Én gang har han trykket på en knap på sit kamera, så filmen blev ødelagt, men der skete ham ikke noget.

Han husker tydeligt de to danske spioner, Jens Ellekær og Niels Hemmingsen, der blev taget af polakkerne 19. april 1987 og sad 140 dage i et polsk fængsel. Han er glad for ikke at have været igennem det samme, og han indrømmer, at der skulle ikke meget tortur til, før han ville begynde at snakke.

»De brugte både fysisk og psykisk tortur, og jeg ved, at jeg ikke ville kunne klare mange dage i isolationsfængsel. Jeg ville begynde at tale i håbet om, at de ville lade mig være. Men det var nok naivt,« erkender han.

H.C. Nielsen var ikke i tvivl om, at han ville komme i store problemer, hvis han blev fanget som spion. Ingen i Danmark ville vedstå, at man kendte ham - men der ville selvfølgelig blive gjort en indsats for at få ham ud.

»Det vidste vi,« konstaterer han:

»Derfor spurgte jeg også indimellem, om de havde noget at bytte med, hvis jeg blev fanget. Man ville komme hurtigere ud, hvis de havde en østtysk eller en russisk spion, som de kunne give til gengæld - og det havde de indimellem.«

Ligesom andre spioner havde H.C. Nielsen altid en god forklaring på hånden, hvis han blev taget. Hvis ikke han brugte sin rallyhistorie, var han "turist".

»Jeg ved meget om Polens historie, for så kan man altid fortælle om et historisk sted, man skal besøge. Vi planlagde turistture og tog også turistbilleder for at kamuflere spionagen, for man skulle helst falde ind i omgivelserne og opføre sig helt normalt.«

Afslørede raketter

De oplysninger, han kunne aflevere til efterretningstjenesten, var af forskellig karakter. Men de oplysninger, han afleverede i midten af 1960'erne om østtyskernes berygtede SS20-raketter, var værdifulde for Danmark, fortæller han.

»Jeg så et radaranlæg og tog billeder af det. Da jeg kom hjem, analyserede man billederne, og dermed blev jeg den første, der observerede, at der var SS20-raketter i DDR. Det fortalte, at opfattelsen herhjemme, hvor folk protesterede, og hvor mange havde en opfattelse af, at de var så flinke, var forkert. Vi kunne konstatere, at de havde raketterne og var rustet til tænderne. De fik hele tiden nyt materiel, nye fly og kampvogne - samtidig tog socialdemokratiske politikere til Moskva,« siger han.

En sidste omvej

I 1982 havde H.C. Nielsen sin sidste rejse til Polen som spion. Denne gang havde han sin hustru med, for deres dækhistorie var en ferierejse - med alt betalt af den danske stat.

Inden de tjekkede ind på deres luksushotel, skulle de bare køre en omvej, hvor H.C. Nielsen skulle tage nogle fotografier af Warszawa-landenes centrale kommunikationslinje.

Det var den sidste opgave - og H.C. Nielsen var ikke nervøs.

»Andre havde lavet benarbejdet for mig, da vi kom frem. Min hustru stoppede bilen, jeg steg ud og havde mit kamera med. Jeg vandrede hen ad vejen, gik op på den høj, jeg havde fået besked på. Jeg tog billederne, gik ned på vejen, hvor jeg blev samlet op af hende igen. Det var den sidste opgave - forude lå en uges ferieparadis. Min spiontid var forbi,« siger han.

Kort efter hjemkomsten modtog han et keramikfad fra efterretningstjenesten med en lille hvid seddel på bagsiden af fadet:

»Gave fra Forsvarets Efterretningstjeneste for tro tjeneste.«

Seks år senere vendte han sammen med sin hustru tilbage til østlandene - denne gang var han turist - rigtig turist.

sanne.gram@jp.dk

jens.grund@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.