De kom aldrig op ...

Stadig flere danskere tager på dykkerferie, men sporten er ikke ufarlig. For præcis et år siden tog fire danske dykkere ud på deres sidste planlagte tur under vandet syd for ækvator, ud for den østafrikanske kyst. Siden har ingen set dem.

På en lille ø ud for Tanzanias kyst bager solen, men det blæser også. Det er passatvinden, som har generet hele måneden.

Mens Musse ligger alene på øen, leder to kraftige vindstød hendes tanker hen på tsunamien.

Men hun slår hurtigt billederne af katastrofe og ulykke ud af hovedet, for hun har ingen grund til at tænke i de baner, nu da hun nyder at være på en herlig ferie med sin kæreste Simon, hans lillebror Gabby, deres mor Lotte og studieveninden Janne.

De fire er alle ude at dykke.

Det er dykkercenteret Swahili Divers på øen Pemba, hvor de bor, som har arrangeret dykkerturen til den lille frodige ø Misali.

30-årige Musse tør ikke dykke, så hun soler sig på den hvide palmestrand og snorkler i det klare, turkisblå hav.

Ved halvtolv-tiden kommer båden med dykkerne tilbage. Det er tid til frokost og middagspause inden feriens sidste planlagte dyk.

Det har været et godt dyk, og de fortæller om alle de farvestrålende fisk, de har set.

I pausen snorkler de i det lave vand ved Misali. Neil, deres dykkerinstruktør, er også i vandet.

Han er en 32-årig canadier, der studerer til havbiolog. Han har været hos Swahili Divers på Pemba i halvandet år, og med sine flere tusinde dyk er han en af de mest erfarne instruktører på stedet.

Af de fire danske dykkere er Janne den eneste, som først lige har lært kunsten at bevæge sig under vand med en iltflaske på ryggen. De andre har hver haft mere end 50 dyk.

Musse bider mærke i, at strømmen er kraftig, og det giver de andre hende ret i.

Simon fortæller, at han snart ikke orker at dykke mere, fordi det er så krævende både fysisk og psykisk. Det kræver koncentration.

Han trænger til bare at holde ferie med Musse, så de kan slappe af sammen. De taler om, at de vil finde et godt sted på Zanzibar, hvor de kan være den sidste uges tid af deres ferie.

Kysser og vinker farvel

Omkring klokken to skal dykkerne af sted igen.

Simon kysser Musse farvel og hopper om bord på båden. Hun vinker til ham og Lotte og kan se, at Janne og Gabby er koncentreret om at tjekke deres dykkerflasker og veste.

Musse har fået at vide af dykkerinstruktøren, at de skal være tilbage på Pemba klokken 17, så hun forventer at blive hentet sammen med de andre solbadere, der primært er australiere, ved 16-tiden.

Men der kommer ingen båd.

Der går en time, og på et tidspunkt hører hun fra andre turister, at Swahili Divers mangler to dykkere. Det har de hørt over radioen hos et andet dykkerselskab.

»Bare det ikke er nogle af mine,« tænker Musse som det første.

Sammen med australierne går hun om på den modsatte side af øen for at spejde efter dykkerne i vandet.

De kan se Swahili Divers' båd et par hundrede meter borte. Sammen med en anden båd sejler den i cirkler om det område, hvor dykkerne har været i vandet.

De kan ikke komme i kontakt med båden på nogen måde og efter at have holdt øje med bådene i en times tid, går de tilbage til det sted, hvor de skulle være blevet hentet.

Efter endnu et par timer i uvished er det begyndt at blive mørkt, og båden kommer for at samle dem op.

Det eneste, Musse kigger efter, er Simon, men hun kan ikke få øje på ham. Og heller ikke på nogen af de andre.

Dykkerparadis

Egentlig skulle de slet ikke have været på dykkertur til Misali i dag på en lørdag. Det er en tur, Swahili Divers har fast på programmet om søndagen. Men fordi tilslutningen blandt dykkere og snorklere til turen var overvældende, blev den gennemført om lørdagen også, hvilket danskerne glædede sig meget over.

Egentlig skulle de fem heller ikke være rejst til Pemba. Det var en impulsiv indskydelse, der opstod, mens de var på Zanzibar, der ligger cirka 50 kilometer syd for Pemba.

De overvejede flere gange, om de skulle bruge så mange penge på at tage af sted. Men de besluttede sig for at gøre det, fordi dykkermulighederne skulle være fantastiske.

Men nu er de væk. Ingen af danskerne er kommet op efter dykket. Og heller ikke Neil, fortæller personalet på båden. De ved ikke, hvad der er sket med dem.

Musse forhører sig om dykket. Hun kan slet ikke begribe, at de ikke er dukket op.

De tre andre dykkere, der var med på turen, er kommet op. De fortæller, at de fulgtes med Gabby, Simon, Lotte, Janne og Neil de første 20 minutter.

Neil havde ikke dannet makkerpar, som ellers er en grundregel, når man dykker. Men det virkede ikke, som om der var fare på færde.

Efter 20 minutter delte grupperne sig som planlagt i to, fordi de tre andre dykkere skulle dykke dybere end danskerne.

Der var kun én orange bøje, som kan ses fra overfladen, med på dykket, og den fik tremandsgruppen med på deres dybe dyk.

Siden dykkerne blev delt i to grupper, har ingen set dem.

Om bord får Musse at vide, at Neil sikkert har fået dem i land på en mindre ø eller et rev.

Båden sejler tilbage til Pemba, fordi det kan være farligt at være på havet, når det er mørkt.

Stemmer i natten

Senere om aftenen tager et australsk par sig af Musse, og inden hun skal sove, giver en russisk kvinde, der er læge på øen, hende nogle beroligende piller.

Først da Musse lægger sig i sengen, bliver hun rædselsslagen og tænker over, hvad der virkelig kan være sket.

Hele natten ved Musse ikke, om hun sover eller er vågen. Lyset er tændt i værelset, og døren ud til gangen er åben.

På et tidspunkt hører hun de to bestyrere af Swahili Divers, Nancy og Eric, tale sammen.

»De kan godt være døde allerede første nat,« siger Eric til Nancy.

Søndag morgen ringer Musse til sit forsikringsselskab Gouda og til Jack, Lottes mand og drengenes far.

Han er et par dage forinden vendt hjem fra en sejltur i det danske øhav. Han dykker ikke, og derfor er han ikke taget med familien til Afrika.

Forbindelsen er dårlig, og Jack bliver i det første splitsekund glad for, at hun ringer.

Sidst han hørte noget fra familien var dagen før, da Gabby skrev en sms-besked tidligt om morgenen. Jack skrev tilbage, at han savnede dem alle meget, men han kan se på sin mobiltelefon, at beskeden ikke er blevet afleveret.

Med det samme hører han, at Musse græder, og han spørger, hvad der er sket.

Hun fortæller, hvad hun ved, og Jack tænker, at det er ude med hans familie. Hvis de er taget af sted lørdag og ikke er dukket op søndag, så er der noget helt galt.

Han kontakter vagthavende i Udenrigsministeriet og giver dem alle oplysningerne om sine familiemedlemmer og Janne.

Han vil ikke selv rejse til Pemba og medvirke i eftersøgningen.

Hele familien har boet i Tanzania i to år som ulandsfrivillige i midten af 1980'erne. Han kender den elendige infrastruktur, og han ved, at han vil blive mere frustreret af at være dernede, hvor tingene foregår i et andet tempo.

Et par timer senere ringer telefonen igen hos Jack. Det er Marie, Gabbys kæreste, der bor i Aalborg.

Hun kan ikke forstå, at hun ikke har hørt fra Gabby, og at han ikke besvarer hendes beskeder.

Jack fortæller hende, at han er bange for, at de er druknet. Marie beslutter sig for at tage ned til Jack i Ishøj for at være sammen med ham.

Umotiveret eftersøgning

På Pemba får Swahili Divers fat i de både, der er i området, og Gouda arrangerer sideløbende en eftersøgning i samarbejde med Udenrigsministeriet. De lokale dykkerselskaber og rutefly leder også efter de fem forsvundne dykkere. I første omgang er ni både og to fly officielt med i eftersøgningen, men alle, de møder, får også besked på at holde udkig.

Trods det tilsyneladende store eftersøgningshold er forholdene ikke optimale.

Det har en rapport, udarbejdet af to rutinerede danske dykkere, der deltog i eftersøgningen, senere kritiseret:

»Vi oplevede, at vi ikke kom så tæt på kysten, at der var mulighed for at se tydeligt, om der var noget. Vi forsøgte at gøre mandskabet opmærksom på, at vi ville tættere på, men de kunne ikke rigtig forstå os,« hedder det i rapporten - og videre:

»Vi kunne dog hurtigt konstatere, at planen hjemmefra ikke blev fulgt. Vi afsøgte ikke det område, vi skulle. Besætningen virkede upåvirkede og ret umotiverede over for opgaven ... Først på eftermiddagen var vi åbenbart færdige med at søge, og et par timer blev så brugt på en lille ø, hvor vi ventede på, at de andre både kom tilbage fra deres eftersøgning. Så virkede det jo også, som om vi havde søgt, til det blev mørkt.«

Men Musse tror på, at det nok skal lykkes at finde hendes kæreste og hans familie og veninden.

Eftersøgningen er hård, for alle vegne synes Musse, at hun ser dem, og efter to-tre timer på havet daler optimismen.

Hen mod aftenen om søndagen bliver en sort dykkervest fundet på nordkysten. "Swahili Divers" står der på den.

Der er stadig luft i den. Flasken med ilt er taget af, og vesten er lynet op. Intet peger på, at den er flået af eller revet af på anden måde.

Efter at have undersøgt vesten er Eric fra dykkercenteret overbevist om, at det er Simons vest.

Det var ham, der hjalp Simon med at finde sit dykkerudstyr, og Simon havde været meget fokuseret på, at udstyret skulle være det helt rette.

Eric kan kende lommen, der er gået en smule i stykker.

Da Musse hører det, bliver hun glad, fordi hun konstant har ledt efter tegn fra dem.

Kritik af planlægningen

Under eftersøgningen fortæller en kvinde fra et andet dykkerselskab Musse, at dykkerne muligvis har forsøgt at komme til en særlig mur af koraller, der findes i det område, hvor de forsvandt.

Muren er et attraktivt dykkermål, men der er mange stærke strømme, og hvis man bliver taget af strømmen, er der ikke noget, man kan gøre.

En anden rapport udarbejdet for forsikringsselskabet Gouda efter forløbet fastslår, at der ikke er klare beviser for, at dykkerne forsvandt under vandet, og at de lige så godt kan være forsvundet i overfladen.

Ejeren fra Swahili Divers kan ifølge rapporten heller ikke give et bud på, hvad der er den mest sandsynlige årsag til dykkernes forsvinden.

»Jeg forstår stadig ikke, hvad der kan være sket,« bliver han ved med at sige.

I de danske dykkeres rapport står der:

»Vores bud er, at dykkerne tilsyneladende er gået ned i to grupper. Hvis der er meget strøm og sø, er det ikke hensigtsmæssigt, da mandskabet på båden umuligt kan holde øje med begge hold, og kommer begge hold op samtidig, kan båden kun fokusere på ét hold, hvorfor det andet nemt kan blive væk. Samtidig var kun det ene hold udstyret med en overfladebøje ... Vi mener, at begge grupper som minimum burde have en bøje, helst alle dykkere. Vi ville helt sikkert have planlagt dykkene på en anden måde end ovennævnte.«

Eftersøgningen fortsætter, og i perioder er der farttøjer fra den kenyanske flåde med, og en helikopter afsøger kysten.

Men det er svært at skaffe penge til at holde eftersøgningen i gang.

På et tidspunkt donerer den danske ambassade i Tanzania 2.000 liter dieselolie til den tanzanianske flåde, men på grund af infrastrukturen går der flere dage, før de når frem.

Ceremoni på vandet

Om tirsdagen sender forsikringsselskabet Gouda en krisemedarbejder ned til Musse, og hendes søster og mor kommer også og støtter hende og hjælper med eftersøgningen.

Efter flere dage uden tegn fra de forsvundne præges eftersøgningen af opgivenhed.

Hjemme hos Jack samles drengenes venner og veninder og trøster Jack og hinanden.

Musse og Jack taler sammen dagligt. Gradvist erkender de, at de ikke får deres kære at se igen. De er begge overbevist om, at det er den kraftige strøm ved Misali, der har ført dykkerne nedad, indtil de er løbet tør for ilt og er druknet.

Fredag den 22. juli 2005, seks dage efter at Gabby, Simon, Lotte, Janne og Neil forsvandt, bliver eftersøgningen indstillet, og man opgiver at finde dem.

Dagen efter arrangerer Musse en ceremoni for dykkerne i havet, hvor dykket foregik. Mens ceremonien foregår, er to dykkerhold på tur præcis det sted, hvor de fem forsvandt.

Et par dage efter kommer Musse tilbage til Danmark. Hun og Simon skulle være flyttet i en ny og større lejlighed, men den opsiger hun og flytter ind hos Jack, så han ikke skal være alene. De bliver boende sammen i fem måneder.

Musse fortsætter sin uddannelse som pædagog og blev færdig i januar.

I dag mener hun, at hun ved at holde fast i en almindelig hverdag har beholdt en mening med livet.

Ulykken har givet hende et andet livssyn, fordi den, man elsker højt, pludselig kan forsvinde. Ting som at gå til eksamen har ikke længere den samme betydning. For Musse handler det om at være sammen med de mennesker, hun elsker.

Når Jack i dag tænker tilbage på ulykken, mener han, at der blev taget for let på sikkerheden fra alle involverede parter.

Han ville ønske, at alle dykkerne havde haft en orange bøje med, som kunne ses fra overfladen, så det havde været muligt at finde dem igen. Han anbefaler, at folk har respekt for dykning og tænker sig godt om, inden de tager ud at dykke. Specielt når de er langt væk hjemmefra.

Men han er ikke vred over, at familien tog af sted på dykkerrejse. De havde været af sted flere gange, og indtil sidste år var det gået godt.

»Men på et tidspunkt slipper heldet op. Mit uheld var, at jeg skulle miste alle tre i et hug. Det er grotesk.«

mette.boysen@jp.dk Efterskrift

Den 16. januar 2006, et halvt år efter dykkerne sidst blev set, anmodede Jack Tåstrup Ret om en dødsformodningsdom.

Den 12. juli modtog han et brev fra Tåstrup Ret, hvori det vurderes, at der er »særdeles høj sandsynlighed for, at de bortblevne er afgået ved døden.«

Artiklen bygger på samtaler med Musse og Jack, Gouda og Udenrigsministeriets Borgerservice, samt de rapporter der er udarbejdet efter ulykken.

Musse og Jack ø nsker ikke deres efternavne offentliggjort.

Den omtalte dykkerrapport er skrevet af Michael Krause, PADI-instruktør og trimix-dykker (teknisk dykker), og Christina Krause, PADI-divemaster og trimix-dykker.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.